Når Europas rigeste kan flytte deres penge mellem lande og selskaber for at undgå skat, mens almindelige mennesker ikke kan flytte sig fra elregningen, mister vi det fælles grundlag for solidaritet

Af Lars Koch, generalsekretær i Oxfam Danmark, og Niels Fuglsang, medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet. Bragt i Information d. 11. december 2025.

Den økonomiske ulighed i Europa udfordrer både vores sammenhængskraft og vores demokrati. En ny rapport fra Oxfam Europa viser, at EU’s milliardærer alene i første halvdel af 2025 har øget deres samlede formue med næsten 3.000 milliarder kroner – svarende til omkring 15 milliarder kroner om dagen. Samtidig lever en femtedel af EU’s befolkning i risiko for fattigdom eller social eksklusion. 

Mens en lille elite i toppen altså bliver rigere end nogensinde før, kæmper millioner for at få råd til mad, varme og husleje. 

Den ekstreme koncentration af velstand kan få konsekvenser for den demokratiske sammenhængskraft, fordi rigdom ikke kun handler om forbrugsmuligheder. Når rigdom koncentreres på få hænder, gør den politiske og økonomiske indflydelse det også. 

Den udvikling kan underminere tilliden til vores fælles institutioner, svække den sociale kontrakt og true fundamentet for de europæiske demokratier. 

Ulighed truer demokratiet 

I takt med at formuerne i toppen er eksploderet, har den brede middelklasse mistet terræn. I næsten to tredjedele af EU’s medlemslande er middelklassen blevet mindre de seneste år, og de laveste indkomster har ikke kunnet følge med prisstigninger på basale varer. 

Ny forskning viser, at jo højere uligheden er i et land, jo større er risikoen for, at demokratiet bliver undermineret. I en periode med politisk ustabilitet og opkomst af udemokratiske bevægelser overalt på kontinentet, er den aktuelle udvikling ekstremt bekymrende.

Siden 1980’erne har Europa bevæget sig væk fra det grundlæggende princip om, at de bredeste skuldre skal bære den tungeste byrde. Dengang var det bredt accepteret, at progressiv beskatning var en forudsætning for et retfærdigt samfund. Men i løbet af fire årtier har konkurrencen mellem lande om at tiltrække investeringer og formuer skabt et kapløb mod bunden. 

I 1990 havde 12 europæiske lande en formueskat – i dag er kun Spanien, Schweiz og Norge tilbage. Selskabsskatten er faldet fra et gennemsnit på 35 procent i 1990 til tæt på 21 procent i dag. Den gennemsnitlige marginalskat på de højeste indkomster er i samme periode faldet fra 60 procent i 1980’erne til kun 38 procent i 2023. 

Resultatet er tydeligt: De allerrigeste og de største selskaber betaler i dag langt mindre i skat end tidligere, mens regningen i stigende grad sendes videre til almindelige lønmodtagere og forbrugere. Over 80 procent af EU’s samlede skatteindtægter kommer i dag fra løn og forbrug, mens beskatningen af kapital og formuer er faldet til et historisk lavpunkt. 

I flere lande, såsom Holland, Italien og Frankrig, betaler den rigeste procent en lavere effektiv skattesats end en sygeplejerske eller en skolelærer.

Det er uretfærdigt, og det svækker vores samfundsøkonomi og underminerer borgernes tillid til, at systemet fungerer for alle. Når de rigeste kan flytte deres penge mellem lande og selskaber for at undgå skat, mens almindelige mennesker ikke kan flytte sig fra elregningen, mister vi det fælles grundlag for solidaritet. 

Den europæiske skattepolitik har med andre ord svigtet sit formål: at finansiere velfærd og skabe balance mellem kapital og arbejde.

USA er skræmmebilledet

Uligheden puster også til andre kriser. Klimakrisen rammer de fattigste hårdest, samtidig med at de rigeste står for en uforholdsmæssig stor del af udledningerne. Den sociale krise underminerer tilliden til fælles løsninger, og den økonomiske ulighed skaber politisk splittelse og polarisering.

Europa har råd til at bekæmpe fattigdom og investere i grøn omstilling – problemet er, at rigdommen er skævt fordelt. Det er derfor ikke længere nok blot at måle vækst i bnp. Spørgsmålet er, hvem der får del i væksten – og om vi som samfund kan overleve, hvis de økonomiske kløfter fortsætter med at vokse.

De seneste årtier har vist, hvad der sker, når hensynet til vækst og konkurrence får lov til at overdøve hensynet til sammenhængskraft og social retfærdighed. I USA ser vi i øjeblikket, hvordan kombinationen af folkelig utilfredshed og milliardærernes politiske indflydelse på kort tid kan undergrave demokratiet. Hvis vi ikke handler i Europa, bevæger vi os i samme retning.

Det er på høje tid, at vi sætter lighed og retfærdig beskatning øverst på den politiske dagsorden. Debatten er allerede i gang. I Frankrig ser vi stor folkelig mobilisering til fordel for den såkaldte Zucman-skat, der involverer en minimumsskat på to procent for milliardærer, og i Norge forsvarede den socialdemokratiske regering ved det nylige valg landets formueskat – på trods af en velfinansieret modkampagne fra landets milliardærer. 

Hvis vi formår at omsætte debatten til handling, kan Europa blive et mere retfærdigt, stabilt og bæredygtigt samfund. Det kræver, at skattepolitikken ikke forbliver et teknisk spørgsmål for eksperter, men et politisk valg om, hvilket Europa vi ønsker at leve i.