Magt og penge centreres i stigende grad hos en gruppe ultrarige, der former samfundet og økonomien til deres egen fordel, mens flertallet risikerer at miste tiltro til demokratiet. Det skal vi tage meget mere alvorligt, ellers vil det få alvorlige konsekvenser.

Af Lars Koch, generalsekretær i Oxfam Danmark. Bragt i Berlingske d. 20. januar 2026.

2025 var milliardærernes år. Deres formuer er samlet på det højeste niveau nogensinde – og de stiger i rekordfart.

Det viser en nyligt udgivet rapport fra Oxfam baseret på Forbes’ Real-Time Billionaires List. 

Samlet er dollarmilliardærernes formuer siden 2020 steget med 81 procent, hvilket langt overgår væksten i både lønninger og almindelige formuer globalt.

Det betyder, at tolv milliardærer nu har en lige så stor formue som den fattigste halvdel af verdens befolkning til sammen. Og mens pengene centreres om en gruppe ultrarige, der bliver rigere og rigere, gør magt og politisk indflydelse det samme.

Samtidig lever millioner af mennesker på verdensplan i fattigdom, ét ud af fire mennesker i verden har ikke regelmæssigt nok at spise, og mange mister helt forståeligt tilliden til, at demokratiet også varetager deres interesser.

Modsat hvad jeg nogle gange bliver skudt i skoene, skyldes mit opråb mod milliardærernes stigende formuer ikke misundelse. Det skyldes, at økonomisk ulighed spiller en væsentlig rolle i udhulingen af demokratier.

Lande med stor ulighed har syv gange større sandsynlighed for at opleve demokratisk tilbagegang end mere lige lande. Derfor er det for mig fuldstændig åbenlyst, at alle liberale kræfter må stå sammen mod de autoritære bevægelser, der udfordrer vores demokratier.

Oligarki og autoritære bevægelser vinder frem

Det er formodentlig de fleste af os, der er rystede over sammenbruddet i den internationale retsorden med Ruslands krig mod Ukraine, disrespekten for folkeretten i Gaza, Trumps ønske om at eje Grønland og USAs militære intervention i Venezuela. 

Vi er gået ind i en epoke, hvor det er de stærkes magt, der afgør samspillet mellem landene frem for internationale aftaler og ret.

Oligarker i Rusland, USA, Kina og mange andre lande har taget magten og forfølger deres egne interesser. 

Trumps helt ublu ønske om at tage Venezuelas enorme oliereserver, til gavn for de amerikanske olieselskaber, der støtter ham massivt i hans politiske projekt, er bare et eksempel på, hvordan de rigeste og mest magtfulde sætter sig på goderne og underminerer flertallet.

Økonomiske ressourcer giver nemlig adgang til netværk, kampagnefinansiering og synlighed, som i praksis fungerer som en politisk adgangsbillet. 

Ny forskning har vist, at mere end 11 procent af verdens milliardærer har haft eller søgt et politisk embede. Et niveau, der er mange gange højere end for den gennemsnitlige befolkning. Det er indflydelse, der selvsagt kan bruges til at fremme egne interesser.

Når almindelige mennesker oplever, at det er svært at få pengene til at slå til i supermarkedet, samtidig med at en elite stikker af, bryder vi den sociale kontrakt, der skaber sammenhængskraft og tillid til vores demokratiske system. 

Mange reagerer ved at tage afstand til »systemet«, og de autoritære populistiske kræfter – med en systemkritisk position pakket ind i nemme løsninger – får fremdrift. Det ser vi i hele Europa i dag, og vi har set det før. Uligheden bliver en gift, der langsomt tager livet af demokratiet.

Dominans af den offentlige samtale

Milliardærer og de superrige dominerer også i stigende grad medier og sociale medier. Over halvdelen af verdens største medieselskaber har milliardærejere. Ni ud af de ti største sociale medievirksomheder i verden drives af blot seks milliardærer.

Milliardærerne ejer og styrer den offentlige samtale, Og de fordrer en systemkritisk og autoritær tone, hvor den ekstremt skæve fordeling af ressourcerne ikke bliver sat til debat.

Den offentlige samtale er på lange stræk brudt sammen i algoritmerne på de sociale medier, der fremmer had, konflikt og antidemokratiske bevægelser. 

EUs ambition om at begrænse en ureguleret tech-sektor har vakt vrede hos Trump-administrationen, der understøtter de amerikanske tech-milliardærers ønsker om frit spil på det digitale område.

Min farfar, Hal Koch, der udviklede ideen om, at demokrati er en livsform byggende på dialog, samtale og respekt for mindretallet, vender sig i sin grav over den udvikling vores fælles offentlighed tager. 

Det er selve vores demokrati, der er på spil, når adgangen til at influere den offentlige samtale lægges i hænderne på de rige og magtfulde.

Den voksende kløft i Danmark

Herhjemme ser vi også en voksende kløft. 

Selvom de danske milliardærers formue efter mange års kraftig vækst er faldet i 2025, særligt på grund af en sløj udvikling i de danske aktier, er formueuligheden i Danmark fortsat meget skæv.

I Danmark ejer en gennemsnitsperson fra den rigeste ene procent over 500 gange mere formue end en person fra den fattigste halvdel af befolkningen. Det viser tal fra 2023 fra World Inequality Database. 

Det betyder, at den rigeste ene procent ejer 20,5 procent af den samlede formue, mens den fattigste halvdel samlet ejer 4,1 procent.

Den højere middelklasse i København, der har haft råd til at komme ind på ejendomsmarkedet, er blevet forgyldt i 2025. Prisen på ejerlejligheder er steget med 23,3 procent og har givet ejerne en skattefri og arbejdsfri indkomst i millionklassen.

De tjener mere om natten, når de sover, end de gør om dagen, når de går på arbejde.

Samtidig har vi netop taget hul på et år, hvor vi giver skattelettelser til dem, der tjener mange penge hver måned, mens vi har gennemført en kontanthjælpsreform, der har betydet, at flere ikke har kunnet betale deres husleje. Det er skævt.

Heldigvis er den danske statsminister opmærksom på den stigende ulighed – og har i sin nytårstale erkendt, at de ikke har gjort nok for at bekæmpe uligheden. Det giver mig håb for, at vi kommer til at se forbedringer herhjemme det kommende år.

Politikerne kan begynde ved at indføre en skat målrettet de rigeste danskere – konkret de én procent rigeste med nettoformuer fra omkring 20 millioner kroner. 

Ved at pålægge dem en årlig formueskat på én procent kan vi få 13 milliarder kroner i statskassen, viser beregninger fra Skatteministeriet – og deres formuer vil vokse en anelse langsommere. Det vil være med til at sikre, at de rigeste bidrager mere.

Samtidig kan pengene bruges på nogle af dem, der har det mindst.

For økonomisk ulighed opstår ikke af sig selv. Den skyldes politiske prioriteringer. Derfor kan udviklingen vendes. Det er afgørende for at forsvare de liberale frihedsidealer og mere lige fordeling af ressourcerne, som vores samfund er bygget op omkring.