"Her i Marokko er det desværre ikke nok at have talent eller arbejde hårdt"

Som fraskilt alenemor har Maryam selv sit at slås med og kan have svært ved at få enderne til at mødes i hverdagen hjemme i Tetouani det nordlige Marokko. Alligevel håber hun mest af alt, at det hun lærer hos Um Mami kan gives videre og blive en hjælp for dem, der har det endnu sværere end hende selv.

Maryams søn er netop blevet ni år. Han går i skole og klarer sig godt, fortæller Maryam og læner sig tilbage i den lille sofa i hjørnet af det vidunderligt svale rum, der tjener som undervisningslokale for Um Mamis elever.

”Jeg blev skilt fra hans far, da han var ganske lille. Siden har det bare været os to, så vi er meget tætte,” siger Maryam, der med sine 34 år er en af de ældste på holdet.

Lige nu er sønnen hos Maryams mor i Tetouan, mens Maryam tilbringer otte intensive uger hos Um Mamii Marrakesh. Savnet af ham trækker tårer, men får ikke Maryam til at tvivle på sin beslutning om at takke ja, da hun blev tilbudt en plads på holdet.

I en del år efterhånden, har Maryam brugt to dage om ugen som frivillig i en forening, der forsøger at hjælpe udsatte og marginaliserede unge til en ny chance i livet. Det er typisk unge fra de fattigste familier, unge mødre med børn, fraskilte kvinder som lider under omgivelsernes fordomme over for kvinder i deres situation. Maryam underviser dem i basal madlavning og forretningsforståelse i håbet om, at de kan komme i arbejde eller skabe sig en indtægt ved at lave og sælge mad på gaden eller ved private arrangementer. På samme vis, som Maryam selv har klaret sig, siden hun blev alene med sin lille dreng.

”Det er gået okay,” siger Maryam lidt undvigende. I sin tidlige ungdom læste hun en bachelor i økonomi og fulgte derefter sin passion og søgte ind på restaurationsskolen i Tetouan. Hun var dygtig og fik et job, men mistede det igen. Hun blev gift, blev gravid, fik sin søn og blev skilt, mens drengen stadig var ganske lille. Et par gange siden er hun blevet tilbudt et fast job med en nogenlunde stabil indtægt. Men arbejdsbetingelserne har hver gangværet for ringe og arbejdsgiveren ikke indstillet på at give hende mulighed for også at være der for sit barn. I stedet har hun klaret sig på bedste beskub som cater, assistent ved større fester og arrangementer og hvad hun ellers kunne få fingre i af arbejde, der passede med at være enlig mor.

”Se,” siger hun og bladrer gennem kamerarullen på sin telefon. Billeder af de fester, hun har lavet mad til, de fine indbydende retter på smukt dekorerede tallerkener. Og så et billede af Maryam i fuldt dykkerudstyr iført verdens bredeste grin.

”Jeg bliver somme tider hyret af et lille rejsebureau til at lave mad på de dykkerture, turisterne sejler ud på fra havnen i Tetouan. Tit laver jeg paella, som de spiser om bord på båden i en pause mellem dykkene. Og så er det sket et par gange, at instruktørerne har tilbudt mig at komme med i vandet.”

Maryam håber, at hun får chancen igen denne sommer. Men mest af alt håber hun, at hun en dag kan skabe sig en tilværelse, hvor hun er mindre afhængig af andre og har flere muligheder og større overskud til selv at indrette et godt liv for sig selv og sin søn. Um Mami tilbyder hende et gastronomisk kvantespring i forhold til tekniske færdigheder, inspiration og kreativitet, som hun er overbevist om vil betyde alverden for hende selv og de unge, hun agter at give sin nye viden videre til.

Og ikke mindst tilbyder projektet et netværk blandt kokke, restauratører og producenter, som Maryam og andre i hendes situation har hårdt brug for, for at åbne døre og komme i betragtning til de job, de drømmer om.

”Her i Marokko er det desværre ikke nok at have talent eller arbejde hårdt. Du er nødt til at kende nogen, der kender nogen, før du overhovedet kommer i betragtning til et job eller får mulighed for at byde ind på en opgave,” siger Maryam og antyder med en håndbevægelse, at hverken hun eller de unge, hun arbejder med, har sådanne gode kontakter i baghånden.