Forside / Nyheder / Ung sydsudaneser giver flygtninge en stemme
Artikel

Ung sydsudaneser giver flygtninge en stemme

17.12.2019

Af Naja Mammen Nielsen

John Jal Dak, Uganda
John Jal Dak, Uganda
Foto : Lotte Ærsøe

Når nødhjælpsapparatet af internationale organisationer rykker ud, er der som regel en nøje plan for, hvordan processerne skal gribes an. Men sjældent bliver flygtningene – særligt de unge – taget med på råd. Det forsøger en ungdomsorganisation i Bidi Bidi flygtningelejren at ændre på.

John Jal Daks engagement er drevet af en motivation af at give flygtninge en stemme. Han er selv flygtet fra Sydsudan til Uganda og fremfor, at lægge sit liv i andres hænder, har han taget initiativ til organisationen ”Youth Social Advocacy Team”, der styres af unge fra flygtningelejren Rhino Refugee Camp i Arua i det nordvestlige Uganda.

”Vi ved bedst selv, hvad vi har brug for, men alt for sjældent bliver de unge taget med på råd, på trods af, at vi udgør en stor gruppe i lejrene” fortæller han og tilføjer ”Kløften mellem ngo’er og unge flygtninge er alt for stor og de unge er overladt til at løse deres egne problemer og har ikke noget at tage sig til.”

John Jal Dak havde lige færdiggjort sin gymnasieuddannelse i Yei, da han måtte flygte over grænsen til Uganda. ”I 2014, da konflikten brød ud i Sydsudan, blev særligt de unge ofre for konflikten, både i Sydsudan, under flugten og i lejrene, hvor de blev samlet,” fortæller han. Alligevel føler John Jal Dak ikke, at de unge er bliver hørt, som han i stedet ser flakke omkring i lejrene med slukkede fremtidsdrømme, der alt for ofte ender med voldelige adfærd og konflikter.

I stedet for at se passivt til tog han initiativ til at starte et fodboldhold for de unge, men det skulle være mere end blot et fodboldhold. Det skulle også være et sted, hvor der kunne arbejdes med konflikthåndtering inde og udenfor banen og hvor de unge kunne få styrket deres kompetencer til selv at skabe en fremtid. Det viste sig hurtigt at blive en succes.

De farlige arters netværk

Før John Jal Dak kom til Uganda, havde han ikke nogen organisationserfaring eller begreb om, hvordan man starter og driver en organisation. Det var midlertidig ikke nogen hindring for at starte sit eget netværk, der i begyndelsen gik under navnet ”Dangerous Species network” (”De farlige arters netværk”), der referer til flygtninges status som en befolkningsgruppe, der ofte ikke får mulighed for at ytre sig.

Siden 2015 er organisationen nået ud til over 10.000 unge i Rhino Camp og hos lokalbefolkningen gennem deres programmer. Desuden er 250 unge blevet uddannet til fredsopbygningsambassadører. Deres vigtigste opgave er at fremme fredsopbygning i lejrene. Derudover har de taget initiativ til en årlig entreprenørskabskonkurrence. En konkurrence, der opfordrer unge til at komme med alternative ideer til, hvordan de kan skabe en indkomst udenom det eksisterende jobmarked, hvor deres chancer er meget begrænsede. Alt sammen er på de unges eget initiativ.

”Vi ønsker at repræsentere unge flygtninge og vise, at vi også er mennesker med drømme. Ligesom alle andre, ønsker de unge flygtninge at uddanne sig, få et job og tage sig af sig selv,” fortæller han.

I dag er Youth Social Advocacy Team en etableret organisation med flere ansatte, finansieret af internationale donorer og med et stort antal følgere på de sociale medier.

Udover at bestride direktørstillingen i organisationen studerer John Jal Dak udviklingsstudier og fredsopbygning på Bugema University i Arua. Sideløbende er han udpeget af UNHCR (FN’s flygtningeorganisation), som ungdoms flygtningeambassadør og repræsenterer de unge i lejrene ved Global Refugee Youth Consultations i Uganda. I den forbindelse har han talt ved flere internationale forsamlinger og er inviteret af Oxfam Danmark til at deltage i Global Refugee Forum i Geneve den 17.-18. november.