Gule Veste, Chile, Libanon: Ignorer protester over ulighed på egen risiko

Hvorfor vil Berlingske helst nedtone det forhold, at verden i disse år plages af rekordhøj ulighed?

Verden over har vi det seneste år set protester, der har rystet stater og sat regeringer fra magten. De har haft forskellige anstødssten, men alle haft det til fælles, at de bunder i utilfredshed med uligheden i deres lande. Det seneste årtis to vigtigste politiske begivenheder - Brexit og valget af Trump - kan heller ikke forklares uden at medtage den stigende ulighed som en del af baggrunden.

Avisens debatredaktør Pierre Collignon skød 4. januar debatåret i gang med en refleksion over »...den gode nyhed om ulighed, som Oxfam ikke fortæller«.

Global ulighed er med Collignons ord en hård virkelighed, der skal mindskes. For det er på uretfærdig vis dit fødested, der er den mest afgørende faktor for, hvordan du klarer dig i livet. Det understreges også, at de allerrigeste menneskers »ekstreme formuer«

på milliarder af dollars fortsat skal være til debat. Gode betragtninger fra denne avis.

I sin fremlægning af forskellige tal om økonomisk ulighed efterspørger Berlingske helt konkret, at vi i Oxfam forholder os til nogle af de nye tal om udviklingen i global ulighed. Det ser vi frem til at gøre, når vi i forbindelse med World Economic Forum i Davos senere på måneden præsenterer vores årlige ulighedsrapport.

Der skal ikke være nogen tvivl om, at vi Oxfam bliver glade, hver gang vi kan se, at mennesker slipper ud af fattigdom, eller at uligheden falder et sted på kloden. Det er det, vi arbejder for hver dag.

Og i en debat, der ofte handler om antallet af dollarmilliardærer, er det vigtigt at slå fast, at ulighed langtfra alene er et spørgsmål om økonomi.

Ulighed handler også om adgang til god uddannelse og sundhed. Det handler om, hvorvidt vi kan have et velfungerende demokrati, når ulighed i magt og indflydelse gennemsyrer samfund. Og så handler det om, at vi fortsat har et globalt økonomisk system, der favoriserer de rigeste lande frem for de fattigste udviklingslande, og mænd frem for kvinder.

Ulighed skaber uroligheder

Det står også klart, at klimakrisen rammer de fattigste lande og mennesker hårdest, selvom den er skabt af dem med størst velstand. Det er i den grad også et spørgsmål om ulighed.

Kort sagt handler det om en ekstremt ulige fordeling af mulighederne for at leve et godt liv. En ulighed, der netop er bestemt af nedarvede privilegier.

Som Pierre Collignon også er inde på, anslås det, at dit fødeland afgør minimum 50 pct. af din indkomst. Forældres indkomst forklarer yderligere 20 pct. af indkomstforskellene i verdens befolkning, mens etnicitet, køn og tilsvarende faktorer skaber andre forskelle.

Globale forskelle i indkomst er bestemt af faktorer, som individet har begrænset indflydelse på, og som derfor kun marginalt afgøres af den enkeltes dygtighed og indsats. Der er tale om et simpelt lotteri, og det er der ikke meget frihed over.

Faktisk taber vi alle på ulighed. FNs seneste »Human Development«-rapport vurderer, at ulighed kostede et tab på op til 20 pct. i menneskelig udvikling i 2018. Rapporten fremhæver, at ulighed er den underliggende årsag til de mange uroligheder, vi har set i verden det seneste år, fra De Gule Veste i Frankrig til de seneste protester i Chile, Peru, Bolivia, Irak, Libanon, Sudan og en række andre lande.

Uroligheder, der skaber politisk ustabilitet, og som også er til stor skade for de virksomheder og iværksættere, som forsøger at skabe værdi for sig selv, deres ansatte og de samfund, de opererer i.

Ulighed er ikke den eneste årsag til urolighederne her, men demonstrationerne er ofte drevet af mennesker, der oplever hårde tider samtidig med, at de ser de superrige blive endnu rigere.

For ulighed måles naturligvis også i penge. Og mens udsving i aktiekurser og andre aktiver gør, at formuefordelingerne kan variere fra år til år, er udviklingen i indkomst desværre ret klar: I 1980 sad verdens rigeste ene procent på 16,2 pct. af den globale indkomst. I 2016, der er det seneste opgjorte år, var tallet steget til 20,4 pct. De 50 procent, der tjener mindst, måtte samme år nøjes med at dele 9,7 pct. af den globale indkomst.

Det er ulighed. Selv i Davos senere på måneden vil verdens rigeste acceptere, at den findes. Ja, flere af de rigeste vil sige, at ekstrem ulighed er et af vores vigtigste problemer. Det nye årti kan så passende bruges på at bekæmpe den.

"Globale forskelle i indkomst er bestemt af faktorer, som individet har begrænset indflydelse på."

Kommentaren blev bragt i Berlingske 1. Sektion, onsdag den 8. januar 2020.