Vores historie: WUS i 80’erne
I løbet af 1980’erne tog Oxfam Danmarks arbejde en markant drejning mod større professionalisering og et bredere internationalt engagement. Organisationens projekter voksede i både omfang og kompleksitet, og flere kooperanter rejste ud for at arbejde direkte med projekter og samarbejdspartnere i Latinamerika og Afrika.
Denne tilstedeværelse i felten var med til at styrke partnerskaber og sikre, at indsatsen tog afsæt i de reelle behov og lokale kontekster.
Langsigtede samarbejder som basis for organisationens arbejde
Stipendieprogrammet, som tidligere havde givet unge danskere mulighed for at komme ud i verden, blev i løbet af årtiet udfaset. I stedet rettede Oxfam Danmark sin energi mod mere langsigtede og strukturelle projektsamarbejder med fokus på fattigdomsbekæmpelse, rettigheder og lokal kapacitetsopbygning.
Samtidig blev der etableret et formelt sekretariat i København. Med programansvarlige, informationsmedarbejdere og en generalsekretær fik organisationen en mere professionel struktur og bedre mulighed for at koordinere indsatsen, både i Danmark og internationalt. Denne organisatoriske styrkelse banede vejen for større gennemslagskraft – både politisk og operationelt.
Engagement og solidaritet
Hvert enkelt udviklingsprojekt havde sin egen baggrundsgruppe i Danmark bestående af engagerede medlemmer og frivillige, der fulgte projektets udvikling tæt. Disse grupper fungerede som vigtige bindeled mellem det internationale arbejde og den danske medlemsbase, og de sikrede, at der blev bygget bro mellem lokal handling og global solidaritet.
Det folkelige engagement blomstrede i takt med den øgede aktivitet. Medlemmer og aktivister tog initiativ til koncerter, foredrag, udstillinger og kreative happenings over hele Danmark. Disse arrangementer tjente både som oplysning, fundraising og mobilisering – og var med til at fastholde udviklingsarbejdet som en vigtig dagsorden i danskernes bevidsthed.
1980’erne var således præget af vækst, både organisatorisk og i forhold til det folkelige engagement. Det blev et årti, hvor Oxfam Danmark for alvor trådte ind som en seriøs udviklingsorganisation med både lokal forankring og globalt udsyn – og med en klar ambition om at bekæmpe ulighed og skabe en mere retfærdig verden.
Solidaritet med Latinamerikas kvinder
Det begyndte med sundhed og uddannelse. I 1980erne begyndte danske aktivister fra Den danske nationalkomité for World University Service (WUS) at støtte kampen for frihed og demokrati i Latinamerika.
Fri og lige adgang til sundhed og uddannelse
Et af de allerførste indsatsområder var at give fattige nicaraguanere adgang til læger og sundhed. Samtidig støttede WUS stipendieprogrammer, der skulle hjælpe de mange flygtninge fra både Syd- og Mellemamerika til at få en uddannelse. Stipendierne gik også til børn af dræbte eller forsvundne aktivister og til andre grupper i de berørte lande, som pa den måde fik chancen for at få en videregående uddannelse.
Latinamerikas undertrykkende regimer slog nemlig hårdt ned på aktive studerende, og stipendierne skulle være med til at skabe en ny uddannet elite, der kunne gå ind i den politiske kamp mod diktaturerne.
Det internationale WUS-samarbejde var opbygget omkring en række nationale komitéer.
Især WUS-komitéen i Chile fungerede rigtig godt. Her var bestyrelsen bevidst sammensat af repræsentanter fra alle venstrefløjspartier, og målgruppen var derfor bred.
Elisabeth Kiørboe
Ansat i 80’erne af WUS Danmark til at udvikle arbejdet i Latinamerika.
Først flere år senere fik Elisabeth Kiørboe at vide, at de ansatte, der havde administreret arbejdet i Chile faktisk havde arbejdet gratis. Det var German Molina, der blev minister under den første demokratiske regering i 1990, der en dag fortalte, at de ansatte hver måned havde doneret hele deres løn på 250 dollars til det private universitet “Academia de Humanismo Christiano” – en måde at sikre, at der fortsat var humanistiske uddannelser i Chile, hvor den daværende diktator Pinochet havde nedlagt de statslige.
Solidaritet og oplysning
WUS-arbejdet i Chile blev udvidet til også at støtte byplanlægning i slum-områderne og organisering af kvinder i stærke netværk.
I Nicaragua satte WUS massivt ind med et omfattende “kooperant”-program, og der var løbende op til 25 danske ansatte i offentlige og private nicaraguanske institutioner. Samtidig var sundhedsarbejdet i San José de Achuapa og El Sauce blevet til et stort projekt, der indeholdt både landbrugsudvikling og sundhed, og som omfattede hele regionen.
WUS støttede regionale forsknings- og menneskerettighedsprogrammer og begyndte også snart at arbejde i andre mellemamerikanske lande – El Salvador, Honduras og Guatemala.
Under borgerkrigen i El Salvador gav WUS hjalp til en række landbrugskooperativer i de konfliktramte områder. Og i Danmark gjorde WUS et stort stykke arbejde for at skabe engagement omkring menneskerettigheder, støtte til befrielsesbevægelserne og solidaritet med de fattigste.
1 1980’erne arbejdede WUS også i Sydamerika. I Bolivia støttede WUS enkerne efter minearbejdere og hjalp med at skabe landbrugsudvikling i det fattige højland. I 1990erne skiftede fokus til lavlandet, hvor kokabøndernes daværende leder, Evo Morales, var blandt IBIS’s partnere.
I 1995 inviterede WUS Evo Morales med til det sociale topmøde i København, hvor han overnattede på en madras hjemme hos IBIS’s daværende kommunikationschef. Men det er en anden historie. Senere blev Evo Morales præsident i Bolivia.
Der er stadig behov for en indsats i Latinamerika
Diktaturerne er fortid, men undertrykkelse af fagforeningsfolk og sociale ledere er stadig virkelighed i regionen. Og kun de færreste lande har fået bekæmpet ulighederne, som hører til de mest ekstreme i verden. De folkelige organisationer i Latinamerika har stadig brug for international opmærksomhed og støtte til at styrke demokratisk deltagelse og kampe mod ulighed, fattigdom, korruption og vold.
Denne artikel er baseret på en artikel af Gitte Jakobsen i Fokus nr 145 – vores daværende medlemsblad.
Nye huse kommer ind på række
I slutningen af 70’erne og op gennem 80’erne sendte WUS flere hundrede kooperanter til Mozambique – frivillige, der blev udsendt for at arbejde i den offentlige sektor. Da portugiserne trak sig ud af landet i 1975, efterlod de et land med meget få uddannede mennesker og en offentlig sektor, der skulle bygges op fra grunden.
Derfor sendte WUS i det følgende årti arkitekter, byplanlæggere, læger og sygeplejersker ud for at hjælpe med opbygningen af den nye stat.
Et af de steder, hvor WUS’ernes tilstedeværelse fra dengang stadig er tydelig, er i Polana Canisso – en af de fattige forstæder til hovedstaden Maputo. I starten af 1980’erne bestod området af små, faldefærdige stråhytter, der lå hulter til bulter – en ren brandfælde og fuldstændig umulig at lægge kloakker, vand og strøm ind i.
Derfor var kooperanter fra WUS, som var ansat i den statslige planlægningsmyndighed, med til at udstykke grunde i området og systematisere forstaden, så husene på sigt kunne få en højere standard. Og de lavede standardtegninger af nye huse, som blev uddelt gratis til de mennesker, der boede der.
I dag er den del af Polana Canisso , som WUS’erne var med til at planlægge, væsentligt pænere end resten af forstaden. Husene er af mursten, mange er bygget over den samme skabelon, der er mange steder indlagt vand og elektricitet, og vejene er brede nok til, at en brandbil kan køre igennem uden problemer.