Hvad kan Danmark lære af ebola-krisen lige nu?

Voldsomme epidemier med hjemmekarantæner og lukkede butikker er skræmmende nyt i Danmark. Men faktisk skete mange af de samme ting for seks år siden i Vestafrika under ebola-udbruddet. Men kan vi i Danmark overhovedet bruge erfaringerne fra fattige lande i Afrika, når det kommer til håndtering af epidemier?

”Vi kan virkelig lære meget! I situationer som denne er vi jo alle bare mennesker. Selvfølgelig gør det en forskel, om man befinder sig i et rigt samfund som vores, eller i Sierra Leones slum. Men jeg kan allerede nu se mange af de samme fænomener gøre sig gældende,” siger seniorrådgiver Connie Dupont fra Oxfam Danmark, der var dybt involveret i at bekæmpe ebolaen i 2014.

Først og fremmest er det uligheden, der springer hende i øjnene: I Sierra Leone og i andre lande i Vestafrika var det i høj grad de fattigste i slumkvartererne og i de fattige landdistrikter, der døde.

”De havde hverken viden eller midler til at forebygge, og det endte med at koste mange liv. Her i Danmark er det også dem, der allerede er udsatte, der bliver ramt hårdest; Dem med kroniske sygdomme og de svage ældre, der ofte allerede er i bunden af samfundspyramiden.  De rigeste finder næsten altid en måde at klare sig på – både dengang og nu. Så erfaringerne fra Sierra Leone siger mig, at vi i denne situation skal fokusere benhårdt på at hjælpe dem i bunden af samfundet,” fortæller seniorrådgiver Connie Dupont fra Oxfam Danmark.

En anden parallel til ebola-udbruddet er den hjælpsomhed, der pludselig opstår blandt almindelige mennesker.

”I Danmark myldrer det frem med frivillige tiltag for at hjælpe. Det samme skete dengang: Mange unge mennesker risikerede deres eget liv ved at gå fra dør til dør og informere om smitten og på alle måder stille sig til rådighed og assistere myndighederne i bekæmpelsen at epidemien. Det var i høj grad en medvirkende faktor til, at man i sidste ende fik bugt med ebolaen. Et råd til de danske myndigheder på den baggrund må være, at man skal gøre alt, hvad man kan, for at oplyse, inddrage og trække på folks ressourcer. Det gør en afgørende forskel i sidste ende,” siger Connie Dupont.

Men når folk på den måde ofrer sig og involverer sig nu, vil de også kræve at blive inddraget og få medbestemmelse bagefter både lokalt og nationalt – det er seniorrådgiverens klare erfaring: Da de unge først havde involveret sig i ebola-bekæmpelsen i Sierra Leone, lod de sig ikke sådan verfe af bagefter. De krævede at få indsigt i budgetter og planer, og det betød et opgør med korruption i sundhedssystemet. Og i sidste ende kom en ny regering til.

”Jeg tror, de samme mekanismer kommer til at gøre sig gældende her. Så mit råd til Mette Frederiksen og må være, at hun skal involvere befolkningen og civilsamfundet alt, hvad hun kan – og blive ved med at være åben og inkluderende fremadrettet. Når folk har været involveret og stillet sig til rådighed for samfundet under krisen, vil de også honoreres for deres indsats bagefter i form af anerkendelse og øget lydhørhed fra autoriteter og politikere. Ellers vil de føle, at det er uretfærdigt og begynde at protestere og kræve, at deres borgerrettigheder respekteres,” siger Connie Dupont.