Om Oxfam Danmark

Juliana Sic arrangerer jordposer til kaffeplanter, Guatemala
Juliana Sic, 63, arrangerer jordposer til kaffeplanter. I Guatemala introducerer Oxfams partnere Corazón de Maíz og ASEDECHI tørkeresistente afgrøder og dyrkningsteknikker samt alternative indtægtskilder for at hjælpe landmænd i det tørre bælte med at tilpasse sig klimakrisen. (Rabinal, Baja Verapaz, november 2021)

I mere end 50 år har Oxfam Danmark bekæmpet ulighed og stået side om side med mennesker, der hver dag kæmper mod uretfærdighed. Vores historie begyndte med en lille gruppe unge, engagerede aktivister, som ønskede at støtte kampen mod apartheid i Sydafrika og de undertrykkende regimer i Latinamerika. Deres mod og solidaritet blev fundamentet for den organisation, vi er i dag.

Fra WUS til Oxfam Danmark – vi kæmper stadig

Siden dengang er vi vokset – både i antal og i indsats. I dag er vi mange tusinde danskere, der insisterer på, at alle mennesker har ret til et liv uden fattigdom, diskrimination og ulighed. Vi arbejder både i Danmark og internationalt, og som en del af det globale Oxfam – en af verdens største og mest indflydelsesrige udviklingsorganisationer – er vi med til at skabe reel forandring i mere end 80 lande verden over.

I fællesskab med partnere og lokale aktører styrker vi menneskerettigheder, ligestilling og adgang til uddannelse, sundhed og indflydelse. Vi kæmper for, at flere får adgang til offentlige ydelser og ressourcer, og vi støtter dem, der organiserer sig og kræver demokratisk ret og retfærdighed. Samtidig arbejder vi politisk og strategisk for at bekæmpe de strukturelle årsager til ulighed – såsom skatteunddragelse, gældsbyrder, kønsdiskrimination og ulige handelsvilkår.

Vi tror på, at ulighed ikke er naturlig. Ulighed er skabt af mennesker, og derfor kan den også bekæmpes af mennesker. Det kræver mod, viden og vedholdenhed. Derfor er vores arbejde funderet i partnerskaber, evidens og folkelig opbakning. Og derfor engagerer vi danskerne gennem kampagner, oplysning og handling, lige fra gadeprotester og skoleprojekter til politisk påvirkning og globalt samarbejde.

Forandring sker ikke af sig selv. Den skabes, når vi står sammen. Når vi løfter blikket og nægter at acceptere, at uretfærdighed og fattigdom er vilkår, vi må leve med. Det er den tro, der driver Oxfam Danmark – i går, i dag og i morgen.

Læs historien om Oxfam Danmark her

Oxfam Danmark kæmper for

Hjørnestenene i vores arbejde

Vi har samlet vores arbejde under fire tematiske områder: Uddannelse, økonomisk retfærdighed, klimaretfærdighed og nødhjælp.

Det er af afgørende vigtighed for Oxfam Danmark, at vi gør en forskel og at vi aldrig forsømmer at beskytte de mennesker vi arbejder med og for mod alle former for sexchikane, misbrug, udnyttelse eller vold. Vi gør alt for at forebygge, at disse ting finder sted, og vi tager det dybt alvorligt, hvis det alligevel sker. En af hjørnestenene er Oxfams Code of Conduct, som regulerer vores adfærd og beskriver, hvordan alle i Oxfam uanset placering bør udføre sit arbejde.

Vi tror på, at vi kan nå vores mål, når bare vi står sammen – som mennesker, som organisationer, som virksomheder og på tværs af traditionelle skel. Vi arbejder sammen med en lang række virksomheder og donorer, som spiller en vigtig rolle for vores mulighed for at nå vores mål.