COP30 er ramt af den samme dynamik, som den grønne omstilling i Danmark: Lavindkomstlande og lavindkomstfamilier vil ikke samle regningen op for de mest privilegerede, der står for langt størstedelen af CO2-udledningerne. 

af Lars Koch, generalsekretær i Oxfam Danmark. Indlægget er bragt i Altinget d. 20. november 2025.

Lige nu er et af de hidtil vigtigste klimatopmøder – COP30 – i gang i Brasilien, hvor verdens ledere blandt andet skal finde løsninger på, hvem der skal betale for klimakrisen. 

COP30 er ramt af den samme dynamik, som den grønne omstilling i Danmark: Lavindkomstlande og lavindkomstfamilier vil ikke samle regningen op for de mest privilegerede, der står for langt størstedelen af CO2-udledningerne.

Hvis topmødet skal blive en succes, kræver det, at de rige lande, herunder Danmark, vil finde penge til at kompensere de fattigere lande og mennesker, der bliver ramt af klimakrisen, men selv har minimale CO2-udledninger.

Det gælder for eksempel Oxfams samarbejdspartnere, jeg har besøgt i det nordlige Kenya, hvis dyr er døde, fordi der havde været tørke i fem år. Deres livsgrundlag er ødelagt, og de skal have kompensation for deres tab og hjælpes til at omstille sig.

Hvis ikke de rige lande finder de mange hundrede milliarder dollars, der skal til i kompensation og tilpasning til den skade, vi har forvoldt, så vil de fattigere lande ikke være med i aftaler på COP30.

Historien er den samme i Danmark

På samme måde er klimakampen i Danmark udfordret af, at mange af de grønne tiltag ikke tager hensyn til, hvem der skal løfte regningen.

Det er både rimeligt og på tide, at de største forurenere betaler mere globalt og i Danmark.Lars Koch
Generalsekretær, Oxfam Danmark

Hvis grøn omstilling primært er rige investorer, der laver grøn energi i yderområderne i Danmark, uden at lokale familier har medbestemmelse og del i udbyttet, så får vi modstand mod den nødvendige omstilling.

I Danmark udleder en person fra den rigeste top én procent otte gange mere CO2 end en person fra den fattigste halvdel af befolkningen, viser vores nye analyse. Mens en person fra den rigeste 0,1 procent udleder 33 gange så meget.

Globalt har Oxfam også dokumenteret, at en person fra den rigeste 0,1 procent af verdens befolkning udleder mere CO2 på én dag end en person fra den fattigste halvdel af verdens befolkning gør på et helt år.

I lang tid har klimadebatten fokuseret på den enkelte families spaghetti med kødsovs og affaldssortering, men det er ikke dét, der er problemet. Problemet er de superriges livsstil med hyppige flyrejser, flere biler og store huse.

Det er altså helt afgørende, at verdens ledere finder løsninger, der får de rigeste til at leve mere klimavenligt og løfte deres del af regningen.

Eller som den brasilianske præsident Lula sagde i sin COP-tale tidligere på ugen, hvor han refererede til Oxfams globale tal: ”Det er rimeligt at forlange et større bidrag fra den gruppe.”

Det er både rimeligt og på tide, at de største forurenere betaler mere globalt og i Danmark. Men det kræver politiske tiltag.

Dem med mest ansvar skal tage regningen

Det skal koste mere at flyve – jo mere du flyver, desto mere skal det koste. Der skal indføres en skat på olieselskabernes enorme overskud.

Og der bør indføres en formueskat, hvor pengene kan bruges til klimafinansiering de steder i verden, der bliver ramt hårdest af klimaforandringerne. En formueskat på ét procent af nettoformuer over 15,5 millioner kroner kan for eksempel indbringe 11 milliarder kroner årligt.

En succes på klimatopmødet COP30 og en fortsat folkelig opbakning til grøn omstilling i Danmark kræver, at det er de rige forurenere, der løfter regningen i stedet for at sende regningen til dem, der har mindst ansvar for klimakrisen.