Patenter er årsag til at verden mangler vacciner
02.02.2021
Af Peoples Vaccine Alliance
Produktionen af sikre og effektive vacciner til alle går unødvendigt langsomt, lyder det fra People's Vaccine Alliance, som Oxfam er en del af. De langsomme vaccineleverancer skyldes nemlig primært, at man finder det vigtigere at beskytte medicinalvirksomhedernes profit og patenter end at sikre en hurtig og omfattende produktion af de virkningsfulde vacciner. Det betyder blandt andet, at de tre største vaccinevirksomheder i verden lige nu stort set ikke deltager i produktionen af Covid-19 vacciner, mens de virksomheder der har udviklet vaccinen kæmper for at nå målet om at levere bare en tredjedel af de doser, der faktisk er brug for.
Og fordi rige lande har hamstret vacciner til deres egne befolkninger, er det langt under en tredjedel af mennesker i den fattige verden, der kan blive vaccineret i år - snarere 1 ud af 10.
Mens Astra Zeneca har solgt størstedelen af sine doser til udviklingslande, har Pfizer / BioNTech og Moderna solgt næsten alle deres doser til rige lande, og ingen af dem vil dele deres succesrige teknologi på trods af, at de alle har fået enorme offentlige tilskud til udviklingen.
I lyset af verdensomspændende vaccinemangel og dramatiske træk fra EU for at begrænse vaccineeksport opfordrer Oxfam og vores partnere til, at regeringer og medicinalindustrien fjerner barrierne for at opskriften kan deles og den globale produktion sættes markant i vejret - blandt andet ved at suspendere reglerne for intellektuel ejendomsret, dele teknologi og afslutte monopolkontrol, så alle overalt har adgang til vaccinen så hurtigt som muligt.
Denne uge har generaldirektøren for Verdenssundhedsorganisationen, Dr Tedros Adhanom sagt, at deling af teknologi og frafald af intellektuel ejendomsret vil gøre det muligt at vaccinere verden og kontrollere denne sygdom.
Anna Marriott, Oxfams sundhedspolitiske chef siger: ”Verden er i et kapløb om at nå flokkeimmunitet for at få denne sygdom under kontrol, redde millioner af liv og få vores økonomi i gang igen. Dette er et løb, vi er nødt til at vinde, før nye mutationer gør vores eksisterende vacciner forældede. Alligevel betyder beskyttelsen af profit og patenter, at vi er ved at tabe det kapløb.”
"Den offentlige fortælling er, at medicinalvirksomheder alle vegne lige nu arbejder solen sort for at skabe vacciner. Men det er ikke rigtigt. Lige nu er alt for mange forhindret i at bidrage. Vi har brug for, at alle virksomheder på jorden, der kan fremstille sikre og effektive vacciner til COVID-19, kommer i gang. Lige nu. Det er helt nødvendigt, at vi erstatter virksomhedshemmeligholdelse med open source-vacciner, masseproduceret af så mange vaccineaktører som muligt, herunder dem i udviklingslande.
”Ved at nægte at dele deres teknologi og give afkald på deres intellektuelle ejendomsret, rationerer virksomheder som Moderna og Pfizer / BioNTech kunstigt udbuddet af succesrige vacciner med håb om at høste enorme økonomiske belønninger. Dette er til trods for at begge nyder godt af enorme offentlige subsidier. Dette vil koste liv og forlænge den økonomiske smerte, der rammer de fattigste hårdest,” siger Anna Marriott.
De tre største globale vaccineproducerende farmaceutiske virksomheder GlaxoSmithKline (GSK), Merck og Sanofi vil tilsammen kun kunne producere 225 millioner vacciner i år, fordi de enten ikke har egne vaccinekandidater eller fordi deres vaccine ikke er blandt dem, som er færdigtestet og godkendt endnu.
Efter offentligt pres har nogle af virksomhederne nu selv indgået aftaler om at hjælpe hinanden med produktionen. Tidligere på ugen meddelte GSK, at de vil arbejde med tyske CureVac for at udvikle en vaccine til at tackle nye varianter af COVID-19 næste år og vil hjælpe med at fremstille op til 100 millioner doser af CureVac's vaccine, som stadig er i kliniske forsøg. I sidste uge annoncerede Sanofi en aftale om at hjælpe med at producere 125 millioner doser af Pfizer / BioNTech-vaccinen. Begge dele er udmærket men blot en brøkdel af det, der er brug for.
Andre såsom danske Bavarian Nordic har tilbudt sin hjælp til dele af produktionen, men foreløbig har de tre store vaccineproducenter takket nej.
Mere end 108 millioner mennesker er blevet vaccineret indtil videre, men kun 4 procent af de samlede vaccinationer har været i udviklingslandene