Lad os give den nye Nelson Mandela en chance

Verden står midt i den største flygtningekrise siden Anden Verdenskrig. Mere end 68 millioner mennesker er tvunget væk fra deres hjem på grund af krige og katastrofer.  Over halvdelen er børn, og alt for mange af dem går ikke i skole. Det er en tragedie for hvert enkelt barn – og et uhyggeligt spild af ressourcer for hele verden

20. juni er FN’s verdensdag for flygtninge. I den anledning vil jeg gerne præsentere Politikens læsere for en 13-årig dreng ved navn Nelson Mandela – ja, det hedder han faktisk. Han var i skole den dag, soldaterne omringede hans landsby hjemme i Sydsudan. De gik målrettet efter at dræbe børnene i hans klasse.

Rædselsslagen flygtede Nelson ud i bushen, hvor han løb afsted med en gruppe børn. Først da han tre dage senere nåede grænsen til Uganda, blev han genforenet med sin familie.

Nu bor han i en flygtningelejr i Uganda. Han slap væk fra krigen med livet i behold. Men er det nok for et barn? Eller har vi som verdenssamfund pligt til at sikre, at han kan fortsætte et nogenlunde normalt liv, mens de voksne mennesker slås i hans hjemland?

En tabt barndom

Vi ved fra forskningen, at der i gennemsnit går mere end 20 år, fra et menneske tvinges på flugt, til han eller hun kan vende hjem igen. Det er en hel barndom, der langsomt forsvinder et sted i støvet mellem flygtningelejrens lerhytter. Hvis ikke børn som Nelson Mandela kommer i skole i flygtningelejren, kommer de det sandsynligvis aldrig.

Men desværre er det virkeligheden for alt for mange børn lige nu. Verden står midt i den største flygtningekrise siden Anden Verdenskrig. Mere end 68 millioner mennesker er tvunget væk fra deres hjem på grund af krige og katastrofer.  Over halvdelen af dem er børn – og alt for mange af dem går ikke i skole. Det er faktisk fem gange mindre sandsynligt, at flygtningebørn går i skole, end andre børn i de lande, de flygter til.

Uddannelse er ellers den faktor, der kunne give børnene deres barndom tilbage. Her ville en dreng som Nelson få chancen for at bearbejde de enorme traumer, som flugten fra soldaterne har lagt på hans skuldre. Her ville han mærke den beroligende følelse af hverdag. Han ville møde voksne med overskud, der bekymrer sig om ham. Og han ville mærke håbet om en bedre fremtid, hvilket er afgørende, hvis man skal trodse alle odds i en flygtningelejr.

Men det er ikke kun Nelson Mandelas liv, det handler om. Det er faktisk hele Sydsudans fremtid, der er på spil.

Skolen skaber fred

Når et barn i et udviklingsland kommer i skole, stiger hans eller hendes livsindkomst dramatisk – det viser alle statistikker. Uddannelse hjælper et menneske til at få et job med en ordentlig løn. Og det løfter hele samfund ud af fattigdom.

Hvis Nelson Mandela kommer i skole, kan han hjælpe med at genopbygge Sydsudan, når hans familie kan vende hjem. Til den tid vil det hårdt plagede land mangle tømrere, lærere, landmænd og ingeniører i stor stil. Hvem skal indtage de livsvigtige positioner, hvis ikke befolkningen selv kan gøre det?

Uddannelse er også med til at forhindre, at krigen vender tilbage. Verdensbanken har regnet ud, at hver gang et land som Sydsudan sender ti procentpoint flere børn i skole, falder risikoen for krig med tre procentpoint.

Når børn får en god uddannelse, ender de sjældnere som børnesoldater. De lærer om fred, demokrati og nye måder at leve på. At forholde sig kritisk til verden og ikke bare tro på, hvad den lokale militsleder fortæller. Og så møder de børn, der er anderledes end dem selv. Så skolen kan være et fantastisk redskab til at bygge bro mellem grupper, der ellers aldrig lærer at forstå hinanden og derfor let kan havne i nye konflikter. Det gælder både i Sydsudan, Yemen, Syrien og alle andre konfliktområder rundt om i verden.

Topprioritet for en ny regering

Når vi i Danmark taler om nødhjælp, er det ofte ting som mad, medicin og telte, vi refererer til. De ting skal selvfølgelig være på plads. Men uddannelse skal også være en integreret del af nødhjælpspakken. Vi har simpelthen ikke råd til at miste en hel generation af flygtningebørns potentialer, hvis vi skal gøre os håb om en fremtid uden ekstrem fattigdom, ulighed og millioner af mennesker på flugt.

I øjeblikket går under tre procent af verdens samlede nødhjælpsbudget til uddannelse. Det er slet ikke nok til at dække det enorme behov. EU er gået foran og har afsat ti procent i 2019. Det er en tidobling på fire år. Danmark har under den tidligere regering øget sin nødhjælp til uddannelse, men vi håber, at den nye regering vil gå endnu længere og følge i EU's fodspor.

Tilbage til Nelson Mandela. Han er faktisk en af de heldige, der går i skole i den flygtningelejr, han er havnet i. Med penge fra EU og DANIDA hjælper Oxfam Danmark ham og mange tusind andre unge med at komme tilbage i skolen og indhente det, de har forsømt under flugten – både inde i Sydsudan og i lejrene i Uganda. Heldigvis. For vi har ikke råd til at tabe den næste Nelson Mandela på gulvet. Eller noget som helst andet barn for den sags skyld.

This content was produced with the financial support of the European Union. Its contents are the sole responsibility of Oxfam Danmark and do not necessarily reflect the views of the European Union