Sådan bekæmper vi skovbrande i Amazonas
28.08.2019
Af Rikke Hovn Poulsen
Lige nu samler vi ind til oprindelige folks kamp mod skovbrande og afskovning i Amazonas - læs mere om baggrunden her
Hvem går pengene til?
Oxfam Danmark har i mange år støttet oprindelige folk i en række Latinamerikanske lande som Peru, Ecuador, Guatemala, Nicaragua og Bolivia. Og siden vi er blevet medlem af Oxfam, har vi udvidet arbejdet med oprindelige folk til Mexico, Honduras og Colombia. Vi har også i mange år arbejdet sammen med oprindelige folks regionale paraplyorganisationer CAOI og COICA, og nu også fællesorganisationen for Mellem- og Sydamerika Foro Abya-Yala. Rigtig mange af disse partnere kæmper mod afskovning og påsatte brande i Amazonas.
I Brasilien er Oxfam med til at lægge pres på Bolsonaros regering for at stoppe den massive afskovning af Amazonas, som er accelereret, siden Bolsonaro kom til magten.
Regionalt støtter vores partner COICA oprindelige folk, som flygter fra skovbrandene, og som skal tilbage til deres landsbyer. Og COICA støtter desuden deres kamp for at beskytte deres territorier mod afskovningen.
Lige nu er vi ved at undersøge, hvordan vi bedst støtter kampen mod flammerne nu og her. Men vi garanterer, at alle donationerne går til de oprindelige folks kamp mod afskovningen i Amazonas.
Oxfam er desuden en del af den nødhjælpsindsats, som lige nu pågår i det østlige Bolivia, hvor det oprindelige folk chiquitanos flygter fra skovbrandene. Vi sørger for, at familier kommer i sikkerhed og får mad og rent vand.
I siger, at de oprindelige folk er bedst til at passe på skoven. Hvor er beviset for det?
International forskning har vist, at oprindelige folk er de bedste vogtere af skoven. Afskovning er således fem gange højere uden for oprindelige folks territorier – læs mere her
Oprindelige folk har en unik viden om skovenes økosystemer, og deres levevis betyder, at de beskytter – og i nogle tilfælde regenererer – skoven. Selvom oprindelige folk kun udgør fire procent af verdens befolkning, beskytter de ifølge tal fra Verdensbanken mere end 80 procent af planetens biodiversitet.
Hvorfor siger I, at Amazonas tilhører de oprindelige folk?
Oprindelige folk har opnået at få anerkendt lidt over 3000 territorier i Amazonas, svarende til 35 procent af området. I virkeligheden burde de have ejerskab over meget mere af Amazonas – den kamp støtter vi dem også i.
Rigtig mange plantageejere og mineselskaber er kommet uretmæssigt til den jord, de gør krav på i Amazonas i dag. De er trængt ulovligt ind – for eksempel ved at sætte ild til skoven og dermed åbne for udnyttelse – og påstår nu, at de har vundet hævd på den – det kan du læse mere om her. Men det er dybt uretfærdigt. De oprindelige folk har levet der i mange århundreder – det er deres leveområder, og de passer på skoven
Ifølge international ret har de oprindelige folk ret til at blive hørt på forhånd, hvis der skal uddeles koncessioner i deres områder – det er det, der hedder frit, forudgående og informeret samtykke.
Der er uddelt tusinder og atter tusinder af koncessioner og landbrugsjord i Amazonas – og det er ikke sket en eneste gang, at de oprindelige folk er blevet hørt på forhånd. Den ret kæmper vi sammen med dem for at få opfyldt.
Hvad nytter de oprindelige folks kamp mod gigantiske mineselskaber – er den ikke tabt på forhånd?
Bestemt ikke! Selvom det er en hård kamp, er der masser af lyspunkter. Sidste år lykkedes det for eksempel Oxfam Danmarks partnere at presse Kina – som er notorisk kendt for at krænke oprindelige folks rettigheder - til at love, at de fremover vil overholde de oprindelige folks ret til at blive hørt i forbindelse med Kinas investeringer i udlandet, herunder Amazonas. Det var blandt andet vores partner COICA, der var med til at presse på for det.
I Nicaragua, Guatemala, Mexico og Colombia støtter vi oprindelige folks kamp mod grådige mineselskaber, som forurener naturen og forfølger de personer, som tør råbe op. Vi støtter dem både lokalt, hvor faren er størst, nationalt i alliance med andre organisationer, og i internationale fora, så hele verden hører oprindelige folks stemmer.
I Bolivia støtter vi guarani-folkets selvstyre af deres territorium. De har for nyligt fået anerkendt, at deres egen lovgivning skal inkorporeres i den nationale lovgivning. Det er en kæmpe sejr for oprindelige folks rettigheder i Bolivia – og en inspiration for resten af verden
I Peru har vi i mange år støttet de oprindelige folk, de kæmper mod olieudvinding i deres territorium. Efter års kamp for at bremse den massive forurening besatte de uden vold 30 olieboreplatforme og pressede dermed regeringen til at invitere dem med til forhandlingsbordet, hvor deres territoriums fremtid bliver besluttet. I de forhandlinger er de lykkedes med at få godkendt en plan for, hvordan naturen skal renses og genoprettes, og de har fået kompensation fra regeringen. Den kamp er langtfra slut, da området stadig er forurenet og en ny oliekoncession er på vej.
Hvad mener Oxfam om den brasilianske præsidents udtalelser i forbindelse med skovbrandene?
Oxfam tager afstand fra Bolsonaros udtalelser og opfordrer sammen med en bred alliance af brasilianske civilsamfundsorganisationer præsidenten til at tage ansvar for at beskytte Amazonas og områdets beboere.