Mit møde med den ekstreme fattigdom og vejens vogtere

Freelancefotograf Andreas Beck var med Oxfam Danmark på opgave i Colombia. Det blev en rejse, han aldrig glemmer.

Vejen kløver sig gennem et landskab i Colombia, jeg aldrig har set magen til. Den korrekte beskrivelse er tør tropisk skov, men det minder mest om noget fra en Lucky Luke-tegnefilm. På begge sider af vejen breder der sig flade, røde vidder, der kun bliver brudt af kaktus, halvdøde buske og tynde træer uden et eneste blad. Selvom vi er landet fire måneder inde i regntiden, har det kun regnet to gange i år. Efter en times kørsel kommer vi til en lille butik.

"Vi skal lige købe told," siger vores chauffør som noget helt selvfølgeligt. Jeg studser over hans ordvalg, men tænker ikke nærmere over det. Han smider bilen på en usynlig parkeringsplads og trasker over mod biksen for at gøre sine indkøb: Et par poser med tørre boller, nogle med slik og marengs og en masse små poser fyldt med vand. Ind i bilen igen og så ellers bare foden på speederen.

Til højre kan vi se en stor asfaltvej blive forlænget, og ved siden af slynger sig et midlertidigt krybespor. Det er her, vi drøner afsted. Pludselig bremser bilen op. Først kan jeg ikke se hvorfor, men så får jeg øje på det: En tynd ståltråd er spændt ud som en næsten usynlig bom mellem en stolpe på den ene side af vejen og et træ på den anden. Chaufføren ruller sit vindue ned, og en lille barnehånd kommer til syne. Han afleverer hurtigt en pose med vand og en bolle. Vinduet bliver rullet op igen, ståltråden falder ned, og vores to firhjulstrækkere fortsætter.

Fakta

• 5,8 mio. colombianere lever lige nu som internt fordrevne - på flugt i deres eget land. De fleste af dem er marginaliserede grupper som oprindelige folk.

• 22 % af pigerne i La Guajira bliver gravide eller mødre, før de fylder 18 år.

• 35 % af indbyggerne i La Guajira er børn under 15 år.

• 30 % af de indianske kvinder i Colombia over 15 år er analfabeter. Det nationale gennemsnit er på 5,8 procent

Vold, narko og flygtninge

Vi befinder os i La Guajira-regionen i det nordligste Colombia. Området er på størrelse med Jylland og grænser op til det kriseramte Venezuela i øst. Vestpå skvulper den Caribiske Bugt. Jeg er taget afsted med Oxfam Danmark for at fotografere organisationens projekter i området – og ikke mindst de mennesker, som bor her og hver dag kæmper mod konsekvenserne af den ulighed og fattigdom, som findes overalt i Colombia.

"Hvad skete der lige der?" spørger jeg. Laura, som arbejder i Oxfam Colombia, fortæller, at her i La Guajira er folk så fattige, at en af de få måder, de kan samle mad eller penge sammen på, er at holde rejsende i biler op ved små vejspærringer og forlange told for passage. Langt de fleste bilister er indforståede med, at det er sådan, man gør. ”Barnet der var uden tvivl Wayuu,” forklarer Laura mig videre. ”Wayuu-folket er dem, der har været her længst tid, og dem med de færreste muligheder.”

La Guajira-regionen er Wayuu-territorium, og det indianske folks rødder og historie går langt tilbage. Men ligesom mange andre steder i verden udviser regeringen kun meget lille interesse for det oprindelige folk, og på trods af lovning om social velfærd og bistand må de stort set klare sig selv. Krigen mellem oprørsbevægelsen FARC og den colombianske regering stod på i 52 år og påvirkede hele landet.

I mange år havde narkobaronerne en slags motorvej gennem La Guajira og videre til andre latinamerikanske lande. Det førte til mange voldelige episoder, som bragte civilbefolkningen i klemme mellem narkobaronerne og regeringen. I slutningen af 2016 indgik regeringen og FARC en fredsaftale.

Det betyder, at FARC er væk - men i stedet er nye paramilitære grupper kommet til, og La Guajira er stadig en af de mest voldsplagede regioner i Colombia. I de senere år har La Guajira oven i alt det andet modtaget en massiv bølge af venezuelanske flygtninge, der søger job og en bedre fremtid. Det skaber nye spændinger i den hårdt plagede region.

En barndom i venteposition

Den lille, spinkle barnehånd vil ikke forsvinde fra min nethinde. Jeg vidste godt, at uligheden er ekstrem i Colombia. Men at folk må gribe til hjemmelavede vejspærringer af ståltråd for at få mad – det havde jeg aldrig forestillet mig.

”Er der mange, der holder biler tilbage?” spørger jeg vores chauffør. Uden at fortrække en mine forsikrer han mig om, at vi nok skal møde en masse. Og ganske rigtigt: På vej ud for at besøge en kostskole i ørkenen møder vi endnu en vejspærring – denne gang bestående af gamle motorcykelkæder.

Bag kæden står Oliva Jusayu, der ikke kender sin alder, og hendes barnebarn, Elidar på ti år. De ser forundrede ud, da vi stiger ud af bilen og hilser. Vi trækker ind til siden og nærmer os deres kontor — et halvtag af sammensatte pinde, der hviler på fire store stammer. I de tynde grene, der udgør spærrene i tagkonstruktionen, er der hængt to hængekøjer op, hvor Oliva og Elidar sidder og venter, når der ikke er biler på vejen.

”Her har vi samlet ind i tre år. Vi bor i et lille hus lige bag ved træerne, så vi har ikke langt til arbejde. Når vi ikke er ude at tage imod told, leger Elidar med sit legetøjshus. Det har hun selv bygget af pinde og snor, hun har fundet. Hun kan ikke gå i skole, for vi har brug for hende her til at samle mad og vand ind til familien,” fortæller bedstemoderen. På trods af, at Wayuu–folket er opbygget omkring en matriarkalsk struktur, hvor kvinderne ejer hus og jord, er kvinder og piger en udsat befolkningsgruppe.

Alt for mange piger bliver mødre, før de selv er voksne, og den enorme strøm af fortrinsvis mandlige flygtninge fra Venezuela har fået prostitution og seksuelt misbrug til at stige eksplosivt. I regionens hovedby Uribia kan man købe seksuelle ydelser af en mindreårig for en amerikansk dollar. Børnene, og især pigerne, får ikke basal seksualundervisning og information om deres rettigheder, som de ellers har krav på — både som børn, men også som oprindeligt folk.

Det har enorme konsekvenser. Jeg får lov til at fotografere bedstemoderen og hendes barnebarn, og bagefter bliver tolden betalt, så vi kan fortsætte vores tur. Gennem bagruden ser jeg Oliva og Elidar spænde den tunge kæde op igen og indtage deres venteposition, indtil næste bil kommer.

Minen tager alt vandet

Tilbage på hotellet bakker en firehjulstrækker op ad indkørslen. På ladet hviler en stor vandtank. Overalt er vand en mangelvare, og tanken bliver kun fyldt op, når der er gæster på hotellet. Det er dog ikke alle, der er lige så heldige som os. Ifølge myndighedernes plan burde hver familie i det tørkeramte område modtage tusind liter vand om måneden, men realiteten er en helt anden – det taler vandtiggeriet langs vejen sit tydelige sprog om. Vandet burde blive leveret af selskabet bag Latinamerikas største kulmine, El Cerreron.

Den ligger det eneste sted i regionen, der har konstant adgang til vand, og med et dagligt forbrug på 34 millioner liter tager den alt for meget. De seneste otte år er 4.500 børn døde af fejlernæring her i regionen, hvilket kan ledes direkte tilbage til El Cerrerons vandforbrug og udledning af giftstoffer. Minen vokser hele tiden og indtager mere jord, og i samme takt vokser ejernes politiske indflydelse.

I de senere år er 60.000 mennesker blevet tvangsfjernet fra deres fædrene land med kun en lille eller slet ingen kompensation. Vandudbringningen skulle være en del af kompensationen. Men med manglende infrastruktur og som et middel til politisk afpresning kommer vandet sjældent ud til alle. Wayuu-folket bliver fastholdt i en ond cirkel af fattigdom, og manglen på uddannelse og sundhedsydelser gør det sværere og sværere at bryde ud.

Familiens overlevelse

Den følgende dag får jeg overtalt holdet til at stoppe ved alle de vejspærringer, vi møder. Som fotograf har jeg set hungersnød i Sydsudan, børnearbejde i afrikanske guldminer og flygtninge i røgfyldte remiser i Beograd. Men jeg er aldrig før stødt på en så ekstrem og konstant fattigdom som her i midten af ingenting. Inden længe stopper vi ved den første vejspærring, hvor vi møder 20-årige Heidar og hans lillesøster Kasandra på 14 år. De er flygtet fra Venezuela og bor nu hos slægtninge.

”For at få et rigtigt arbejde skal vi have et personnummer. Det har vi ikke fået endnu, så derfor står vi her. Af og til får vi samlet så meget ind, så vi kan tage noget med hjem og dele med familien på 13 mennesker. Ellers er det kun os, der får stillet vores sult,” fortæller Heidar. ”I fem måneder har vi tigget her. Vi starter klokken syv om morgenen og fortsætter til sen aften,” siger Kasandra, mens hun lukker øjnene for at undgå sandet, der blæser i den hede vind.

”Mit største ønske er at få et rigtigt arbejde og leve normalt,” siger Heidar. Kasandras største ønske er at hjælpe sin mor i køkkenet og slippe for at tigge på vejen. Ligesom Oliva og Elidar fra i går har Heidar og Kasandra også bygget et læskur af tørre grene med et gammelt stykke stof som loft. Med øjnene mod deres hjemland i øst spejder de efter biler, der skal hjælpe dem med at overleve.

Fuldtidsjob ved vejen

Efter en kort køretur møder vi vennerne Gregor og Anderson på 16 og 17 år. De har ikke bygget noget læskur. I stedet finder de skygge under nogle træer, mens de venter på biler.

”Vi har tigget ved vejen i omkring et halvt år nu. Vi starter klokken otte om morgenen og fortsætter indtil middag. Det bedste, vi kan få, er penge. Når det går allerbedst, tjener vi cirka 4.000 pesos til deling (omkring 10 kroner, red.). Det, vi får mest af, er vand og brød,” fortæller Gregor, mens han graver et lille hul i sandet med snuden af sin sko. Anderson tilføjer:

”Vi samler ind til vores familier. I min er vi 15 mennesker, og i Gregors familie er de 30. Vi deler alt, hvad vi tjener — sådan gør man heromkring. Vi har begge gået i skole, men jeg stoppede i sjette klasse, og Gregor i femte klasse".

Næste stop ved vejen er hos Ricardo, der er 13 år gammel. Han samler told ind sammen med sin storebror.

"Hvis min mor en dag fortalte mig, at jeg kunne få alt i hele verden, tror jeg, at jeg ville ønske mig en cykel" siger han. “Jeg har tigget her i tre måneder, næsten alle dage. Jeg deler med min familie. Vi er 15 mennesker — den ældste er 32 år, og den yngste er ti. Når der ikke er nogen biler, samler jeg brænde ind til køkkenets ildsted derhjemme.”

Den sidste, vi møder, er Maria Eugenia, der ikke kender sin egen alder. Hun har svært ved at tale med os, for hendes primære sprog er Wayuu, og hun bruger sjældent sit spanske. Hun taler næsten aldrig med de forbipasserende. Hun tager bare imod tolden og forsvinder væk.

”Jeg starter tidligt om morgenen og kommer først hjem sent om aftenen. Jeg samler ind til mine syv børn og min mand hver eneste dag,” fortæller hun os, inden hun vinker ad kameraet og lader mig vide, at nu skal jeg ikke tage flere portrætter.

Jeg takker for hendes historie, og hun smiler. Så kigger hun rundt på landskabet og slår opgivende ud med armene. Jeg kan ikke gøre andet end at sætte mig ind i bilen og køre mod lufthavnen og Bogota – Colombias enorme hovedstad, der huser rigdomme, der er lige så voldsomme og uretfærdige, som fattigdommen er her i La Guajira.

Oxfam Danmark i Colombia

Rettigheder: Vi støtter oprindelige folks organisationer i kampen for lige rettigheder og muligheder - særligt kvinder og menneskeretsforkæmpere. Det gør vi på tværs af grænser i Latinamerika; i Bolivia, Nicaragua, Guatemala, Mexico og selvfølgelig Colombia.

Uddannelse: I La Guajira støtter vi pigers seksualundervisning og uddannelse i seksuelle rettigheder - finansieret gennem Danmarks Indsamling 2019. Uddannelse er et område, vi vil fokusere mere på i de kommende år.

Fredsopbygning: Vi støtter lokale kvindegruppers kamp for at få indlydelse på fredsprocessen. Og vi hjælper kvindelige ex-guerillakrigere tilbage i samfundet.