Forside / Nyheder / Skelsættende beslutning: Verdens største uddannelsesfond vil ikke støtte profitskoler
Artikel

Skelsættende beslutning: Verdens største uddannelsesfond vil ikke støtte profitskoler

19.06.2019

GPE konference
GPE konference
Foto : Chantal Rigaud/GPE

En enig bestyrelse i Global Partnership for Education, GPE, har vedtaget, af fondens midler ikke skal bruges til at støtte private firmaer, der tjener penge på skoler til verdens fattigste. "Det er en historisk beslutning," siger Kira Boe, uddannelsesekspert i Oxfam Danmark.

Alle børn har en grundlæggende ret til at komme i en offentlig, gratis og god skole. Derfor skal støttemidler fra verdens største uddannelsesfond, Global Partnership for Education, GPE, ikke gå til såkaldte ”profitskoler”, altså private firmaer, der tjener penge på uddannelse til verdens fattige.

Det er resultatet af den beslutning, som bestyrelsen i GPE netop har taget i forhold til deres fremtidige arbejde med at støtte uddannelse i verdens fattigste lande. GPE besluttede på bestyrelsesmødet i Stockholm, at ingen GPE-midler kan bruges til støtte disse skoler.

”Det er en skelsættende og historisk beslutning. Det er første gang inden for hvilken som helst sektor, at en multilateral fond klart har taget afstand til privatisering,” siger Kira Boe, Uddannelsesekspert hos Oxfam Danmark og repræsentant for det nordlige og internationale civilsamfund i GPE’s bestyrelse.

Beslutningen markerer afslutningen på et to år langt tovtrækkeri internt i GPE i forhold til, hvordan man skal håndtere den private sektor. Kommercialisering af uddannelse griber om sig på verdensplan, ført an af eksempelvis donorer som Storbritannien, USA og Verdensbanken. GPE, hvis midler er offentlige, har hidtil ingen regler haft, og dermed har det været op til de enkelte lande at beslutte, hvad deres støttemidler skulle bruges til. Med beslutningen er linjerne blevet klare. Over de næste seks måneder skal GPE udvikle retningslinjer for de få undtagelser, der kunne være.

GPE har et årligt budget på 4,5 milliarder kroner, og Danmark bidrager hvert år med 300 millioner kroner. Eftersom GPE er verdens største fond – og fordi både donorer, multilaterale fonde og organisationer selv sidder i bestyrelsen – er beslutninger i GPE en indikator på hvor ”verden” befinder sig lige nu på et givent emne, mener Kira Boe.

”Endnu vigtigere er det, at GPE’s beslutninger ofte bliver rettesnore for andre fonde – og for multilateralt og bilateralt samarbejde på uddannelsesområdet. Derfor var GPE’s beslutning på dette helt essentielle område så utroligt vigtig. For eksempel sidder de selvsamme donorer lige nu og beslutter, hvor mange penge de skal give til Verdensbanken de næste år. Man må jo håbe og regne med, at de er konsistente og også i de forhandlinger klart tager afstand fra Verdensbankens investeringer i profitskoler,” siger Kira Boe.

”Hvis GPE havde besluttet at sige ja til at kunne støtte profitskoler, så ville der blive sat endnu mere skub på den farlige trend. Både fordi, det ville være muligt for profitskolerne at få GPE-penge, og fordi det ville anerkende profitskolerne som en del af de uddannelsessystemer, som GPE er sat i verden for at støtte. Nu, hvor GPE har taget klart afstand fra profitskoler, vil det have en stor effekt på, hvad der kommer til at ske i resten af uddannelsesverdenen – og særligt, tror jeg, hvor meget udviklingslandene selv vil kunne stå imod pres udefra for at tillade profitskoler,” siger Kira Boe fra Oxfam Danmark.

Yderligere oplysninger:
Kira Boe, 3013 7813