Unge rammes hårdt af stigende ulighed i Marokko

Uligheden stiger i Marokko, og det får en stadig større del af de unge marokkanere til at føle sig helt lukket ude fra samfundet. Det holder dem fast i en ond cirkel af arbejdsløshed, fattigdom og håbløshed.

”Unge som mig, der hverken har forbindelser eller penge, kan have nok så store drømme. Men det er kun, indtil vi møder virkeligheden og indser, at det bedste, vi kan håbe på, er et nogenlunde ordentligt og stabilt job,”konstaterer 21-årige Lamiae Ghandi, der allerede har opgivet sine drømme.

Hun kommer fra en lille landsby nogle timer fra storbyen Tanger. Hun var dygtig i skolen og myreflittig – gjorde alt det rigtige, som hun havde fået at vide var vejen ud af fattigdom. Indtil hun - efter at have bestået alle tests ogjobsamtaler med bravur - blev vraget til sit drømmejob, fordi hun ikke havde råd til at betale bestikkelse til ham, der stod for ansættelsen.

”I Marokko skal du kende nogen eller bestikke nogen for at få det, du ønsker dig,” siger hun mørkt.

Oplevelsen bekræftede den unge kvinde i, at samfundet er uretfærdigt. Og det var dråben, der fik hende til at opgive både drømmen om en karriere og ideen om at læse på universitetet.

”Hvis det alligevel ikke fører til noget, hvorfor skulle jeg så påføre mine forældre den belastning og det økonomiske afsavn, det vil være at lade mig læse videre?” spørger Lamiae trodsigt. I stedet har hun lagt drømmene til side og besluttet at føle sig heldig over at have fundet et fast, stabilt job som ufaglært på en tøjsorteringsfabrik i Tanger.

Lamiae Ghandi er desværre langt fra den eneste unge marokkaner, der har fået sine drømme knust under den allestedsnærværende ulighed, som eksploderer i Marokko i disse år.

Mens en lille elite bliver rigere og rigere, lever 1,6 millioner marokkanere i fattigdom, og mindst lige så mange er i konstant risiko for at ryge derud. Samtidig mangler staten penge, så hospitaler, skoler, veje og de fleste andre offentlige institutioner bliver systematisk udsultet. Resultatet er, at mange – især unge – marokkanere er ved at miste håbet om, at det nogensinde bliver bedre.

Folk Vågner op

Fouad Abdelmoumni er 61 år og en af Marokkos mest kendte menneskerettighedsaktivister.

Han har kæmpet for udsatte gruppers rettigheder det meste af sit liv, været anholdt et utal af gange og tilbragt i alt fem år af sit liv i fængsel. Alligevel er han aldrig holdt op med at råbe op om den katastrofale forfatning, som Marokkos uddannelsessystem er i, og de dårlige forhold for marokkanske kvinder. Lige nu er det især kampen mod ulighed, der optager ham:

”Det er altid svært at leve i fattigdom, men uligheden forværrer det, fordi det giver de fattigste en følelse af også at være diskrimineret og set ned på af deres egne landsmænd. Store dele af befolkningen føler sig ekskluderet; de oplever, at magthaverne er fuldstændig ligeglade med den desperate situation, de befinder sig i,” siger han.

Videnskaben har i andre sammenhænge vist, at en opvækst som medlem af den globale overklasse giver meget høj selvtillid, som smitter af på andres opfattelse af én.

Men ifølge Abdelmoumni er det kun i ringe omfang lykkedes for overklassen i Marokko at retfærdiggøre sine privilegier med argumenter om egen dygtighed, kreativitet og arbejdsomhed.

De fleste marokkanere opfatter i stedet rigdom som et resultat af tildelt magt og mulighed. Og det giver mindre og mindre mening for landets fattigste, at formuerne er samlet i hænderne på nogle få.

”Tidligere har marokkanerne ikke sat spørgsmålstegn ved uligheden i samfundet, men flere og flere gør i dag opmærksom på det og protesterer mod det uretfærdige i, at nogle må leve i fattigdom, mens andre har til overflod. Nogle reagerer med protester og vrede. Men hos alt for mange bliver det i stedet til manglende selvtillid og tro på, at deres bidrag betyder noget,” forklarer han.

Arbejdsløsheden i Marokko er officielt på ti procent, men andre tal viser, at mindst 50 procent af de unge lige nu hverken har arbejde eller er under uddannelse. Dertil kommer, at langt de fleste arbejder i den uformelle sektor, hvor de hverken kan regne med minimumsløn, ordentlige arbejdsvilkår, sygesikring eller sikkerhed i ansættelsen.

”Hvis vi havde brugt de sidste ti år på at skabe udvikling for alle marokkanere i stedet for at tillade de rigeste at malke systemet, havde Marokko i dag tilhørt gruppen af øvre middelindkomstlande, hvilket ville have gjort både rige og fattige mere velstående og lykkelige,” fastslår Fouad Abdelmoumni.

Det gør Oxfam

• Oxfam samarbejder med en række marokkanske organisationer om at hjælpe udsatte unge til indflydelse og job. Det sker blandt andet som del af Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram, finansieret af det danske udenrigsministerium.

•  Vi støtter også unge i Tunesien, Egypten, Jordan og Marokko. Vi er med til at styrke organisationer, der kæmper for muligheder, frihed og lighed for udsatte grupper.

• I Marokko går støtten blandt andet via ngo’erne Casal Dels Enfants, Amal Al Mansour og Tazghart.

Små skridt

Netop kampen mod ulighed står helt centralt i Oxfams arbejde i Marokko med unge og i den indsats, vi siden 2018 har ydet som del af Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram.

Her oplever vores partnere hver dag, hvordan det påvirker børn og unge at vokse op i skyggen af uligheden. En af dem er Bouchra El Ouahabi, der er programmedarbejder i organisationen Feminist Union Action, som samarbejder med Oxfam om at hjælpe udsatte unge i gang med et arbejde.

”Af og til hører jeg fra de virksomheder, vi samarbejder med, at unge mennesker i dag er dovne og uden ambitioner. Selvfølgelig er de ikke det! Men mange af dem er vokset op på bunden af samfundet, som tabere i det store lotteri. Det, de lærer fra andre og ganske tidligt selv erfarer, er, at de altid vil komme bagerst i køen. At lige meget hvad de gør, og hvor hårdt de prøver, så vil de blive overhalet af folk, der kommer med den rigtige baggrund og de rigtige forbindelser,” forklarer hun.

Bouchra El Ouahabi er ofte den første, de unge møder, når de henvender sig for at få hjælp til at finde et arbejde. Mange af dem er opgivende og generte, selvudslettende og ydmyget af en endeløs række af nederlag og afslag. Og når de endelig får chancen hos en arbejdsgiver, har de svært ved at gribe den, fordi de har mistet troen på sig selv. Andre opgiver at dygtiggøre sig eller gennemføre en uddannelse, fordi de oplever, at nok så mange diplomer og gode karakterer alligevel ikke giver mennesker som dem det job, de drømmer om.

”Vi førsøger at klæde dem på til at få et rigtigt job. Vi lytter til dem og tager den tid, det kræver, at lære dem at kende og finde ud af, hvad de faktisk har af ressourcer og kompetencer,” fortæller Bouchra El Ouahabi.

Det overordnede formål med Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram er at styrke demokratiske kræfter og bidrage til en fredelig og stabil region – blandt andet ved at hjælpe de unge til indflydelse og beskæftigelse.

I Marokko sker det konkret ved at støtte og samarbejde med lokale partnere som Feminist Union Action, der på forskellig vis hjælper udsatte unge til at blive en ligeværdig del af samfundet, støtter dem i deres søgen efter et stabilt arbejde med ordentlige arbejdsbetingelser og giver dem troen tilbage på, at deres meninger, holdninger og bidrag er vigtige og har værdi. Alt sammen små, men vigtige skridt i den rigtige retning.

”Der er uendeligt meget at tage fat på i kampen mod ulighed i Marokko,” konkluderer den 61-årige menneskerettighedsaktivist Fouad Abdelmoumni.

”Men jeg er håbefuld. Nye generationer kommer til, og de sætter spørgsmålstegn ved den fordeling af magt og rigdom, de ser omkring sig. De accepterer ikke status quo, og jeg synes, der er tegn på, at systemet forandrer sig,” slutter han.

Ulighed i Marokko

• I 2013 var uligheden i Marokko 39,5 målt på Gini-skalaen. I 2013 scorede Danmark 28,5 og et af verdens mest ulige lande, Sydafrika, lå på 63.

• 1,6 millioner marokkanere lever i fattigdom, mens to af deres landsmænd optræder på Forbes' liste over verdens rigeste med en formue på 27 milliarder kroner.

• Arbejdsløsheden er officielt på ti procent, men andre tal viser, at halvdelen af de unge hverken har arbejde eller er under uddannelse.

• Mænd og kvinders muligheder er meget ulige. 41 procent af Marokkos kvinder er analfabeter. Det samme gælder for 22 procent af mændene.