Forside / Nyheder / Cayman Islands fjernes fra EU’s liste over skattely
Artikel

Cayman Islands fjernes fra EU’s liste over skattely

05.10.2020

Af Malene Aadal Bo

Når EU i morgen forventes at vedtage en revideret liste over verdens skattely, vil et af verdens mest notoriske skattely, Cayman Islands, formentlig mangle på listen. Absurd lyder det fra Oxfam Danmark.

”Caymanøerne er en international piratstat, der er kendt og berygtet for at leve af at stjæle andre landes skatteindtægter. En skattelyliste uden dem er en absurditet,” siger Oxfam Danmarks generalsekretær, Kristian Weise.

EU’s skattelyliste blev oprettet i 2017 som et vigtigt værktøj i den globale kamp mod skatteunddragelse. Ideen er at identificere de lande, som fungerer som skattely, og gennem sanktioner og dialog at presse dem til at reformere deres skadelige skattepraksis. Oxfam Danmark har dog fra begyndelsen advaret om, at kriterierne for listen er så slappe, at nogle af verdens værste skattely med få og ubetydelige ændringer i deres skattepraksis kan blive taget af listen.

Hvis Cayman Islands som ventet nu fjernes fra listen, vil den ikke indeholde et eneste af de lande, som andre kilder har identificeret som verdens værste skattely. Til gengæld truer EU med at sortliste lande som Botswana og Namibia, hvis de ikke leverer hurtige skattereformer, til trods for, at de absolut ingen rolle spiller som globale skattely.

”Det er et vigtigt værktøj i kampen mod skattely, EU her er ved at ødelægge. Listen har bevist sit potentiale ved at være en, som danske pensionskasser navigerer efter, når de investerer. Det er også den liste, som den danske regering bruger i forsøget på at undgå at udbetale corona-hjælpepakker til danske virksomheder i skattely. Derfor er det begrædeligt, at listen nu bliver fuldkommen udhulet,” siger Kristian Weise.

Svækker den danske kamp mod skattely

I foråret besluttede den danske regering, at de danske corona-hjælpepakker ikke skulle gå til virksomheder i skattely. Af tekniske årsager skete det i vidt omfang alligevel, men netop nu forventes regeringen at stramme kriterierne, så det ikke kan ske igen. Men hvis nogle af de vigtigste skattely fjernes fra listen, risikerer millioner nu alligevel at ende det forkerte sted.

”Af de første hjælpepakker blev 81 millioner kroner udbetalt til selskaber med forbindelse til lande på EU’s liste – 80 procent af dem til selskaber med forbindelse til Cayman Islands. Det understreger, at landet er langt det vigtigste skattely på EU's liste, og at den danske kamp mod skattely bliver undermineret, hvis landet fjernes fra listen,” siger Kristian Weise.

Oxfam Danmarks anbefaling er, at man arbejder for en markant skærpelse af kriterierne for EU’s skattelyliste, så den i højere grad indeholder de lande, der reelt fungerer som skattely. Og at Danmark i mellemtiden supplerer EU’s liste med en national liste, ligesom andre EU-lande har valgt at gøre.

”Forskellen på at bruge EU’s liste og så en liste over de lande, der reelt fungerer som skattely, er kæmpestor. Ser man alene på de 500 største danske virksomheder, som har fået udbetalt corona-hjælpepakker frem til midten af juni måned, er 743 millioner udbetalt til virksomheder med forbindelse til skattely. Målt på EU’s liste er beløbet kun 81 millioner, og fjerner man Cayman Islands er man helt nede på 13 millioner kroner,” siger Kristian Weise og tilføjer:

”Det var stærkt af EU at oprette listen, men i dag er det blevet helt tydeligt, at den ikke fungerer som den skal, og at vi derfor er nødt til at tage flere og andre værktøjer i brug.”

Fakta om skattelylisten

  • EU udgiver en skattelyliste to gange om året baseret på en række kriterier, som skal opdateres i løbet af næste år.

  • Cayman Islands har lavet en mindre ændring i reglerne for, hvor stor en tilstedeværelse et investeringsselskab reelt skal have på Cayman Islands for at kunne være registreret der. Og det har været nok til at blive fjernet fra listen over skattely, selv om det i praksis har minimal betydning. Landet har stadig en selskabsskat på nul procent, udbredt bankhemmelighed og baserer ifølge IMF mere end 85 procent af sin økonomi på investeringer, der kun findes på papiret.

  • Oxfam har udgivet vores egen liste over de lande og områder, der reelt fungerer som skattely og foreslået, at de tilføjes til EU’s liste. Det drejer sig om Samoa, Cayman Islands, Fiji, Guam, Oman, Palau, Panama, Trinidad og Tobago, Jomfruøerne, Vanuatu, Seychellerne, Storbritannien, Ungarn, Holland, Cypern, Malta, Irland, Luxembourg, Hong Kong, Bermuda, Singapore, Schweiz og Mauritius.