Nu åbner madskolen i Marokko
10.06.2022
Af Malene Aadal Bro
Melting Pot Fonden, Oxfam Danmark og Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram, DAPP, åbner i dag officielt et nyt kulinarisk center i Marrakesh. Her vil i alt 100 unge marokkanere det næste år gennemgå en intensiv gastronomisk uddannelse, som skal hjælpe dem i arbejde i et land, hvor alt for mange sidder fast i en håbløs cirkel af ulighed og arbejdsløshed.
“ Det har været et langt tilløb, så jeg er mere end begejstret for at se skolen åbne og de første elever trække i forklædet for at tage hul på en ny fremtid. ”
Der er ikke alene tale om et uddannelsesinitiativ, initiativet handler også om at katalysere en revitalisering af det marokkanske køkken med henblik på at skabe øget beskæftigelse og bedre jobs til unge i en mere innovativ og attraktiv restaurantscene.
”Vi står jo på skuldrene af en ekstremt rig marokkansk madtradition, og det er formentlig en af grundene til, at der næsten ingen fornyelse har fundet sted i flere hundrede år. Udover at de unge skal lære historiske marokkanske retter fra de dygtigste læremestre, vil vi også indvie dem i det Nordiske Køkkens værdier, dufte og smage. Sammen med eleverne og lokale samarbejdspartnere vil vi undersøge, hvad gastronomisk innovation kunne handle om i en marokkansk kontekst,” siger Claus Meyer, stifter af Melting Pot Fonden.
Demokratiske kræfter og grønne jobs
Det innovative samarbejde er en del af Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram, hvis overordnede formål er at styrke demokratiske kræfter i Mellemøsten og Nordafrika og bidrage til en fredelig og stabil region. Gennem opkvalificering af unge menneskers gastronomiske kompetencer, er det konkrete formål med det kulinariske center at styrke de unges adgang til et meningsfyldt arbejde og give dem motivation og mulighed for at skabe en positiv forandring i deres liv og samfund.
Som noget ekstra har projektet særligt fokus på, at de jobs det skaber, er grønne jobs – altså at undervisningen klæder de unge på til at udøve deres fag på en måde, som er bæredygtig for både miljø og klima og inspirerer dem til at have det som integreret mål i deres fremtidige virke.
Nordiske smage og værdier møder marokkanskke traditioner på Um Mami
Um Mami, som det nye kulinariske center hedder, er funktionelt indrettet i rene nordiske linjer med klassisk marokkansk interiør, og der er blevet plads til både kogebogsbibliotek, lounge, udendørs grill og siddeområde og endda enkelte værelser til gæstelærere og andre besøgende. Her skal eleverne lære at lave mad, der er visionær og spændende og smager fantastisk, og som baserer sig på den marokkanske madtradition, de marokkanske råvarer og de universelle værdier, der udfolder sig, når mennesker fra forskellige livsomstændigheder samles omkring et måltid. Tonerne om lokale råvarer i sæson, klima, biodiversitet og kokkens samfundsansvar kan vi genkende fra Det Nye Nordiske køkken, og det bliver køkkenchef Marie Sophie Grønlund, som sammen med en række gæsteundervisere og eleverne gennem samtaler og måltider vil forsøge at bidrage til, at det marokkanske køkken en dag igen vil blive regnet blandt de mest attraktive og relevante i verden
Otte ugers træningsforløb med kendte gæstekokke
I løbet af det første år vil i alt 100 unge gennemgå træningsforløb på Um Mami. Det første hold begyndte den 30. maj, og de vil i slutningen af juli stå med afgangsbeviser i hånden. Træningsforløbet er tilrettelagt af erfarne kokke og gastronomiske rådgivere fra Meyers Madhus og fra Melting Pots projekter i Bolivia og i Brooklyn, New York.
Programmet dækker grundlæggende kulinariske færdigheder som planlægning, hygiejne og madsikkerhed fulgt af sundhed og bæredygtighed. Dernæst bliver fokus rettet mod det Nye Nordiske Køkken, verdenskøkkener og til sidst det marokkanske køkkens kulinariske historie, råvarer, klassiske retter og potentielle muligheder for innovation. Som afslutning på hvert forløb skal kursisterne planlægge og udføre et event, hvor de anvender deres nyerhvervede færdigheder i virkeligheden.
Som del af projektet vil Um Mami også samle toneangivende marokkanske og internationale kokke og køkkenchefer og arrangere større events, der skal sætte fokus på udviklingspotentialerne i det marokkanske køkken.
Um Mami åbner officielt torsdag den 9. juni kl. 19 ved en reception på Um Mami, hvor Claus Meyer, Jesper Kammersgaard, Danmarks ambassadør i Marokko, samt en række fremtrædende marokkanske kokke deltager.
Oxfam Danmark er den danske del af den internationale udviklingsorganisation Oxfam med nødhjælps- og udviklingsaktiviteter i store dele af verden – herunder Marokko. Oxfam Danmark har særligt fokus på at bekæmpe ulighed og være med til at opfylde alle menneskers ret til uddannelse, indflydelse og en lige andel af klodens ressourcer.
Om samarbejdet
Oxfam Danmark og Melting Pot Fonden har tidligere haft succes med et fælles madskoleprojekt i La Paz i Bolivia. I årenes løb har projektet uddannet mere end 3.000 unge og blandt andet skabt flagskibsrestauranten GUSTU, som i 2017 blev kåret som Bolivias bedste restaurant og én af de bedste i Latinamerika.