I den colombianske Amazonas-region Putumayo foregår udvindingen af afgørende mineraler for den globale grønne omstilling under forhold præget af klimauretfærdighed, som krænker lokalsamfunds menneskerettigheder, herunder jordrettigheder, oprindelige folks rettigheder¹ og retten til et sundt miljø.

Mineselskabet Libero Cobre arbejder i området omkring Mocoa, hovedstaden i departementet Putumayo, hvor de undersøger undergrunden for store forekomster af kobber og molybdæn – to mineraler, der er afgørende for den grønne omstilling. Selskabets tilstedeværelse har imidlertid ændret dynamikken i de lokale samfund og skabt dybe uenigheder mellem beboerne.

En af Oxfam Danmarks partnerorganisationer arbejder med klimaretfærdighed i Putumayo, og derfor har vi længe fulgt udviklingen og udgav i 2024 artiklen Soraidas kamp for at beskytte sine forfædres jord mod minedrift. Denne artikel giver en opdatering på situationen og de næste skridt for at forsvare miljøet og de berørte samfunds rettigheder. Artiklen er yderligere bakket op af en beretning fra Aksel Rosenberg Scheibye, der netop er vendt hjem fra feltarbejde i området som led i sit speciale på Antropologisk Institut ved Københavns Universitet.

Uretfærdige vilkår

Kobber og molybdæn bruges i alt fra elbiler til solcellepaneler og vindmøller og er hermed nødvendige for den globale grønne omstilling. Som Oxfams rapport, Unjust Transition, viser, findes størstedelen af disse mineraler i det globale syd, hvor udvindingen ofte sker på uretfærdig vis. Mange af forekomsterne ligger på oprindelige folks territorier, der er præget af fattigdom, udstødelse og usikre arbejdsforhold, og det er et tilbagevendende problem verden over, at gennemførelsen af mineprojekter ikke respekterer de oprindelige folks ret til frit, forudgående og informeret samtykke (FPIC_²).

Det colombianske Amazonas-område er et af de økosystemer, der har størst global betydning på grund af dets vitale rolle som klimaregulator, og minedriften i regionen medfører forurening og skovrydning. Samtidig ender størstedelen af profitten hos store selskaber i det globale nord og ikke i de lokalsamfund, der bærer de sociale, økonomiske og miljømæssige konsekvenser.

I Putumayo udgør oprindelige folk ca. 18,3% af departementets samlede befolkning, og indtægtskilderne er begrænsede og afhænger af økonomisk urentable aktiviteter, såsom sukkerrørsdyrkning. Den væbnede konflikt i Colombia har i årevis præget den socioøkonomiske situation i Mocoa i form af fordrivelser, tab af jord, begrænsninger i mobiliteten i landdistrikterne og indvirkning på folks levevej, hvilket har øget de strukturelle sårbarheder hos husholdningerne især i landdistrikterne. Ifølge målinger af den flerdimensionelle fattigdom, arbejder 97,2% af de beskæftigede i husholdningerne i Putumayos landdistrikter uformelt³. Manglen på formelle beskæftigelsesmuligheder er en afgørende faktor for ekstrem fattigdom. Samtidig viser tal fra 2022, at minedrift og stenbrud udgjorde de vigtigste økonomiske aktiviteter med en andel af værditilvæksten på 36,5%.

Oxfam støtter kampen for klimaretfærdighed i området via en kvindeledet partnerorganisation, der repræsenterer adskillige af de oprindelige folk i Putumayo. Organisationen er en af flere nøgleaktører i modstanden mod mineselskabet Libero Cobre. De kæmper for, at de lokale og nationale myndigheder lytter til de oprindelige folk. For eksempel underskrev de i maj 2025 – sammen med repræsentanter for 15 oprindelige folk i Putumayo og flere oprindelige folks organisationer – en enstemmig og uigenkaldelig erklæring om afvisning af megaminedrift, hvor de kræver:

”Theimmediate expiration of mining titles on ancestral territory; the express prohibition of licenses and permits for metal mining in the mountains of Mocoa and Putumayo; the legal recognition of the Indigenous Mandates that declare these territories free of mining, with full state validity; the declaration of the sacred mountains of Mocoa and the upper Mocoa River basin as subjects of rights; support for alternative ways of life such as agroecology, community tourism, nontimber forestry, and the strengthening of our life plans; in compliance with the Escazú Agreement, full comprehensive protection for the Authorities, women, and leaders who defend the territory.”

I denne sammenhæng er det vigtigt at understrege, at Colombia ifølge Global Witness (2024) er verdens farligste land for miljø- og jordrettighedsforkæmpere. Konflikter som følge af minedriftsprojekter opstår ofte i sammenhænge, hvor miljømæssige og sociale konflikter er tæt forbundet med risiko for vold og trusler. Da mineselskabets tilstedeværelse i Mocoa øger spændingerne i de lokale samfund, tackler vores partnerorganisation de stigende sikkerhedsrisici ved at gennemføre risikoanalyser og udarbejde handlingsplaner til beskyttelse af særligt kvindelige forkæmpere.

Montclar og Pueblo Viejo – to landsbyer, to holdninger

Montclar og Pueblo Viejo er to landsbyer, der ligger tæt på Libero Cobres mineboringer. For blot et år siden havde indbyggerne i begge byer et positivt syn på minedriften på grund af løfterne om beskæftigelse og udvikling i regionen. Da Aksel Rosenberg Scheibye under sit feltarbejde undersøgte holdningerne til kobberminen, stod det imidlertid klart at beboerne i Pueblo Viejo havde skiftet mening. Lokalsamfundet advarer nu om, at fordelene er få i forhold til de store sociale og miljømæssige skader, som udvindingen vil medføre.

Libero Cobre hævder, at de kun ønsker at gennemføre undersøgelser og derfor ikke har til hensigt at åbne en mine. Mange landsbyboere er dog skeptiske og understreger, at undersøgelserne også kan sælges til en anden virksomhed og i værste fald føre til minedrift uden deres samtykke. Selskabets uklare intentioner giver anledning til rygter og beskyldninger blandt de lokale indbyggere, hvilket fører til konflikter, splittelse og social afstand. Den interne splittelse har også ført til betydelige politiske og administrative ændringer. Den tidligere lokale ledelse, ”juntaen”, i Pueblo Viejo samarbejdede med selskabet, hvilket skabte mistillid blandt beboerne, og som følge heraf blev de afløst. I dag er Pueblo Viejo centrum for modstanden mod Libero Cobre, mens Montclar fortsat støtter projektet.

I 2025 blokerede Pueblo Viejo vejen til minen i 47 dage for at forhindre, at efterforskningsarbejdet fortsatte. De lokale modstandsgrupper betragtede blokaden, kendt som Carpa de Resistencia Pacífica (Det Fredelige Modstands Telt), som den eneste mulighed for at vise baglandet i Libero Cobre og omverdenen deres dedikation i kampen mod minedriften.

Modstandsarbejdet består også i at skabe internationale alliancer for at synliggøre denne kamp, for eksempel gennem møder med FN’s specialrapportør for oprindelige folk og dialog med den canadiske ambassade og Oxfam Quebec (Libero Cobre er hovedsageligt et canadisk selskab). Det har også givet anledning til at undersøge alternative økonomiske aktiviteter for at modvirke minedriftens indflydelse. Et eksempel er fællesskabsbaseret økoturisme, der ud over at være miljøvenlig fremmer en retfærdig økonomi og respekt for de lokale samfunds rettigheder.

Når Montclar forsat støtter projektet er det blandt andet fordi Libero Cobre arbejder aktivt på at opbygge gode relationer til lokalsamfundene. De ansætter lokale, støtter byfester og giver direkte hjælp til nøglepersoner, ved f.eks. at bygge en ny carport og finansiere veje og broer, som myndighederne længe har lovet. For mange familier er arbejdet i minen en mulighed for beskæftigelse, som de ikke kan finde andetsteds. Ifølge Aksel er mange af de unge ansatte hos Libero Cobre bevidste om de miljømæssige konsekvenser, men den økonomiske sikkerhed og fremtidsudsigterne som disse job lover, vejer tungere.

Konsekvenser af minedriften

I Mocoa eksisterer der en grundlæggende bekymring for minedriftens konsekvenser. Området er nemlig kendt for sin unikke biodiversitet og natur, og studier viser, at det næsten er umuligt at drive en kobbermine uden at forurene. Det bekymrer de lokale – især med henblik på vandkvaliteten. Samtidig ligger Mocoa i et bjergområde med unge og sårbare bjergformationer. I 2017 blev byen ramt af et katastrofalt jordskred, hvor over 300 mennesker mistede livet. Derfor er der stor frygt for, at boringer i undergrunden kan øge risikoen for nye jordskred.

Udvindingen kan ligeledes være med til at skabe eller forstærke uligheder mellem mænd og kvinder. Mændene får ofte arbejde og indkomst i minen, mens kvinderne sjældnere ansættes. Aksel observerede, at kvinderne talte langt mere om risikoen for vandforurening end mændene. Det er kvinderne, der står for at hente vand, vaske tøj og lave mad. Derfor er det også dem, der mærker konsekvenserne først, hvis vandet forurenes, da de er direkte berørt af kemikalier i floderne. Det afspejler et bredere mønster: Kvinder rammes ofte hårdere af både klimaforandringer og miljøødelæggelser, fordi deres daglige arbejde er tæt knyttet til naturressourcerne.

I 2025 præsenterede Libero Cobre resultaterne fra et forskningsstudie om boringernes miljømæssige indvirkning – et studie, de selv havde finansieret – for de lokale i nærområderne. Studiet fremstillede minedriften i et positivt lys og hævdede, at boringerne ikke havde miljømæssige konsekvenser. Aksel var til stede, og på trods af at de gav lovning på at dele rapporterne og indvilligede i at deltage i interviews, har han ikke set skyggen af rapporterne og blev også nægtet adgang til det afspærrede område omkring minen, med den begrundelse, at hvis én person fik adgang, ville andre også kræve adgang.

Her er det vigtigt at huske, at Putumayo siden kolonitiden har været genstand for udnyttelse fra eksterne aktører i form af ekstraktivisme. Først guld og gummi, dernæst olie og nu strategiske mineraler for den grønne omstilling. Mange beboere oplever derfor Libero Cobres ankomst som endnu et kapitel i en lang række overgreb på deres territorium, både idet de betvivler om udvindingen vil ske på retfærdig vis og med anerkendelse af deres rettigheder og om det kan undgå at have en væsentlig negativ indvirkning på regnskoven.

En uretfærdig energiomstilling

I 2025 blev Colombia det første land, der erklærede Amazonas for en zone fri for storstilet minedrift og kulbrinter, hvilket var et vigtigt skridt for klimaretfærdigheden i regionen. Ligeledes vil den colombianske regering sammen med den hollandske regering den 28. og 29. april være vært for den første konference om en retfærdig omstilling væk fra fossile brændstoffer i Santa Marta, Colombia, hvor man forventer, at klimaretfærdighed vil være i centrum for debatten, som det også kræves af landets rettighedsforkæmpere. Her vil flere af de bevægelser og civilsamfundsorganisationer, som Oxfam støtter, være til stede.

Historien om Putumayo afslører et grundlæggende dilemma: Vi har brug for mineralerne til den grønne omstilling, men udvindingen sker på bekostning af de mennesker, der bor tættest på ressourcerne. For at omstillingen skal være socialt bæredygtig, må den ikke bygge på uretfærdigheder eller udnytte landene i det globale syd, som har et langt mindre historisk ansvar for udledningen af drivhusgasser. Putumayo er et klart eksempel på, hvorfor kampen for klimaretfærdighed også er en kamp for menneskerettigheder.

---

¹ Baseret på ILO-konventionen om oprindelige folk og stammefolk (1989) anerkender Colombias forfatning fra 1991 og efterfølgende love de oprindelige folks ret til selvbestemmelse, ejendomsret til kollektivt ejede områder samt deres egne retssystemer. Dette skal blandt andet styrke deres muligheder for at bestemme over egne landområder og ressourcer.

² Frit, forudgående og informeret samtykke er et menneskeretsligt princip, der handler om at indhente samtykke fra oprindelige folk til alle aktiviteter, der gennemføres på deres land. Det er anerkendt i FN’s erklæring om oprindelige folks rettigheder (2007).

³ Uformel beskæftigelse dækker over ansættelsesforhold, der i praksis eller i henhold til loven ikke er omfattet af den nationale arbejdsmarkedslovgivning, indkomstbeskatning eller retten til social beskyttelse eller andre ansættelsesgarantier.