Forside / Nyheder / Åbent brev til regeringen: Giv vores omsorgsarbejdere en fair løn
Artikel

Åbent brev til regeringen: Giv vores omsorgsarbejdere en fair løn

07.05.2021

Oxfam Danmark i Politiken
Oxfam Danmark i Politiken
Foto : Oxfam Danmark

Kære regering

Er jeres mødres arbejde mindre værd end jeres fædres? Er jeres døtres arbejde mindre værd end jeres sønners?

I dag skal I behandle et borgerforslag fremsat af en gruppe kvinder fra forskellige kvindedominerede faggrupper inden for omsorgssektoren. De har fået nok af honninghjerter og klapsalver – de vil bare have en fair løn, der afspejler deres værd. Og de beder jer politikere om at komme ind i kampen.

Vi vil gerne fortælle jer, at jordemødrene, pædagogerne, sygeplejerskerne, sosu’erne og de andre omsorgsarbejdere ikke står alene. Vi er tusindvis af borgere, der bakker op om deres åbenlyst rimelige krav. De beder ikke om guld og grønne skove, men om en rimelig løn, der afspejler deres indsats, uddannelse og kvalifikationer. Og som ikke som udgangspunkt lader det trække ned, at størstedelen af dem er kvinder.

I de seneste uger har vi i medierne set utallige historier om det arbejdsmarked, som samfundet byder omsorgsarbejdere. Deres løn bygger på en sexistisk reform af offentligt ansattes løn fra 1969, hvor manden var hovedforsørger, og kvinders løn mest af alt blev anset som lommepenge. Det var ikke i orden dengang – og det er det slet ikke i dag, mere end et halvt århundrede senere.

Ude i verden er Danmark kendt som en frontkæmper for kvinders rettigheder – og det er vi stolte af. Så det er direkte pinligt, at vi herhjemme ikke gør noget ved de fortsatte konsekvenser for værdifastsættelsen af kvindedominererede faggruppers arbejde men fastholder kvinders arbejde som mindre værd end mænds. Hvis vi fortsætter på den måde, vil der gå mere end hundrede år, før der er ligeløn i Danmark. Det kan vi hverken være bekendt over for hinanden, vores døtre – eller deres døtre.

Omsorg har høj værdi. Det må vi anerkende. Og med den anerkendelse følger en fair løn til dem, der giver den. Så kære regering, vis jer som de frontkæmpere for ligestilling, som I ønsker at være. Gør noget ved reformen fra 1969 – og start i dag.

Med venlig hilsen
Oxfam Danmark – på vegne af de danskere, der har skrevet under på dette brev

Se brevet som PDF her