Sammen kan vi afsløre skattesnyd i Ghana
11.12.2017
Vi er nået i mål. Hør Kweteys tak til alle jer, der har støttet:
Baggrund
På grund af en lyssky fidus mister Ghana lige nu over 1,2 milliarder kroner om året i skatteindtægter fra benzin, vurderer eksperter. Det er penge, som kunne være brugt på at give uddannelse til de 400.000 ghanesiske børn, der ikke går i skole.
Vi har nu sammen nået målet om at rejse 33.000 kroner, så en graverjournalist kan fordybe sig i benzin-sagen i flere måneder. Tusind tak til alle, der har støttet. Snart begynder han sit arbejde.
Her kan du læse, hvad donationerne går til:
En livsvigtig hjælp
Du kan hjælpe Kwetey, så han kan binde historien sammen og afsløre uretfærdighederne, så de ansvarlige politikere bliver nødt til at lukke skattehullet. Kan vi samle 1.000 mennesker om at støtte afsløringerne, kan det betyde, at Ghana i fremtiden får over en milliard kroner mere at bruge på skoler, veje og hospitaler – hvert eneste år.
Udover at sende 400.000 børn i skole, kunne de tabte penge til fællesskabet også betale for toiletter, der kan forhindre sygdomme i at sprede sig og gode veje, så syge mennesker fra afsidesliggende landsbyer kunne komme på hospitalet, inden det er for sent.
Eksperterne ved, at det foregår, men den samlede historie er endnu ikke kendt af offentligheden. Meget af snyderiet foregår åbenlyst, men enderne mangler at blive bundet sammen, og nogen højt oppe i systemet holder hånden over snyderiet. Derfor får det lov til at fortsætte. Sådan behøver det ikke være.
Kwetey: Journalisten du støtter
32-årige Kwetey er en prisvindende ghanesisk journalist. Han er Ghanas repræsentant i ICIJ, det globale netværk af journalister, der står bag skatteafsløringer som Panama Papers og Paradise Papers. Inden for Ghanas egne grænser arbejder han tæt sammen med den erfarne organisation ACEP, der blandt andet bruger undersøgende journalistik til at bekæmpe magtmisbrug og skatteunddragelse i energisektoren. Kwetey har dokumenteret korruption i multinationale medicinalfirmaer og slavehandel med fattige børn. Hans afsløringer har konsekvenser langt op i systemet; chefer bliver fyret og politikerne starter retssager og nedsætter kommissioner på baggrund af hans afsløringer. Med få midler, skaber han store resultater.
Med ACEPs opbakning vil Kwetey lave en afslørende tv-dokumentar om skattefidusen i benzinindustrien. Men det er dyrt, for det kræver, at han rejser rundt i landet og dokumenterer svindlen med sit kamera. Han har brug for din støtte, for hans tv-station har ikke råd til at dække den slags udgifter – og derfor får historien lov at ligge og samle støv. Og derfor kan nogle få korrupte politikere og forretningsmænd uforstyrret blive ved med at rage penge til sig, mens 8-årige børn slider i markerne fra morgen til aften uden at komme i skole. Det er ikke okay, og du kan være med til at sætte en stopper for det!
Hvis vi kan rejse 33.000 kroner, kan Kwetey fordybe sig i benzin-historien i flere måneder. Han kan endelig binde historien sammen og afsløre den snyd, som foregår, men som politikerne ikke har gjort noget ved. Med din hjælp kan han og hans tv-station stille bagmændene til regnskab, så de ansvarlige politikere bliver nødt til at lukke skattehullet. Kwetey vurderer selv, at de 33.000 kroner kan dække de grundlæggende udgifter til dokumentarfilmen, men det vil være på et meget stramt budget. Giver I mere end de 33.000 kroner i alt, vil Kwetey kunne bruge mere tid på at undersøge historien og lave en film af endnu højere kvalitet. Han lover dig, at pengene bliver brugt godt og effektivt.
Ghana: Ikke længere et u-land
Ghana er et land på vej op: For få årtier siden var det et ludfattigt udviklingsland. I dag er det klassificeret som et mellemindkomst-land og har et fungerende demokrati. Her er penge i omløb og mennesker, der kan og vil. Men landet kæmper med at opbygge et skattesystem, så alle lige fra madsælgeren på markedet til de multinationale virksomheder bidrager deres fair andel til fællesskabet.
Oxfam Danmark arbejder hver dag for et sundt og bæredygtigt skattesystem i Ghana. Vi arbejder med organisationer, der laver kampagner og tager ud på markeder for at tale med almindelige mennesker om, hvorfor skat er vigtigt. Frivillige bliver uddannet i budgetopfølgning, så de kan følge med i hvor mange penge, der kommer ind i deres kommune – og om de bliver brugt fornuftigt på skoler, hospitaler og veje. Andre partnere som ACEP arbejder på nationalt niveau med at lave rapporter og påvirke lovgivningen, så skattehuller bliver lukket, og der kommer flere penge ind til fællesskabet. Her spiller medierne en vigtig rolle. For ligesom i Danmark er det meget lettere at få politikerne i tale, når først en historie er på forsiden af aviserne.
Sammen kan vi tage et vigtigt skridt
Kan vi samle 1.000 mennesker om at støtte afsløringerne, kan det betyde, at Ghana i fremtiden får over en milliard kroner mere at bruge på skoler, veje og hospitaler – hvert eneste år. Det kan du, være med til at sikre.