Vi skal skabe en økonomi, der sætter mennesker og planet før profit

Kronik, udgivet i Politiken, d.23/9 2023

Vi har brug for at kunne se en vej ud af de mange kriser, som vi står overfor. Klimakrisen, ulighedskrisen og trivselskrisen hænger alle sammen. Men vi løser det kun, hvis vi tør tage et opgør med den nuværende økonomi, der sætter vækst og profit over mennesker og planet.

Vores forbrug, produktionsform og levevis, som vi bla. har bygget vores samfund på i Danmark og mange andre industrialiserede lande, har store konsekvenser for både os selv og kloden. Det står efterhånden tydeligere og tydeligere frem – særligt med en sommer, der var den varmeste nogensinde med massive brande, oversvømmelser og tørke til følge.

Klimakrisen accelererer i sådan en fart, at det tager pusten fra enhver politiker, der gang på gang kommer med utilstrækkelige løsninger og forhåbninger om teknologiske vidunderløsninger. Og befolkningens mentale helbred er presset ud i en følelse af tomhed med øgede krav om at være produktive på alle tider af døgnet. På globalt plan lever næsten halvdelen af befolkningen i fattigdom, og den rigeste elite stikker fra alt og alle ud i egne rumfartøjer.

Kravet om konstant vækst og afkast på kapital har ført os og det økonomiske system, vi lever under, ind i en spiral, hvor vi fortsætter med at jagte en vækst, der er større, hurtigere og mere profitskabende. Vi udvinder og afbrænder fossile brændstoffer i et omfang, der eskalerer klimakrisen yderligere, hvor skove bliver fældet for at opretholde og øge vores landbrugsproduktion, og hvor store områder i Afrika og Mellemøsten er udsat for så store klimaforandringer, at vi ikke længere taler om tørke, men om ørken.

Derfor er vi nødt til at tage et opgør med den klassiske økonomiske tankegang. Vi skal indrette en økonomi, der sætter mennesker, trivsel og klima først – og i særdeleshed over vækst og profit. Hvor det ikke er mennesker og planet, der skal tjene en økonomisk vækst, men økonomien, der skal understøtte og tjene menneskers trivsel og regenereringen af natur og miljø. Hvor det er de planetære og menneskelige grænser, der sætter rammerne for økonomien.

Det er ikke umuligt. Men lad os være ærlige; det bliver svært.

Klimakrisen hænger sammen med ekstrem ulighed

Klimakrisen er helt entydigt skabt af de tidligt industrialiserede lande. Historisk, siden år 1752, har Afrika, Latinamerika og Oceanien hver stået for 3 pct. af drivhusgasudledningerne, mens USA og Europa tilsammen har stået for 62 pct.

Oxfam har også vist, at de 1 pct. rigeste mennesker står for 15 pct. af de udledninger, der kan tilskrives forbrug, mens den fattigste halvdel af verdens befolkning kun står for 7 pct.

Men det er fattige mennesker i udsatte lande, der rammes langt hårdest, og ikke har ressourcerne til at modstå klimaforandringerne.

Derfor har de rige lande et særligt ansvar.

Og Danmark er langt fra et foregangsland. En gennemsnitsdansker udleder cirka fire gange flere drivhusgasser, end hvad der er bæredygtigt, hvis verden skal holde sig under 1,5 graders stigning.

Og vi ved det godt. Vi ved godt, at klimaforandringerne allerede har store konsekvenser – ikke kun i det globale syd, men også i Europa med ekstreme vejrbegivenheder og mangel på vand. Men det er så umådeligt svært at se den fuldendte løsning på.

For hvad skaber velstand? Det er vel sagtens mere end vækst i BNP.

Før den neoliberale økonomiske tidsånd tog over i 1980erne, var der allerede tanker fremme om andet end vækst. Allerede i 1968 sagde Robert Kennedy, at det er meningsløst kun at fokusere på væksten i BNP, fordi ”det måler alt, undtagen det, der er vigtigt for os som mennesker”.

Den økonomiske model, der har domineret i verden de seneste 40 år har på den ene side skabt en enorm vækst, der bla. har bidraget til at trække millioner af mennesker ud af ekstrem fattigdom. Men modellen har fastholdt et system, hvor ressourcer flyttes fra de fattigste lande til de rigeste lande, hvor vores billige varer i Danmark bygger på lave lønninger og usle arbejdsforhold i resten af verden, hvor vi udvinder råstoffer i Afrika under umenneskelige forhold for at skabe fundamentet for vores fortsatte vækst. Det er den virkelighed, som flere og flere afrikanske lande og mellemindkomstlande siger fra overfor. De vil ikke længere være afhængige af den økonomiske model, som Vesten har etableret.

Men på trods af den enorme rigdom, der er skabt i verden, så er der ifølge Verdensbanken fortsat næsten halvdelen af verdens befolkning, der lever i fattigdom. Det skyldes en ekstrem ulige fordeling af ressourcerne. Over de seneste 40 år er forskellen mellem rig og fattig steget markant i de fleste lande. Forskellen mellem hvad direktøren tjener i forhold til gennemsnitsmedarbejderen i en virksomhed er steget fra 7,7 gange højere i 2002 til 20,2 gange så meget i 2016 i Danmark. Og i USA er det endnu mere ekstremt. Her var forskellen i 2021 670 gange.

Samtidig har vi over de seneste årtier oplevet, at formuerne koncentreres på færre og færre hænder, som bla. den franske topøkonom Thomas Piketty har påvist. I Danmark ejer den rigeste 1 pct. af befolkningen 25 pct. af al formue. Og globalt ejer de 1 pct. rigeste 40 pct. af al formue.

Når en større og større del af befolkningen ikke får del i verdens velstandsstigninger, så øger det polariseringen. Eliten får mere og mere magt – både økonomisk og politisk – og flertallet føler sig overset og overhørt.

Og det er givetvis også en af medårsagerne til, at store dele af befolkningerne i de rige lande er ved at gøre oprør. De mister tilliden til eliterne og deres økonomiske system, som ikke kommer dem til gavn.

Re-lancering af bæredygtighedsbegrebet

Vi er vant til at tænke, at vi kan producere os ud af kriserne. Arbejde mere, hurtigere og mere effektivt for at skabe mere vækst og velstand. Det har i Danmark og mange andre velstående samfund ført til en trivselskrise. Arbejdspresset stiger sammen med meningsløsheden med det hele. Alle, og særligt de unge, skal performe på mange parametre - både karriere, livsstil, udseende og generel livssucces.

Men vi har også set et stigende opgør mod det traditionelle billede af et arbejdsliv. Nogle eksperimenterer med at skabe et selvforsynende familieliv på landet, andre går selvstændigt med langt mere fleksible arbejdsvilkår, 4-dages arbejdsuger, selvbetalt orlov, tænke-pauser og i det hele taget tester nye måder at indrette sin hverdag på, hvor et konstant effektiviserende arbejdsmiljø ikke er omdrejningspunktet.

Vi har selvfølgelig til gode at se, om dette så også hjælper på trivslen. For hvis det generelle samfund, de politiske beslutninger, økonomien og arbejdsmarkedet ikke er med, så bliver det svært.

I maj holdt Europa-Parlamentet en tre-dages konference med mere end 2.000 deltagere under navnet Beyond Growth. Som navnet antyder, så handlede det om, hvad der kommer efter væksten, og hvordan vi indretter en verden, hvor vi lægger forældede vækstmodeller i graven.

Og for nylig udkom de socialdemokratiske rådgivere Rune Baastrup og Bjarke Dahl Mogensen med bogen ’Efter Festen’, der netop italesætter behovet for nulvækst, og som skriver: ”Politikerne er nødt til at skabe nye fortællinger om samfundet, hvor alle vækstmål er erstattet med mål for naturen og det gode liv.”

Et godt sted at begynde vil være at udvikle et trivselsindeks for mennesker og miljø inspireret af FN’s verdensmål som en erstatning for at måle BNP. Måling af trivsel og miljø skal have større vægt end måling af vækst i økonomien – fordi det er vigtigere og måler, hvad der virkelig betyder noget for os mennesker.

Et konkret eksempel er, at BNP ikke måler værdien af vores omsorgsarbejde, når vi drager omsorg for børn, syge og ældre i familien. Det kan og skal ikke måles som en konkret økonomisk værdi, men vi bør have mål, der afspejler og fremmer de menneskelige værdier, som vi ønsker, skal understøtte vores samfund, og som ikke meningsfuldt kan sættes ind i en økonomisk ligning.

Sat på spidsen så tillægger vi i den eksisterende model penge mere værdi end vores egne børn. Ansatte i finanssektoren får astronomiske lønninger for at passe på vores penge, mens de pædagoger, der passer vores børn spises af med nogle af de laveste lønninger.

Vi er også nødt til at indse, at mennesket ikke er uafhængigt af naturen. I flere hundrede år har vi set naturen som en ressource. Altså noget vi kan udnytte og udpine, og som er afkoblet fra mennesket. Men naturen og planeten sætter grænser for vores handlinger. Denne forståelse skal vi genfinde. Selvom væksten bevæger sig mod at være mindre sort og mere grøn, så kan vi ikke vækste os til en grøn fremtid, hvis også verdens fattigste skal have en retfærdig del i ressourcerne. Den grønne omstilling kræver ufattelige mængder af planetens råstoffer og mineraler. Vi har kun én planet – Jorden – og vi skal passe på den, for at den også kan skabe grundlaget for menneskehedens liv om mange hundrede år.

I virkeligheden er det faktisk det, der oprindeligt var tænkt med begrebet bæredygtig udvikling. I Brundtland-rapporten fra 1987 står ”En bæredygtig udvikling er en udvikling, som opfylder de nuværende behov, uden at bringe fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov i fare”. Hvis alt det, vi kalder bæredygtigt i dag, bare levede op til den definition, så ville vi være langt. Men noget tyder på, at verden har vendt det blinde øje til den sidste del af sætningen.

Hvis vi i højere grad værdsætter og værdiansætter både miljø, klima og trivsel, så vil menneskene formentlig få det bedre. I vores del af verden skal vi gentænke behovet for yderligere materielle goder. Produktionen og forbruget af dem er ikke bæredygtigt. Det gælder fx den globale reklameindustri, der søger at øge forbrug og salg, men ikke skaber nogen egentlig værdi for mennesker. I stedet for at konstruere produkter med en kort levetid, så der kan sælges nye produkter, så skal vi sikre længere levetid og mulighed for reparation og opgradering af produkterne.

Modsat skal vi investere i trivsel og omsorg. Omsorg for gamle, syge og børn har ikke et stort klimaaftryk eller anvendelse af andet end menneskelige ressourcer.

En økonomi for mennesker

I Oxfam kæmper vi for et mere retfærdigt samfund, hvor alle har lige muligheder, og hvor både ulighed i økonomi, i klimaaftryk og mellem kønnene er markant mindre. Og hvor vi sætter menneskers trivsel i centrum for den måde, vi skal indrette samfundet på.

Vi har ikke en færdig model. Men vi kan se, at verden over udvikler klimaaktivister, feminister og oprindelige folk tanker og modeller for, hvordan vi kan indrette samfundet bedre. Folk kæmper for en bedre fordeling af ressourcerne og et opgør med den økonomiske elites tag om det politiske system. Nogle kalder det ’well-being economics’, andre taler om en ’dougnut økonomi’.

Men vi har også brug for mere regulering. At turde tage et opgør med vækst-regimet. At se ud på den anden side af vækst i den rige del af verden og sætte bæredygtighed for mennesker og planet i centrum.

Meget lidt har ændret sig i verden alene ud fra at appellere til folks gode vilje. Og den nuværende model, hvor vækst og profit definerer beslutningerne, er ved at bringe os ud i et klimakollaps og en global ulighedskrise. Vi er nødt til at sætte grænser for økonomien for at skabe adfærdsændringer og ændre produktion og ressourceforbrug i den rigeste del af verden og dermed samtidig give plads til, at lavindkomstlandene kan øge velstanden.

Ja, det bliver svært. Og ja, særligt de rigeste i verden – som danskerne – med det største klima- og ressourceaftryk skal skrue ned for forbrug og klimabelastning. Det gælder både direktøren i Rungsted og arbejdsmanden i Randers. Fordi det særligt er de rigeste på verdensplan, der har et enormt ressourceforbrug og klimaaftryk, skal vi gå i kødet på klimakrisen og ulighedskrisen samtidig. Vi skal omfordele ressourcer og velstand og indføre højere skatter på forurening, så forurenerne kommer til at betale. Og vi skal kompensere de mange, der allerede nu bliver ramt af klimakrisen, sådan at de får bedre muligheder for et værdigt liv med basale goder og muligheder.

Grønne skatter, investeringer og klimatiltag skal tænkes sammen med omfordeling og reduktion af ulighed. Ellers skaber vi mere modstand mod den grønne omstilling.

Det kræver et fundamentalt opgør med både de samfundsmodeller, vi har, og de tankemønstre, de bygger på. Sammen skal vi finde frem til nye løsninger for, hvordan vi kan regulere og styre økonomien og samfundet til gavn for de mange, i balance med natur og miljø. Og vi skal acceptere, at det kommer til koste for verdens rigeste lande og befolkninger.