Debatten om formueskat fyldte meget i valgkampen. Men hvis vi skal undgå, at ulighed igen glider ud af den politiske dagsorden, er der brug for, at politikerne forpligter sig til en ulighedslov.

Af Rune Møller Stahl, ulighedsanalytiker i Oxfam Danmark. Bragt i Altinget d. 27. marts 2026.

Sjældent har et enkelt skattespørgsmål fyldt så meget i en dansk valgkamp, som formueskatten har gjort denne gang.

Det er der god grund til at glæde sig over.

For bag debatten om formueskat gemte sig et større og mere grundlæggende spørgsmål: Hvor ulige er Danmark egentlig, og er vi parate til at gøre noget ved det?

Uligheden vokser stadig

Faktum er, at uligheden er steget i Danmark de seneste tre årtier. Det er vi nødt til at tage alvorligt.

Ulighed er nemlig ikke blot et spørgsmål om retfærdighed. Det har målbare konsekvenser for vores økonomi, vores demokrati og vores sammenhængskraft.

Landets erhvervsorganisationer og nogle af Danmarks allerrigeste har brugt valgkampen på en – ofte misvisende – skræmmekampagne mod formueskatten. De mangler at svare på, hvad de har tænkt sig at gøre ved den stigende ulighed.

For uligheden er en udfordring, der blot er vokset fra valgperiode til valgperiode.  

Det store fokus på formueskatten har blotlagt, hvor store ressourcer og lobbyistindsatser der kan mobiliseres mod forslag, der berører den økonomiske top.Rune Møller Stahl

Og mens emnet ofte har fyldt meget i valgkampe, så er problemet forsvundet fra dagsordenen, når den politiske hverdag har meldt sig.

Det store fokus på formueskatten har blotlagt, hvor store ressourcer og lobbyistindsatser der kan mobiliseres mod forslag, der berører den økonomiske top.

Ulighedens problemer  

På trods af økonomisk vækst er Danmark ikke tættere på at løse problemer forbundet med fattigdom.

Selvom vi er et af verdens rigeste lande, har hver ottende dansker svært ved at få pengene til at slå til. Hver trettende har ikke råd til at gå til tandlægen. Hver syvende har ikke råd til en uges ferie væk fra hjemmet. Hver femte kan ikke betale en uforudset udgift på 10.000 kroner.

Konsekvenserne ved ulighed rammer ikke bare de fattige – også middelklassen og de rigeste oplever de negative effekter. Lande med højere ulighed har højere niveauer af kriminalitet og dårligere sundhedstilstand og levealder.

Ulighed kan også gå ud over den langsigtede vækst. IMF har fundet negative effekter af ulighed fra en gini-koefficient på 27 – det vil sige lavere end den nuværende danske indkomstulighed, ligesom høj formueulighed også er associeret med lavere vækstrater. Det er især stabil, langsigtet vækst, der bliver mere usikker, når uligheden stiger.

Også demokratiet kan være truet. Højere ulighed betyder en faldende tillid til demokratiske institutioner og øget politisk polarisering.

Denne politiske fremmedgørelse er en signifikant drivkraft i en stigende opbakning til anti-demokratiske bevægelser på tværs af kloden. Ny forskning viser, at det er syv gange mere sandsynligt for lande med høj ulighed at opleve et demokratisk tilbageslag.

Brug for forpligtende mål 

Men her er det centrale problem: Alt dette ved vi allerede, og vi har vidst det i mange år. Alligevel er ulighed et af de emner, der forsvinder fra den politiske dagsorden, så snart stemmerne er talt op.

Regering efter regering, uanset politisk farve, har talt varmt om lighed og sammenhængskraft, mens gini-koefficienten over de seneste 30 år er steget fra 22,2 til 30,4. Danmark forpligtede sig allerede i 2015 til at reducere ulighed gennem FN’s verdensmål.

Det løfte har vi endnu ikke indfriet.

Spørgsmålet er derfor ikke, om politikerne har viljen i valgkampen. Spørgsmålet er, om de kan fastholde den vilje, når hverdagen tager over.

I mange år var klimapolitik præget af det samme mønster; store ord og begrænset handling. Det ændrede sig med Klimaloven i 2020.Rune Møller Stahl

Desværre er gode intentioner ikke nok til at bryde det mønster, vi har set i mange år. Det kræver bindende forpligtelser at gøre noget ved uligheden.

Forpligtelser virker nemlig. I mange år var klimapolitik præget af det samme mønster; store ord og begrænset handling. Det ændrede sig med Klimaloven i 2020.

Ikke fordi politikerne pludselig fik mere vilje, men fordi loven bandt dem til konkrete mål, og der blev oprettet et uafhængigt råd til at holde dem ansvarlige.

Det er ikke en naturlov, at politiske prioriteter forsvinder mellem valgene. Det er et spørgsmål om, hvorvidt vi har institutioner, der forhindrer det.

En bindende ulighedslov

Derfor foreslår Oxfam Danmark, at Folketinget vedtager en ulighedslov efter samme princip som klimaloven. Loven skal binde enhver ny regering til at fremlægge et ulighedsprogram med konkrete måltal.

De præcise mål kan udformes nærmere efter et valg, men vi foreslår følgende målsætninger:

• En lavere ulighed i formue, målt på en faldende andel af den samlede formue koncentreret hos den rigeste ene procent.
• En lavere ulighed i fordelingen af indkomst og mindre afstand mellem top og bund. Dette opgøres mest præcist ved den såkaldte Palma-ratio, som måler, hvor stor en del af den samlede indkomst der går til de rigeste ti procent sammenlignet med de fattigste 40 procent.

En lavere Palma-ratio vil samtidig spille sammen med det mål, vi allerede har forpligtet os til gennem FN’s verdensmål: At de fattigste 40 procent skal have en større indkomstvækst end landsgennemsnittet.

Nedsæt et ulighedsråd

Som en del af loven skal der nedsættes et uafhængigt ulighedsråd til at følge udviklingen, rådgive regeringen og hvert år offentliggøre en rapport, som gør status over uligheden. Rådet skal kunne pålægge regeringen at fremlægge nye initiativer, hvis målene er i fare, efter samme model som klimarådet.

Sjældent har ulighed fyldt så meget i en dansk valgkamp. Men vi ved også af erfaring, hvad der sker bagefter: Fokus forsvinder, hverdagen tager over, og gini-koefficienten fortsætter sin stille march opad.

Kampagnen mod formueskatten, med annoncer i alle landets aviser og på busserne, viser præcis, hvilket pres en fremtidig regering vil møde. Derfor er gode intentioner ikke nok.

Skal ulighed denne gang ikke ende som endnu et glemt valgløfte, kræver det bindende mål.

Derfor skal vi have en ulighedslov i Danmark.