Energikrisen som følge af lukningen af Hormuzstrædet skaber problemer for almindelige mennesker gennem stigende priser på benzin, energi og leveomkostninger. Imens tjener store selskaber milliarder i øget profit, uden at de selv gør en ekstra indsats. Derfor er der behov for en beskatning af overnormal profit.

Af Rune Møller Stahl, ulighedsanalytiker, Oxfam Danmark. Bragt i Politiken d. 16. april 2026.

Krigen i Mellemøsten har allerede sat sig direkte i hverdagsøkonomien for almindelige mennesker verden over.   

Det er blevet dyrere at tanke bilen og varme huset op, og for de husstande, der i forvejen har haft svært ved at få budgettet til at hænge sammen, er der udsigt til endnu et år med stigende priser. 

Men de hårde tider er ikke dårlige for alle. Tværtimod har verdens olie- og gasselskaber allerede haft massive profitter på de stigende oliepriser, der er kommet siden lukningen af Hormuzstrædet.  

En analyse udført for Greenpeace viser, at olieselskaberne i EU’s 27 medlemslande i de første tre uger efter krigens udbrud tjente 81 millioner euro ekstra om dagen – sammenlignet med hvad de ville have tjent i normale tider. Også finanssektoren har gyldne tider. De store Wall Street, som JP Morgan og Goldman Sachs står til den højeste kvartalsindtjening i mere end et årti, som resultat af de turbulente finansmarkeder.  

Økonomen Gabriel Zucman har opgjort, at de 120 største olie- og gasselskaber i årets første måneder har oplevet en samlet stigning i børsværdi på over 1.000 milliarder dollars. Det er en værdistigning på næsten 30 procent.   

Overnormal profit 

Mekanismen bag denne udvikling er ikke svær at forstå. Når udbuddet pludselig begrænses af krig eller geopolitisk uro, stiger priserne hurtigt.  

Men for producenter i Nordsøen eller USA er kostprisen på olie ikke ændret. Det er udelukkende salgsprisen, der er steget. Forskellen havner direkte i regnskabet som profit. For selskaber med produktion i Iran eller nærliggende områder er billedet selvfølgelig anderledes, men for størstedelen af verdens olieproducenter slår de stigende priser simpelthen igennem som øget indtjening – eller i dette tilfælde såkaldt overnormal profit 

Overnormal profit er, når virksomheder tjener ekstraordinært meget – ikke på grund af egne investeringer eller innovation, men fordi krig og krise har presset priserne op. Altså er der tale om en indtjening, der i høj grad er skabt af omstændighederne. Den er ikke nødvendig for at opretholde investeringer eller produktion på samme måde. 

På sigt vil der sikkert komme tilpasninger af udbuddet. Men det er noget der sker over måneder og år, og i mellemtiden kommer milliarder ind til ejerne af de store fossile firmaer. Ikke fordi virksomhederne gør noget nyt, men fordi markedet midlertidigt presses ud af balance. 

Dårlige erfaringer fra 2022 

Vi har tidligere erfaringer for, hvordan krisen kan udspille sig. Med Ruslands invasion af Ukraine så vi, hvordan firmaer indenfor brancher som energi, fødevarer og transport kunne udnytte inflationskrisen til at hente rekordprofitter.  

Mens almindelige husholdninger brugte en større del af deres indkomst på nødvendige varer, registrerede en række virksomheder de højeste overskud i deres historie. 

Tal fra danske regnskaber illustrerer det tydeligt. Mærsk øgede sit overskud efter skat med omkring 390 procent fra gennemsnittet i årene 2018-2021 til 2022. DSV oplevede en stigning på over 200 procent. Danske energiselskaber tjente over 20 milliarder på at de stigende elpriser hos forbrugerne. Det skyldtes ikke pludselige produktivitetsfremskridt, men globale flaskehalse og kraftige prisstigninger, som kunne omsættes direkte til profit 
Dette er med til at skubbe yderligere til den allerede voksende ulighedskrise.  

Profitten går til dem, der har mest i forvejen 

Den skæve fordeling af tab og gevinster ved krigen, er med til at skubbe yderligere til den globale ulighedskrise.  

Gevinsten til de store firmaer går især til deres ejere og aktionærer, som ikke overraskende er koncentreret i den økonomiske elite. Vores globale kortlægning af 96 selskaber med overnormal profit i perioden 2022-2023 viste at 82 procent af selskabernes enorme profit røg tilbage til aktionærerne gennem udbytteudbetalinger eller aktietilbagekøb, frem for at blive brugt på bedre forhold for virksomhedernes ansatte eller investeringer i ny innovation. 

Et omfattende studie af de amerikanske fossilprofitter under energikrisen i 2022 viser, at omkring halvdelen af overskuddet på denne måde tilfaldt den rigeste ene procent af befolkningen. Den fattigste halvdel modtog blot omkring én procent, primært indirekte gennem pensionsopsparinger. 

I Danmark og resten af Europa er billedet det samme. Den finansielle formue er stærkt koncentreret i toppen af indkomstfordelingen, og det er denne gruppe, der ejer aktierne i de store energiselskaber, shippinggiganter og fødevareproducenter. Alene den rigeste ene procent af danskerne modtager 34,6 procent af alle aktieindtægter i Danmark. Når disse selskaber i krisetider høster overnormale profitter, er det dermed også primært denne gruppe, der beriges, mens de laveste indkomstgrupper, der bruger en relativt stor del af deres budget på energi og mad, mærker prisstigningerne hårdest. Derfor er det heller ikke særligt overraskende, at Nationalbanken fandt, at inflationen efter 2020 var særligt ulighedsskabende. 

Behov for en særskat 

Det er ingen naturlov, at energikriser skal ramme så socialt skævt. Men det kræver politisk handling at ændre den udvikling. Det mest effektive redskab her, er en skat på de overnormale profitter, som virksomheder får ved energikrisen.  

Logikken bag en sådan skat blev formuleres præcist af Laurence Tubiana, chefen for Det Internationale Energiagentur (IEA) og en af hovedarkitekterne bag Parisaftalen, i et nyligt interview: olieselskaberne har ikke gjort noget for at få den ekstra profit. De har ikke investeret klogere, produceret mere effektivt eller skabt noget nyt. Krigen har skubbet priserne op, og gevinsten er bare landet i deres skød. Samtidig forurener de og betaler ikke for den forurening. Tværtimod modtager de massive subsidier fra de samme statskasser, der nu er under pres for at hjælpe borgerne gennem krisen. Det er ikke rimeligt, som Tubiana siger. Og det er svært at være uenig. 

Pointen er ikke at straffe virksomheder, men at sikre en rimelig fordeling af en gevinst, som virksomhederne ikke selv har skabt. Samtidig kan provenuet bruges målrettet til at afbøde de konsekvenser, krisen har for almindelige mennesker – især for de husstande, der er mest eksponerede over for stigende energi- og fødevarepriser. 

En sådan form for beskatning er ikke en ny eller radikal tanke. I 1980’erne indførte USA under Reagan-administrationen en særskat på olieselskabers overnormale profit som reaktion på de kraftigt stigende priser. Under 1970’ernes oliekriser blev op mod 90 procent af overnormal profit i energisektoren beskattet i flere vestlige lande. Og da Ukraine-krigen i 2022 genererede tilsvarende kriseprofitter, vedtog EU et såkaldt ’solidaritetsbidrag’ i form af en særskat målrettet energisektoren. 

Det kræver dog, at skatten udformes rigtigt. Erfaringen fra 2022 viser, at det ikke er nok med en snæver og midlertidig model. Da Danmark indførte et solidaritetsbidrag efter energikrisen, lagde man sig på EU’s minimum: en tidsbegrænset skat på 33 procent, afgrænset til energisektoren og med virkning for 2023. Samtidig viste beregninger fra Skatteministeriet, at en bredere model på tværs af sektorer kunne have indbragt omkring 17 milliarder kroner i 2022 og 2023.  

Vi ved allerede, hvem der betaler prisen for krigen: de husstande, der ikke kan vælge at tanke mindre eller skrue ned for varmen. Det er på tide at beslutte, at dem der tjener på den, også betaler en del af regningen.