Forside / Nyheder / Stop den danske våbeneksport til det krigshærgede og coronatruede Yemen
Artikel

Stop den danske våbeneksport til det krigshærgede og coronatruede Yemen

19.05.2020

Af Per Bjerre

Kvinde med tørklæde foran ruiner
Kvinde med tørklæde foran ruiner
Foto : Pablo Tosco

Det er yderst kritisabelt, at dansk lovgivning giver mulighed for, at en dansk produceret radar på et krigsskib kan betegnes som civilt udstyr.

Danmark bakkede op, da FN i marts opfordrede til global våbenhvile for at beskytte den civile verden mod coronapandemien. Nu viser det sig, at Danmark samtidig bidrager til at holde krigen i Yemen i gang. Søndag offentliggjorde Danwatch en rapport, der afslører, at den danske virksomhed Terma sælger våbendele til De Forenede Arabiske Emirater. Våbendelene sidder på emiratarabiske krigsskibe, der blokerer for, at vand, mad og medicin kan nå frem til den nødlidende befolkning i Yemen.

Selv om Danmark i 2018 og 2019 suspenderede alle godkendelser af eksport af våben til Saudi-Arabien og Emiraterne, herunder reservedele, har Terma fundet smuthuller i loven, og dermed har de kunnet eksportere radardelene til Emiraterne, uden at nogen myndighed har sagt stop. Det er selvfølgelig helt uacceptabelt, at Danmark med den ene hånd bakker politisk op om våbenhvile og støtter EU's arbejde for at håndtere konflikten og med den anden hånd tillader, at danske virksomheder sælger våbendele, der bruges i en krig, som FN kalder verdens værste humanitære konflikt, hvor menneskerettigheder krænkes, og millioner af mennesker lider.

Coronakrisen gør det mere presserende end nogensinde at beskytte civilbefolkningen i Yemen. Omkring 80 procent af befolkningen er afhængige af nødhjælp, 10 millioner mennesker lever på sultegrænsen, og over 250.000 yemenitter har allerede mistet livet som følge af krigens fem år lange hærgen. Hvis coronapandemien for alvor får fat i Yemen, vil den brede sig som en steppebrand og slå endnu flere forsvarsløse familier ihjel. Op imod 93 procent af landets befolkning risikerer ifølge FN at blive smittet.

Alligevel falder kampflyenes bomber stadig over Yemen, mens Saudi-Arabien og dets allierede i Emiraternes krigsskibe blokerer for, at containere fyldt med mad, sæbe, håndsprit og tæpper kan komme ind til den hårdt plagede befolkning. Flere af kampflyenes forsvarsudstyr og de militære radarer på flere krigsskibe er fremstillet af danske Terma fra Lystrup nord for Aarhus.

Oxfam IBIS er til stede i Yemen og ser hver dag de voldsomme konsekvenser af krigen. Mange af landets hospitaler og respiratorer, senge, medicin og masker er blevet bombet, mens familier på flugt lever i kummerlige teltlejre uden rent vand, sæbe eller noget at spise. Mange børn er syge og underernærede.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) sagde søndag, at han er klar til at stramme reglerne for eksport af våben, hvis det viser sig, at de ikke er gode nok. Blandt andet kom det frem, at Termas radarsystemer til emiratarabiske krigsskibe ifølge både Terma selv og Erhvervsstyrelsen opfattes som 'civilt udstyr'. Terma kan derfor umiddelbart fortsætte eksporten til Emiraternes flåde trods det danske forbud mod eksport af militære våben.

Det er yderst kritisabelt, at dansk lovgivning giver mulighed for, at en dansk produceret radar på et krigsskib kan betegnes som civilt udstyr. Ligesom det selvfølgelig er yderst kritisabelt, at Terma udnytter dette smuthul.

Regeringen skal vise en stram linje over for Terma og andre våbenproducenter. Lovgivningen og udmøntningen af den skal strammes op, så vi kan forhindre alle danske bidrag til Yemen-krigen. Dansk våbeneksport til Saudi-Arabien og Emiraterne er særlig sensitiv, og derfor bør en sag som denne altid behandles og godkendes endeligt af Udenrigsministeriet.

Desuden bør Danmark overveje en positivliste over lande, hvortil vi tillader våbeneksport, så der ikke er tvivl. Og endelig skal hele systemet omkring eksporttilladelser til Danmarks våbenindustri være mere gennemsigtigt, så også den politiske kontrol og det politiske ansvar øges.

Efter fem års blodig krig og nu med coronasmitte i Yemen er det akut nødvendigt, at Danmark tager internationalt lederskab og kræver fokus på fred og helbred i Yemen. Vi kan gå foran og vise lande som USA, Frankrig og Storbritannien, at menneskeliv er vigtigere end de penge, vi tjener på våbenhandel til krigsførende diktaturer. Og Terma kan sagtens vokse alligevel, fabrikken regner med at øge omsætningen med 50 procent i løbet af få år.

Krigen i Yemen og den humanitære katastrofe løses naturligvis ikke alene ved at stoppe våbeneksporten. Sammen med FN's medlemslande bør vi slå ring om familier i Yemen og insistere på våbenhvile, så fredsprocessen kan komme i gang. Våbenhvile er ikke kun en mulighed for at redde utallige liv og afværge større ødelæggelse. Det vil også give ro og tid til, at konfliktens parter kan arbejde med at takle nogle af de grundlæggende årsager til konflikten.

Mens vi skynder på den politiske proces, er arbejdet for varig fred i Yemen imidlertid allerede i gang. Blandt andet kvinder knokler modigt på frontlinjen for fred; imod alle odds. De er sjældent inviteret med ved forhandlingsbordet, men er nøglen til fred i landet. Historien taler nemlig sit tydelige sprog: Der er 35 procent større chance for, at fredsaftaler holder, når kvinder deltager i fredsforhandlingerne.

Kvindelige forhandlere fokuserer bredere end våben og militær og stiller i højere grad skarpt på social og politisk retfærdighed, som både kan løse grundlæggende problemer, som udgør årsager til konflikten, og samtidig skabe positiv forandring i samfundet fremadrettet.

Yemen har behov for våbenhvile nu, så nødhjælpen kan komme frem, og fredsforhandlingerne gå i gang. Det er usmageligt at tjene penge på verdens værste humanitære krise, og regeringen bør derfor straks lukke de smuthuller i loven, der muliggør dansk eksport af våben. Det haster. Yemen sulter og kan ikke overleve både krig og coronaepidemi.