Gæld og ulighed er ved at kvæle Afrikas udvikling

Kronik bragt i Politiken 08 august 2024

Vi kan kigge langt efter ligeværdige partnerskaber med Afrika, hvis ikke vi takler den økonomiske ulighed. Det bør regeringen medtænke i sin nye plan for et partnerskab med vores vigtige nabokontinent.

Danmark er ved at udvikle en ny plan for engagementet med Afrika, og ligeværdige partnerskaber er kodeordet. Danmark skal ikke længere se på Afrika som et kontinent, der blot skal hjælpes, og hvor Danmark og Vesten til gengæld stiller krav om demokrati, menneskerettigheder, klimaomstilling og meget mere. Håbet er, at Danmark kan skabe en mere ligeværdig relation baseret på fælles og egne interesser.

Det lyder umiddelbart, som den helt rigtige tilgang i en ny verdensorden, hvor Afrika og andre udviklingslande helt rimeligt kræver opgør med vestlige landes dobbelte standarder og den koloniale arv.

Ifølge den helt nye redegørelse for udviklingsbistanden i 2023 fik Afrika klart den største del af dansk bistand i 2023 med 5,81 mia. kroner. - med så stort et engagement er det vigtigt, at strategien for Afrika er gennemtænkt, og imødekommer de ønsker, som den afrikanske befolkning selv måtte have til en bedre fremtid og ikke bare afspejler vores egne interesser og behov.

Desværre er der fra den danske regerings side ikke mange tanker om, hvordan der kan etableres et mere økonomisk ligeværdigt forhold.

Ifølge Verdensbankens nye rapport om udviklingen i 75 af verdens mest sårbare og fattige lande, der får støtte fra Verdensbankens International Development Association (IDA), er 39 af dem afrikanske lande. Landene har store potentialer i form af en ung arbejdsduelig befolkning og store mængder naturressourcer og mineraler til den grønne omstilling. Alligevel klarer landene sig dårligt økonomisk og ser ud til at sidde fast i en nedadgående spiral.

Under Covid-19-pandemien i 2020 havde IDA-landene i gennemsnit en vækst på 0,3%, det laveste siden 1980’erne. I perioden 2020-24 har halvdelen af landene haft en lavere vækst end de rige lande, så gabet mellem rige og fattige lande udvider sig. Den samlede gruppe af lande er på vej mod den laveste vækst i en femårs periode siden begyndelsen af 1990’erne.

Det har katastrofale konsekvenser for almindelige mennesker. Hver fjerde borger i disse 75 lande lever i ekstrem fattigdom for under 2,15 dollars om dagen, og landene huser 90% af de mennesker, der lever i sult og underernæring.

Verdensbanken advarer, at hvis ikke disse økonomiske tendenser bliver vendt, så vil vi se et tabt årti frem mod 2030 for udvikling i IDA-landene, og dermed store dele af Afrika. Verdensbanken peger også på, at klimaforandringer og de medfølgende naturkatastrofer vil underminere økonomien yderligere, koste meget store summer, øge sult og konflikter. Samtidig er halvdelen af IDA-landene i gældskrise eller i høj risiko for gældskrise.

Pandemi og inflationskrisen har ramt uhyggeligt skævt og dermed øget den globale ulighed. Oxfam har i rapporten Inequality.Inc fra januar 2024 vist, at siden 2020 er dollarmilliardærernes formuer steget med 3.400 milliarder dollars, svarende til 34% korrigeret for inflation, mens fem milliarder menneskers formue er blevet udhulet af inflationen. Alene stigningen i milliardærernes formuer er 15 gange større end verdens samlede udviklingsbistand.

69% af al formue er ejet i det globale nord, på trods af de kun udgør 21% af verdens befolkning.

Direktøren for Den Internationale Valutafond, IMF, Kristalina Georgieva, satte i en tale den 14. marts uligheden øverst på dagsordenen ved at sige, at den eneste måde at fremme økonomisk vækst det næste århundrede er ved at tackle den skyhøje økonomiske ulighed. ”Vi har en forpligtelse til at korrigere, hvad der har været den største fejl de sidste 100 år – den vedholdende høje økonomiske ulighed. IMF’s analyser viser, at lavere ulighed i indkomst hænger sammen med højere og mere holdbar vækst.”

En ny dansk politik for Afrika og udviklingspolitik er nødt til at gribe fat om de grundlæggende økonomiske udfordringer for Afrika og andre fattigere lande. Den skal forholde sig til fordelingen af ressourcerne mellem nord og syd, og til den økonomiske ulighed mellem landene og ikke mindst i landene. Ellers bliver der aldrig tale om et ligeværdigt forhold. De mange gode ambitioner i dansk Afrika- og udviklingspolitik om at reducere fattigdom, skabe ligestilling, sikre uddannelse og sundhed til alle, mens vi sammen håndterer klimakrisen, kan vi kigge i vejviseren efter, hvis vi ikke forholder os til de økonomiske udfordringer.

Gældsbyrde, kapitalflugt og skatteretfærdighed

Gældskrisen for en stor del af de afrikanske lande og andre udviklingslande bør stå øverst på dagsordenen. Gældsbyrden er drevet af de seneste års globale inflationskrise og en koordineret global stram finansiel politik. Renterne er steget, og lokale valutaer er blevet devalueret i forhold til dollaren. Da det meste gæld er optaget i dollar, betyder devaluering og stigende renter en voldsomt øget gældsbyrde.

De afrikanske landes gældsbetalinger – renter og afbetalinger – udgør 53% af deres statsindtægter (før udenlandsk bistand). Det siger sig selv, at kampen mod fattigdom og for en bæredygtig udvikling er umulig, når så stor en andel af staternes budgetter anvendes til gældsbetalinger. I Afrika syd for Sahara udgør gældsbetaliner halvanden gange mere end de samlede udgifter til uddannelse, sundhed og sociale sikkerhedssystemer.

Strategisk og politisk vigtige lande i Afrika som Kenya og Ghana bruger mere end 100% af deres statsindtægter på gældsbetalinger og er på kanten af statsbankerot.

Der bliver ikke nogen ligeværdige partnerskaber med Danmark og Europa, når den ene partner er så tynget af gæld til omverden, at de ikke kan foretage de mest nødvendige investeringer i uddannelse, sundhed og udvikling. Ligeværdighed går tabt i økonomisk afhængighed af kreditorerne.

Udviklingsbistanden er afgørende vigtig, men bliver sat i skyggen af den store kapitalflugt fra kontinentet.

Den samlede bistand til Afrika udgjorde i 2023 42 mia. dollars. Samtidig forsvinder der ifølge en FN-rapport fra 2020 årligt 86 mia. dollars ud af Afrika i form af illegal kapitalflugt. Det er i stort omfang selskaber, særligt fra udlandet, der gennem ulovlige og kreative handelsmetoder og kontrakter flytter overskud i skattely og undgår at betale skat i Afrika. Men det er også korrupte eliter, der flytter formuer i skattely.

Kapitalflugt ud af Afrika er muliggjort af skattely, herunder europæiske skattely som Luxembourg, men også oversøiske skattely knyttet til Europa som British Virgin Island, Cayman Island, Bermuda, mfl. Hvis Europa og USA ville, kunne denne trafik i partnerskab med Afrika, blive lukket i morgen. Men både de europæiske skattely og store selskaber baseret i Europa og USA nyder godt af denne stille udplyndring af kontinentet.

En international indsats mod skattely skal kombineres med at styrke skatteopkrævningen i de afrikanske lande. I gennemsnit udgør skatteopkrævningen kun 15,6% af BNP i 33 afrikanske lande, langt under halvdelen af ratioen i OECD-landene.

En forbedret skatteopkrævning kan både bidrage til at finansiere uddannelse og sundhed, men også via progressive skatter at sikre en omfordeling og et opgør med den stigende økonomiske ulighed i mange af landene. Ligeværdige partnerskaber må fordre en økonomisk model, hvor vi kommer væk fra den koloniale tradition med, at udenlandske selskaber udnytter Afrikas ressourcer uden at sætte sig nogle væsentlige positive aftryk i Afrika.

Klimakrisen er skabt af de rige lande, men rammer de fattigste hårdest

Konsekvenserne af klimaforandringerne rammer Afrika stenhårdt. Syv ud af de ti mest klimasårbare lande er afrikanske. Tørker, oversvømmelser og høje temperaturer fjerner livsgrundlaget for millioner, og landbruget bliver ødelagt.

Den menneskeskabte klimakrise er forårsaget af de rige lande – og særligt de rigeste personer – men rammer uforholdsmæssigt hårdt fattige mennesker i blandt andet Afrika. De 1% rigeste globalt stod i 2019 for 16% af de globale emissioner af klimagasser, det samme som de 66% fattigste mennesker i verden. Afrika har historisk siden 1751 ansvaret for blot 3% af udledningen af klimagasser.

IMF vurderer, at Afrika skal bruge 240 mia. dollars årligt frem mod 2030 for at tilpasse sig klimakrisen og møde det stigende behov fra energi på en bæredygtig måde. Dertil kommer regningen fra klimaskabte tab og skader, der løber op imellem 290 og 580 mia. dollars årligt i 2030.

Det er svært at tale om ligeværdige partnerskaber, når de rige lande, herunder Danmark og Europa, driver en klimakrise, der koster den anden part milliarder af dollars, skaber sult og fjerner livsgrundlaget for millioner af mennesker. Ligeværdighed bør indebære at tage ansvaret for klimakrisen ved både at accelerere en massiv reduktion i egne udledninger og samtidig betale den klimagæld, der består af de omkostninger klimakrisen påfører Afrika og de mere end en milliard mennesker på kontinentet. Her kan Danmark gå foran.

Den grønne omstilling vil globalt føre til en jagt på ’grønne mineraler’, dvs. alle de mineraler, der indgår i vindmøller, solceller, kabler og anden infrastruktur. 20-30% af de mineraler, der skal bruges i den grønne omstilling, findes i Afrika.

Det bliver afgørende for Afrikas fremtid, om det lykkes at skabe udvikling for den brede befolkning fra disse mineraler, eller om det går som med olie, kul og andre naturressourcer, der historisk er hevet ud af kontinentet uden nogen særlig gevinst for andre end udenlandske selskaber og en lille lokal elite.

Et dansk og europæisk partnerskab om en økonomisk, social og miljømæssig bæredygtig udvinding af disse mineraler kan bidrage til en positiv udvikling. Ikke mindst ved også at inddrage civilsamfund, lokalsamfund og kombinere det med støtte til styring af området med en stærk beskatning af gevinsterne.

Innovativ finansiering af den grønne omstilling

Der er dog to årsager til ikke at stille for store forventninger til finansiering af grøn omstilling fra private investorer. For det første ser det private marked høje risici i Afrika og kræver derfor et højere afkast. Det gør det ofte vanskeligt at finansiere ellers gode og nødvendige projekter. For det andet betyder finansiering via lån en yderligere øget gæld oven i den i forvejen enorme gældsudfordring, de fleste lande står i.

Derfor er det afgørende at kigge efter andre finansieringskilder til klimakrisen, hvor det i højere grad er forurenerne, der betaler. Beskatning af fossile selskabers udvinding af olie, kul og gas er én vej. Også globale afgifter på flytrafik og skibstrafik kan bidrage til både at mindske udledninger og skaffe indtægter til at håndtere klimakrisen. Det er dog helt afgørende, at en stor del af indtægterne ved sådanne globale afgifter føres tilbage til Afrika og andre steder til at betale for tab, skader og tilpasning til klimakrisen.

Danmark har sat sig i førersædet for at få implementeret en afgift på skibstrafik med støtte fra bla. A.P. Møller Mærsk, der ser en konkurrencefordel i, at de har en mere brændstofs effektiv flåde. Danmark bør søge partnerskab med afrikanske lande om at sikre afgifterne hovedsageligt bruges til at betale for de skader den massive udledning fra skibe forårsager for landene.

Sidst kan Danmark lave partnerskaber med progressive regeringer i Afrika, men også fx Brasilien, Colombia og andre lande om at få indført en global skat på de største formuer. En global formueskat er et centralt emne i år i G20 og på Verdensbankens og IMFs dagsordner, drevet frem af nogle af de største lande i det globale syd.

Det bør starte med et opgør med den koloniale økonomiske udbytning af kontinentet, der forsat foregår. Danmark må bidrage til et opgør med den store økonomiske ulighed, der fastholder folk i fattigdom, hæmmer vækst og umuliggør, at vi når Verdensmålene.

Danmark kan sætte sig i spidsen for et opgør med skattely og kapitalflugt i tæt samarbejde med Norge, der har prioriteret dette gennem mange år. Det skal kombineres med støtte til afrikanske landes egne skattesystemer, herunder krav om gennemsigtighed og kontrol fra medier og civilsamfund.

Afrikas gældskrise er et andet afgørende punkt. Forgældede lande kan ikke indgå i ligeværdige partnerskaber, da de lever på kreditorernes nåde. Danmark kan sammen med den Afrikanske Union og EU sætte gældsafvikling øverst på dagsordenen i Verdensbanken og IMF og presse på for at få både private kreditorer og Kina med i en koordineret gældssletning.

Sidst skal Danmark yderligere styrke sin indsats for at mobilisere finansiering til klimaskabte tab, skader og tilpasning fra globale skatter og afgifter.

Hvis ikke den økonomiske situation for Afrika forbedres, er jeg stærkt bekymret for, at den gode målsætning om ligeværdighed bliver en hul skal for en fortsat udnyttelse af et kontinent, der har så stort potentiale til at blive en drivkraft for en bæredygtig global udvikling.