Den økonomiske ulighed er en voksende trussel mod demokratiet. Vi kan se i USA, hvilken konsekvens det får, hvis milliardærer får frit spil. Vi må fremtidssikre det danske demokrati mod den stigende ulighed, mens vi stadig har tiden.

Af Rune Møller Stahl, ulighedsanalytiker, Oxfam Danmark. bragt i Politiken d. 23. januar 2026.

Det var et dystert billede, der blev tegnet, da en ekspertgruppe under G20 i november skulle gøre status over verdens ulighed. I spidsen stod nobelprismodtageren Joseph Stiglitz. I deres rapport beskrev de, hvordan uligheden i fordelingen af formuer accelererer i faretruende grad.Siden årtusindskiftet er hele 41 procent af væksten i formuer tilfaldet den rigeste procent, mens den nederste halvdel kun fik 1 procent.

Det fik ekspertgruppen til at udråbe situationen som en ’inequality emergency’ – en uligheds-nødtilstand.

Siden er udfordringen kun vokset sig større. Hvert år i januar udgiver Oxfam International en status over den globale ulighed. I vores årlige rapport om status på den globale ulighed kan vi se at 2025 blev endnu et rekordår for verdens allerrigeste, hvor de største formuer voksede yderligere.

Verdens dollar-milliardærer kunne se deres formuer stige med 2.500 milliarder dollar, og verdens 12 rigeste, sidder nu på en lige så stor formue som den fattigste halvdel af verdens befolkning.

En sådan ubalance i økonomisk magt, stiller os over for en helt ny situation. Vi er vant til at betragte ulighed som et socialpolitisk problem. Det handler om fattigdom, dårlige levevilkår og kampen for lige muligheder. Og det er der god grund til at tage dette alvorligt. Men det står i stigende grad klart, at ulighed ikke kun er et socialt problem – det er også en trussel mod vores demokrati. Når formuer koncentreres på få hænder, kommer de demokratiske institutioner under pres. En ulighedskrise, bliver til en krise for demokratiet.

Vi lever i en tid, hvor demokratiet i stigende grad er truet af autoritære kræfter. De sidste 20 år er andelen af jordens befolkning, der lever under autokratiske styrer, steget med 50 procent. På tværs af verden ser vi, at selv lande med stærke demokratiske traditioner, kan komme under pres.

Denne globale demokratikrise har selvfølgelig mange årsager, men en af de væsentlige er den stigende ulighed. Meget forskning fra de seneste år peger på, at ulighed destabiliserer demokratier og øger risikoen for, at demokratier går under.

I en analyse af samtlige tilfælde af demokratisk erosion i de sidste 25 år viser de amerikanske politologer Susan Stokes og Eli Raug, at ulighed er en af de stærkeste faktorer til at forklare demokratiske tilbageskridt, og at lande med høj ulighed har op til syv gange større risiko for at opleve at demokratiet går under.

Jo mere ulige indkomstfordelingen er i et demokrati, jo højere er risikoen for at vælge en regeringschef, der undergraver demokratiet. Selv etablerede demokratier som USA er sårbare, hvis uligheden stiger.

Der er især to mekanismer, som gør, at den økonomiske ulighed skader demokratiet.

Den første handler om eksklusion og marginalisering og den politiske desillusion, der følger med. Den stigende afstand mellem top og bund har betydet, at store grupper føler sig politisk fremmedgjort – unge, der ikke kan finde arbejde, arbejdere, der ser fabrikken lukke, eller indbyggere i udkantsområder, der i stigende grad føler sig koblet af den økonomiske udvikling.

Den øgede ulighed betyder en faldende tillid til demokratiske institutioner og øget politisk polarisering. Denne politiske fremmedgørelse er en signifikant drivkraft i en stigende opbakning til anti-demokratiske bevægelser på tværs af kloden.

Her i avisen kunne Michael Bang Petersen berette om, at en stigende vælgergruppe føler sig så politisk desillusioneret, at de er drevet af et simpelt ønske om at ’se verden brænde’ og er parate til at stemme for en hvilken som helst politisk figur, der kan tilbyde dette.

Der findes næppe et tydeligere eksempel på konsekvenserne ved milliardærers indflydelse end den nuværende situation i USA

Det er dog ikke kun hos de dårligst stillede, den økonomiske ulighed slår igennem som et demokratisk problem. Hvis vi skal forstå det demokratiske tilbageslag, er vi i lige så høj grad nødt til at kigge mod toppen af samfundspyramiden.

Her har vi i de seneste år set en stigende grad af politisk aktivisme fra verdens allerrigeste. Det handler om politiske donationer, hvor vi i 2024 så, at blot hundrede milliardærfamilier brugte 2,6 mia. dollars til at påvirke valgene til præsident eller kongressen i USA – en sjettedel af samtlige politiske donationer. Eller det handler om lobbyisme, hvor vi f.eks. ser, hvordan erhvervsinteresser dominerer adgangen til politikerne i EU-institutionerne i Bruxelles.

Milliardærer påvirker ikke bare politik fra skyggerne, de har i stigende grad også en del af den direkte politiske magt. Ny forskning viser, at 11 procent af verdens milliardærer har eller har haft et politisk embede – og her tæller der endda ikke dem med, der blev milliardærer via deres embeder. Det betyder, at milliardærer har tusinder af gange større sandsynlighed for at få politisk embede sammenlignet med almindelige mennesker.

Der findes næppe et tydeligere eksempel på konsekvenserne ved milliardærers indflydelse end den nuværende situation i USA. Ikke bare Donald Trump selv har en baggrund som milliardær, men hans regering har den højeste koncentration af milliardærer og mangemillionærer i amerikansk historie.

Når Trump ønsker at overtage Grønland, er det også drevet af direkte økonomiske interesser fra rigmænd i hans indercirkel. Den mest tydelige opbakning fik Trump fra verdens rigeste mand, Elon Musk, der brugte næsten 300 millioner dollar på, at få Donald Trump valgt og yderligere millioner på at intimidere kritikere gennem finansiering af politiske udfordrere.

Musk blev til gengæld belønnet med en politisk toppost som leder af DOGE departementet, der fik udstrakte beføjelser til at skære overalt i de offentlige budgetter, mens han gennem firmaer som SpaceX fik lukrative regeringskontrakter. For Elon Musk, der i skrivende stund har en anslået formue på 780 milliarder dollars, udgør den slags politiske udgifter ikke engang en afrundingsfejl i hans samlede økonomi.

Det er dog ikke kun i USA, at milliardærer udøver indflydelse – især når det handler om magten over mediebilledet.

På den globale scene har milliardæren Rupert Murdoch opbygget et privat medieimperium. Det har betydet, at han har kunnet udøve massiv indflydelse over britisk politik gennem årtier – og via Fox News også haft afgørende effekt på amerikansk politik. I Frankrig har milliardæren Vincent Bolloré i de seneste år opbygget et medieimperium, som han aktivt bruger til at støtte sine politiske præferencer – herunder Le Pen, AfD og Vladimir Putin.

Verden over har 7 ud af de 10 største medieselskaber firmaer milliardærejere, selv når vi ikke medtager de store sociale medieplatforme som X og Meta.

Alle ovenstående eksempler er ikke bare tilfældige, men de er eksempler på en ny generel trussel mod demokratiet. Denne form for magt, som er koncentreret hos de rigeste, er traditionelt blevet beskrevet som oligarki – et ord som vi ser flere og flere steder i debatten i disse år.

Den amerikanske politolog Jeffrey Winters definerer i sin bog Oligarchy fra 2009 et oligarki som en situation, hvor den rigeste del af befolkningen ikke blot har kontrol over økonomiske ressourcer, men også er i stand til at mobilisere politiske ressourcer til at forsvare deres velstand. Oligarkier adskiller sig fra andre former for elitestyre ved at være baseret på et materielt fundament af ressourcer, som er uafhængigt af den statslige magt.

I løbet af det 20. århundrede vænnede vi os til, at den væsentligste trussel mod demokratiet var totalitarisme. Det vil sige en situation, hvor staten besidder for meget magt i forhold til civilsamfundet og dermed kan undertrykke befolkningen.

Men den situation, vi står i nu, er, at truslen mod demokratiet også kan komme udenfor staten, i form af massive formuer. Denne form for økonomisk magt er, i modsætning til den politiske magt i staten, ikke underlagt nogen demokratisk kontrol. Jeff Bezos har f.eks. den ultimative kontrol over, hvordan millioner af arbejdere tilrettelægger deres daglige liv verden over gennem vagtplaner og reglementer. Som ejer af medier som Washington Post kan han også bestemme, om de skal kritisere eller støtte dette eller hint politiske parti.

Vi er vant til at se denne form for økonomiske magtudøvelse, som irrelevant for politik. I vores traditionelle opfattelse bør økonomi og politik være adskilt, og vi tænker derfor også, at de må være det i praksis. Men denne grænse er langt mere porøs, end vi tror. Og hvis vi først tillader, at den nedbrydes, kan det være meget svært at rette op på igen.

Koncentrationen af økonomiske ressourcer, som vi ser nu, gør det meget svært at stoppe. Der er simpelthen så mange større ressourcer koncentreret hos disse rigmænd, at det langt overgår de ressourcer, som partier, civilsamfundsorganisationer eller andre politiske aktører råder over.

Selvom problemet har fået ny aktualitet, er koncentration af økonomisk og politisk magt hos de rigeste ikke en ny problemstilling.

Igennem hele den vestlige tænknings historie har ulighed været et helt centralt tema. Tænkere fra Platon over Thomas Hobbes til Adam Smith har været ekstremt kritiske overfor høj økonomisk ulighed.

Det handlede sjældent om nogen særlig bekymring for de fattigste eller en ide om retfærdighed i fordelingen af goderne – tværtimod blev det set som et uforanderligt livsvilkår, at der var forskel på folk, og at hovedparten af befolkningen levede i fattigdom. Når der var kritik af ulighed, handlede det snarere om denne fare, som for store former for private koncentrationer af velstand kunne udgøre for den politiske orden.

Derfor spillede spørgsmålet om at begrænse den økonomiske elites magt en hovedrolle i de antikke republikker og demokratier. Eksempelvis kunne borgere i Athen bortvises fra byen, hvis de ansås som trusler mod demokratiet. Ligeledes indførte Rom nogle hundrede år senere folketribuner, valgt af underklassen, der kunne nedlægge veto mod det elite-dominerede senat.

Vi har en tendens til at forestille os, at Danmark er immun overfor de tendenser, vi ser i udlandet. Men det er en farlig antagelse. Selvom Danmark stadig er et relativt lige land, har uligheden været støt stigende gennem 35 år.

Især når det handler om formue, har forskellen på top og bund længe været ekstremt stor. En person fra den rigeste procent har en formue, der i gennemsnit er 500 gange større end en person fra den fattigste halvdel. De rigeste familier har private formuer, der tælles i hundreder af milliarder kroner.

Og der er også bekymrende tegn i forhold til penge i politik. Magtudredningen kan beskrive, hvordan lobbyistbranchen i de sidste år har fået en øget indflydelse på det politiske system i Danmark og udgør et ’rockwool lag’ mellem politikere og befolkning’. Det stigende antal policy professionelle kommer ofte fra embedsværket og den politiske verden, hvor de kan gå direkte fra at regulere et område til at arbejde for firmaer, der agerer på området.

Selvfølgelig bruger de rigeste familier nogle af deres penge på at påvirke samfundet til deres egen fordel. Et klart eksempel på denne indflydelse er netværket ’Vækst i Generationer’, der er stiftet af nogle af Danmarks rigeste erhvervsfamilier for at påvirke beskatningen af generationsskifte i virksomheder. I 2024 fik de gennemført en central del af deres dagsorden, da bo- og arveafgiften for generationsskifte blev sænket fra 15 procent til 10 procent – en ændring, der især gavner samfundets absolutte top.

Truslen mod det danske demokrati er endnu ikke på det niveau, som vi ser i USA eller andre lande. Men hvis vi skal fremtidssikre demokratiet, er der brug for at gribe ind nu.

Derfor er der brug for at regulere penge i politik. Tidligere er vores mangel på gennemsigtighed, når det gælder penge i politik, blevet kraftigt kritiseret af Europarådet, der placerede Danmark i bunden sammen med lande som Malta og Albanien, når det handler om regulering af politiske bidrag. Der er brug for fuld åbenhed om politiske bidrag, og lukning af huller som erhvervsklubber, der fungerer til at skjule hvor politiske bidrag kommer fra.

Der er brug for et lobbyregister, der kan klarlægge, hvem der udøver indflydelse, og der er brug for karensperioder for politikere og embedsmænd for at begrænse svingdøren mellem politik, erhvervsliv og lobbyisme. Væsentligst er det dog, at man går direkte ind og begrænser den stigende koncentration af formuer i toppen af samfundet. Et forslag kunne være en formueskat på 1procent af formuer over 20 millioner, der ville være målrettet de 1 procent største formuer. En sådan skat ville ikke ramme flertallet af danskere, men sætte en bremse på milliardærformuerne

En formueskat kan være den bedste forsikringspolice for demokratiet. Den amerikanske højesteretsdommer Louis Brandeis sagde det meget godt for et århundrede siden, da han så på den store økonomiske ulighed i den såkaldte Gilded Age: »Vi kan have demokrati i det her land, eller vi kan have stor rigdom koncentreret i hænderne på de få – men vi kan ikke have begge dele«.

I Danmark kommer vi snart til at stå overfor et lignende valg, hvis ulighederne fortsætter med at stige. Spørgsmålet er om vi inden da udviser rettidig omhu, og griber ind for at fremtidssikre vores demokrati til oligarkernes tidsalder.