Det er en illusion at tro, at private investeringer kan løfte den grønne omstilling globalt - de rige lande skal gå forrest med offentlige investeringer

I disse dage er Danmark vært for ministre og beslutningstagere fra hele verden, når de mødes til Copenhagen Climate Ministerial. Her skal de diskutere de næste skridt mod de årlige FN klimatopmøder i Bonn til juni og COP30 til november. Der er høje forventninger til COP30 og de resultater værtslandet Brasilien kan nå frem til ved forhandlingsbordet, når det handler om klimafinansiering. Et af hovedemnerne for COP30 er nemlig de 1.300 milliard dollar i klimafinansiering, der skal mobiliseres hvert år fra 2035, hvis Paris-aftalen skal indfries. Det helt centrale spørgsmål er, hvem der skal stå for klimafinansieringen og her falder blikket hurtigt på den private sektor.

For at mobilisere finansiering i grønne projekter i det globale syd, vil lande i det globale nord investere små beløb af offentlige midler for at tiltrække meget større finansiering fra den private sektor. Forventningen bag private investeringer i den grønne omstilling er, at hver dollar det offentlige investerer, skal mobilisere 5-7 dollar i private investeringer. Realiteten ser dog helt anderledes ud. En analyse viser, at for hver dollar det offentlige investerer, tiltrækker dette kun 85 procent i privat finansiering til den grønne omstilling og dette tal falder til 69 cent, når vi ser på investeringer i projekter i lavindkomstlande. Lav og lavmiddelindkomst lande udgør 42% af klodens befolkning, men modtog kun 7% af investeringerne i den grønne omstilling i 2022. Der er altså behov for en langt større finansiering i det globale syd, hvis målet om de 1.300 milliarder dollar årligt skal opnås på sigt og pengene skal ikke kun komme fra det private, der ikke formår at investere de penge som det offentlige forventer.

Udover manglende privat klimafinansiering til lav- og middelindkomst lande, er det også problematisk, når finansieringen rent faktisk finder sted. Størstedelen af privat finansiering (83%) bliver givet som lån til lav- og middelindkomst landene, hvilket bidrager yderligere til den allerede kritiske gældskrise, som mange af landene befinder sig i. 93% af de mest klimasårbare lande i verden befinder sig lige nu i en gældskrise eller er i risiko for gældskrise. Disse landes status som klimasårbare har konsekvenser for deres muligheder for tage lån og de bliver opkrævet højere renter end højindkomstlande, da de bliver betragtet som højrisikoinvesteringer. Klima- og gældkrisen, som landene står i, bliver dermed til en ond spiral, som de ikke kan slippe ud af.

Problemet med at den private sektor bliver opfordret til at bære landes klimafinansiering, ser vi også i Danmark, hvor regeringen under COP29 var villige til at underskrive en garanti på 700 millioner kroner til finansiering af klimatiltag. Garantien har til formål at minimere risikoen for private firmaer, når de investerer i klimaprojekter i Asien og Stillehavsområdet.

Skal vi nå målet, skal lande som Danmark have rigtige penge op af lommen. Det er også det eneste rimelige – idet det er verdens rigeste 10%, der bor overvejende i USA og i EU-lande, som står for 50% af verdens CO2-udledning, mens de fattigste 50% står for sølle 8%.

Det er klart, at disse midler kan være svære for regeringen at finde i det offentlige budget. Pengene er der dog – man skal bare vide, hvor de skal findes. Der skal ses på innovativ klimafinansiering, som både kan gavne klimaet og bekæmpe ulighed i verden. Arbejdet på dette område er allerede i gang med Global Solidarity Levies Task Force, der blev etableret under COP29 og som Danmark har meldt sig ind i. Task Forcen foreslår blandt andet afgifter på sø- og luftfragt, luftfart, fossile brændstoffer og en minimumsskat på de ultrariges formuer, som uudnyttet potentiale til klimafinansiering. Det centrale er her, at de er de største forurenere, der skal betale klimafinansiering. Ser vi alene på en afgift på udvinding af fossile brændstoffer, ville en afgift på 5 dollar pr. ton CO2 generere 3.500 milliarder dollar fra 2024 til 2030. I kombination med andre innovative skatter, er der rig mulighed for det offentlige at skaffe de nødvendige midler.

COP30 giver en enestående mulighed for at finde løsningerne på finansieringskrisen til den grønne omstilling. Danmark bør som en del af regeringens nye ambitioner om ligeværdige partnerskaber med det globale syd sætte sig forrest i kampen for dette op til COP30. Disse ambitioner kan Danmark særligt følge til dørs, når vi indtager EU-formandsposten i efteråret og dermed kommer til at lede EU’s forhandlingsdelegation under COP30. Det forpligter at kalde sig et grønt foregangsland – og tiden er inde, at Danmark lever op til det navn.