Børn hjælper børn: 934.869 kr. til Burkina Faso
20.06.2016
Af Bertil Suadicani
Danske skoleelever har hele foråret lært om livet i det fattige land, Burkina Faso. Eleverne har samtidig knoklet for, at børn i det afrikanske land kan gå i skole.
Eleverne har solgt tusindvis af lodsedler til skolefester, eller når de har travet de danske villaveje tynde.
Nogle klasser har udfoldet deres fantasi for det gode formål. Stoleleg for den lokale ældreklub var fx 6. klasserne på Gråsten Skoles måde at samle ind på. Ingen overgik dog 4. B fra Hvalsø Skole, der samlede over 11.000 kr. ind.
God brug for hjælpen
Årets skoleindsamling går til uddannelse i Burkina Faso. Med de danske elevers hjælp kan flere børn komme i skole, lærerne får efteruddannelse og der kommer nye blyanter og hæfter i skoletaskerne.
Hjælpen på næsten en million kroner når meget langt. I Burkina Faso kan et barn gå et helt år i skole for blot 400 kr.
I Burkina Faso er der ikke tradition for at sende børn i skole, og mere end 7 ud af 10 kan ikke læse og skrive.
Vil du følge de danske skoleelevers eksempel, kan du støtte hver dag lige her.