COP26: Små skridt frem, men stadig langt fra målet

Med det netop afsluttede COP26-topmøde står det klart, at selvom der er taget vigtige skridt i klimakampen, så endte den fælles aftaleerklæring med at være al for uambitiøs og uforpligtende.

Forpligtelserne fra Paris-aftalen om at holde 1,5 grads temperaturstigning blev godt nok gentaget ved dette års COP26, og de rige lande gav håndslag på fortsat at arbejde frem mod den fælles målsætning, men konklusionerne er alt for svage, hvis verden skal have nogen som helst chance for at holde sig på ret klimakurs.

Udviklingslandene, som er dem, der rammes hårdest af klimakatastrofer, står desværre stadig tilbage med en usikker fremtid.

”Aftalen indeholder et noget uklart tilsagn om at øge ambitionen om 2030-reduktionsmål for at holde 1,5 grads-målsætningen i live. Men ansvaret ligger især hos de rige lande, som historisk er dem, der har udledt mest. Derfor er det både kritisk og uretfærdigt, at de ikke også er gået forrest med håndfaste mål for reduktion af udledninger. Vi kan ikke være bekendt fortsat at lade verdens fattige lande betale for en klimakrise, de kun i ringe grad har været med til at forårsage,” siger Kristian Weise, generalsekretær i Oxfam Danmark.

Aftalen i Glasgow indeholder heldigvis også gode elementer. For eksempel slår aftalen fast, at landene skal levere årlige mål i 2022 og 2023 for CO2-udledning - og ikke som nu hvert femte år.

Derudover spillede Danmark en vigtig rolle og satte sig i spidsen for initiativet til udfasning af olie- og gasproduktion (BOGA), som dog foreløbig er en lille alliance af omkring 11 medlemmer.

Der var også gode takter omkring udfasning af kul, som desværre blev udvandet til sidst og gik fra udfasning til nedfasning.

Men løfterne om reduktion af drivhusgasser er ikke nok. Ifølge Climate Action Tracker har vi med de nye 2030 mål realistisk set udsigt til en global temperaturstigning på 2,4 grader i år 2100.

Det står klart, at de rige lande langt fra nedbringer CO2-udledningen hurtigt nok.

”De rige landes industrialisering og opbygning af velstand er gået hånd i hånd med de udledninger af CO2, som vi nu ved er årsagen til klimaforandringerne. Derfor har vi i den grad et moralsk ansvar for at hjælpe de lande, som rammes langt hårdere af den globale opvarmning,” siger Kristian Weise.

For lidt penge til udsatte lande

Et andet kritisk punkt er manglende løsninger på betaling for tab og skade som følge af klimakatastrofer. Tab og skader anerkendes i aftaleteksten, men desværre helt uden reelle forpligtelser eller en global aftale.

”Der mangler en finansieringsplan for tab og skader, som netop er noget af det G77-gruppen af udviklingslande har argumenteret for under COP’en. En anerkendelse af tab og skader er slet ikke godt nok, det kommer ikke til at kunne genetablere oversvømmede hjem, forgiftede marker eller bringe tabte liv tilbage. Der er brug for, at de rige lande forpligter sig konkret og med nogle anseelige beløb,” siger Kristian Weise.

Aftalen skuffer også i forhold til klimafinansiering til de fattigste lande. Med Paris-aftalen blev der lovet 100 mia. dollars om året fra 2020 i klimafinansiering. Først i 2023 vil de rige lande levere på løftet, og dermed er der allerede kommet et efterslæb, som ikke adresseres.

Tilbage står, at midlerne til klimafinansiering langt fra matcher behovet. En rapport fra FN’s miljøorganisation, UNEP, viser, at der bliver behov for 5-10 gange så meget til klimatilpasning fremover.

Derfor en klar opfordring til, at politikerne ikke hviler på laurbærrene frem til næste års COP. Det er altafgørende, at der arbejdes mellem møderne, så man forhåbentlig kan gøre næste års COP mere succesfuld og træffe beslutninger og foretage de helt nødvendige forandringer for at imødegå en ødelæggende klimakrise.