Til sidst holdt jeg op med at gøre modstand

Beatrice er en af tusindvis af piger og kvinder, som hvert år oplever vold og voldtægt i Liberia. Bag hvert eneste nummer i statistikken gemmer sig en tragedie. Men af og til også et håb om, at det kan blive bedre i fremtiden.

Der lugter af opium i det mørke rum – og af alle de mænd, som kommer her om natten for at sove og tage stoffer. Beatrice kan svagt ane omrids af madrasser på gulvet. Men lige nu er hun alene, og døren er låst udefra. Det hjælper ikke at skrige.

”Slår han mig ihjel? Mon jeg skal dø herinde?” tænker hun skrækslagen.

Manden kommer ind. Han er en flot mand i starten af tyverne, men der er noget ubehageligt ved ham. Hun mødte ham kort før jul, da han ordnede hendes hår som frisør. Dengang sagde han, at han var forelsket i hende – at han ville give hende godt tøj og smukke ting, hvis hun ville gå med ham hjem. Men hun vil ikke have noget med ham at gøre. Hun er 14 år, han en voksen mand.

Han har opsøgt hende mange gange siden – ventet på hende uden for hendes hjem og forsøgt at lokke hende med. Men hver gang er hun løbet væk.

Tidligt i morges overrumplede han hende, da hun var på vej hen for at besøge sin tante i nærheden Han hev hende med ned i det mørke rum og låste hende inde.

”Vi skal have sex. Du kommer ikke ud, før du siger ja,” beordrer han.

Machokulturen i Liberia

Liberia er et af verdens fattigste lande, og macho-kulturen hersker. Fra 1989 til 2003 raserede en blodig borgerkrig, hvor en kvart million mennesker mistede livet – ud af en befolkning på under fem millioner. Krigen gik som altid hårdt ud over kvinderne, og voldtægt blev brugt som et meget almindeligt våben.

Ingen ved nøjagtigt, hvor stort problemet med voldtægt er i dag. Men alle er enige om, at det er enormt. Det er den alvorlige forbrydelse, der oftest bliver anmeldt til politiet. Og dertil kommer et uhyggeligt stort mørketal, som dækker over alle de ofre, der aldrig går til myndighederne. De er bange for gerningsmanden, hans familie, eller slet og ret for at blive udstødt af lokalsamfundet.

En undersøgelse fra 2008 viser, at 83 procent af liberianerne mener, at et voldtægtsoffer selv har en del af skylden – måske går hun udfordrende klædt, måske lægger hun selv op til det.

Andre undersøgelser blandt skoleelever viser, halvdelen af alle drenge tror, at vold mod kvinder og seksuel vold er helt almindelige ingredienser i et parforhold.  Og uhyggeligt nok er mange af pigerne faktisk er enige. Vold og voldtægt er en del af hverdagen, sådan er det bare.

Gulvet bliver rødt

Manden holder Beatrice fanget i det mørke rum hele dagen. Af og til kommer han ind og ser til hende. Hun leder efter noget at forsvare sig med – et våben af en slags. Men der er ikke noget.

Beatrice ved ikke nøjagtigt, hvad det er, han vil gøre ved hendes krop, for ingen har fortalt hende om sex. Men han er alt for stærk, og hun er bange for, at han vil slå hende ihjel, hvis hun kæmper imod.

Da det bliver aften, giver hun op og overgiver sig til sin skæbne.

”Det må være op til Gud. Jeg har ingen chance,” tænker hun.

Hendes blod farver gulvet rødt, da han voldtager hende.

Jeg slår dig ihjel, hvis du sladrer

Da manden har gjort sig færdig, smider han hende ud.

”Hvis du siger det her til nogen, slår jeg dig og din familie ihjel,” truer han.

Grædende vakler Beatrice hjemad. Da hun får hun øje på sin mor, der leder efter hende, forsøger hun at få styr på sig selv, tørrer øjnene og holder tårerne tilbage. Hun husker hans ord: Ingen må vide noget.

Heldigvis lader Beatrices mor sig ikke narre. Hun har været urolig i mange timer – og hun kan se på sin datter, at der er noget galt.

”Hvor har du været?” spørger hun.

”På besøg hos tante,” lyver Beatrice.

Hun nægter at fortælle, hvad der er sket, og til sidst går de hjem for at sove. Men hun har hørt, at sex fører alle mulige sygdomme med sig, og det gør hende bange.

”Bare jeg ikke bliver syg. Bare jeg ikke bliver syg,” er det eneste, Beatrice kan tænke på den nat.

Om morgenen går moderen ud for at finde tanten, som fortæller, at Beatrice aldrig dukkede op hos hende dagen før. Derefter går det stærkt. Moderen tager sin datter med på politistationen. Under afhøringen bryder den 14-årige pige sammen og fortæller alt: Om indespærringen, voldtægten og truslerne.

Moderen holder Beatrice tæt ind til sig.

”Han tvang dig, det er ikke din skyld. Du må ikke give op i livet. Du er stadig vigtig,” trøster hun.

Dommen falder

Desværre for piger som Beatrice er Liberias politi og restvæsen i knæ. Under fire procent af de voldtægtssager, der bliver anmeldt, ender med en dom. På den ene side handler det om penge. Der er alt for få politimænd afsat til at bekæmpe vold mod kvinder, og de mangler alt fra kuglepenne til knallertbenzin. De er så dårligt betalt, at det ofte lykkes gerningsmænd at bestille sig vej ud af sagerne.

På den anden side handler det om prioritering. At udrydde vold mod kvinder er langt fra en førsteprioritet i samfundet – og heller ikke i retssystemet.

Sidst men ikke mindst handler det om traditioner. Ved siden af det officielle retssystem eksisterer mange steder et traditionelt system, hvor landsbyens overhoved mægler. Mange familier foretrækker at få deres sager behandlet der. Det kan give fin mening, når det drejer sig om småting, men i sager om vold mod kvinder falder den slags ’domme’ sjældent ud i kvindernes favør. En voldtægt kan ende med en lille bøde til gerningsmanden – eller slet ingenting, hvis høvdingen synes, det er kvindens egen skyld.

Efter at Beatrice har talt med politiet, bliver hun sendt på hospitalet. Her møder hun Florence Vemis, en socialarbejder ansat af Oxfams lokale partner FCI. Florence hjælper familien videre. I første omgang støtter hun dem i at gennemføre en retssag; hun rådgiver og følger op med myndighederne. Og så hjælper FCI dem økonomisk, mens sagen står på.

”Beatrice var dybt traumatiseret, da jeg mødte hende første gang. Jeg forsøgte at hjælpe hende og hendes familie igennem forløbet. For det er utroligt svært for ofrene i den slags sager, og ofte føler de, at de står helt alene i verden,” fortæller Florence Vemis.

Mens sagen står på, bliver Beatrice indkvarteret sammen med sin familie i Zwedru, den nærmeste større by.

”Det var en hård tid, men jeg accepterede det, for jeg vidste, at det, han gjorde mod mig, var forkert. Jeg ville have retfærdighed,” forklarer Beatrice.

Og så sker det, der næsten aldrig sker i Liberia: Gerningsmanden bliver dømt til fire års fængsel.

”Det gjorde mig virkelig glad. Han havde fortjent den dom,” siger hun.

Et forbillede for andre kvinder

Da Beatrice kommer hjem efter retssagen, burer hun sig inde. Hun er bange for mandens familie, der stadig bor i området. En dag møder de  op i hendes hjem.

”Du har sendt vores søn i fængsel,” siger de truende.

Beatrice holder op med at gå i skole. Hun vil ikke møde nogen, hun kender, for alle har hørt om voldtægten.

”Jeg var meget skamfuld. Tænk at være en lille pige med sådan et problem,” beretter hun.

Ingen af hendes venner vil have noget med hende at gøre efter det, der er sket.

”Lad være med at være i nærheden af hende, hun er så ung, og hun kender til sex. Hun vil lære dig om det,” siger de til hinanden.

Florence Vemis bliver igen Beatrices redning, da hun ringer for at høre, hvordan det går.

”Du er ikke den eneste, det er sket for. Du er nødt til at vende tilbage til skolen. Det skal nok gå,” trøster hun.

I den følgende tid kommer Florence på besøg mange gange. De har lange samtaler om, hvad der er sket, og det hjælper. Med Florences hjælp vender Beatrice tilbage til skolen – og til livet.

”Hun gav mig mod til at tage ud og møde verden igen,” fortæller Beatrice.

I dag er det omkring et år siden, at Beatrice blev voldtaget. Selv om den nu 15-årige pige stadig kæmper hver eneste dag med følgerne af voldtægten, er hendes sag alligevel med til at give håb for andre kvinder rundt om i Liberia. Det var en af de få voldtægtssager, der førte til en dom sidste år. Den beviser over for alle, at mænd ikke ustraffet kan gøre, hvad de vil med kvinder.

”Jeg kan godt klare det – jeg giver ikke op så let. En dag i fremtiden bliver jeg læge,” siger Beatrice stolt.

Vi har ændret pigens navn for at beskytte hende. Oxfam Danmark kender hendes virkelige identitet

VI KÆMPER SAMMEN MED LIBERIAS KVINDER

• HOLDNINGER: Oxfam arbejder for at ændre sociale normer og holdninger til vold mod kvinder generelt i samfundet. For eksempel laver vi kampagner i radioen, arrangerer demonstrationer, og vi tager ud i de helt små lokalsamfund og hjælper kvinderne med at organisere sig, så de kan stå samme.

• UDDANNELSE: Vi laver kurser for offentligt ansatte som sygehuspersonale, dommere og politifolk, så de ved, hvordan de skal reagere, når de oplever vold mod kvinder.

• HJÆLP TIL OFRE: Piger og kvinder som Beatrice har brug for støtte. Vi hjælper dem med at bearbejde deres traumer og støtter dem hele vejen gennem retssystemet – og med at komme videre bagefter.

• POLITISK PÅVIRKNING: Oxfam er med til at bane vej for ny lovgivning på området. For eksempel var vi med til at få den tidligere præsident til at beslutte, at hustruvold skulle være kriminelt, og nu arbejder vi på at få gjort det til en permanent beslutning.

• DELTAGELSE: Vi arbejder for at få flere kvinder til at gå ind i politik, lige fra lokale byråd til parlamentet. Og vi støtter dem, der vælger at stille op, så de kan få en fair valgkamp på lige vilkår med mændene – blandt andet fordi vi ved, at kvindelige politikere støtter kvinder og kvinders interesser.