Regeringen bør gå forrest og prioritere offentlig klimafinansiering til verdens fattigste lande. Det vil kunne sikre en grøn omstilling på retfærdige vilkår, skriver Mads Busck.

Af Mads Busck, klimapolitisk rådgiver, Oxfam Danmark. Bragt i Altinget den 29. september 2025.

Vi ved efterhånden alle sammen, at den grønne omstilling er en nødvendighed i kampen mod klimakrisen.

Solceller, vindmøller og elbiler hyldes som løsninger på vores fælles udfordringer, og vi fejrer teknologiske fremskridt og bæredygtige visioner, som om løsningen er fundet.

Men bag visionen om en bæredygtig fremtid gemmer sig en barsk virkelighed: Omstillingen gentager nemlig lige nu de samme udbyttemønstre, som har præget verdenshistorien i århundreder, hvor det globale syd betaler prisen for det globale nords udvikling.

I dag sker det bare i klimaets navn. Det viser en ny rapport, som Oxfam udgav onsdag 24. september. 

Lige nu ser vi en global energiomstilling, der bygger på ulige fundamenter. De rigeste lande og individer – dem, der har bidraget mest til klimakrisen – fortsætter med et overforbrug af ressourcer, mens fattigere samfund, især i det globale syd, betaler prisen.

Et konkret eksempel på det er, at 70 procent af verdens kritiske mineraler til den grønne omstilling befinder sig i det globale syd, mens investeringerne i den grønne omstilling koncentrerer sig i det globale nord. Det er skævt, og det er uretfærdigt

I 2024 gik 46 procent af investeringerne i grøn energi til højindkomstlande som f.eks. Danmark, mens hele det afrikanske kontinent kun modtog to procent. Det er på trods af, at Afrika er hjem for 85 procent af verdens mennesker uden elektricitet.

Samtidig er renten på grønne projekter i det globale syd op til fire gange højere end i rige lande. Disse forskelle er ikke tilfældige – de er resultatet af et globalt finanssystem, der stadig er præget af gamle magtstrukturer.

Hvis den grønne omstilling skal være fair, skal vi tage fat på den enorme ulighed i adgangen til energi. I dag bruger de rigeste ti procent af verdens befolkning halvdelen af al energi, mens den fattigste halvdel kun bruger otte procent.

Det er en skævhed, der ikke bare er uretfærdig – den er uholdbar. Men det behøver ikke være sådan.

Den grønne omstilling giver faktisk mulighed for at rette op på historiske uretfærdigheder og skabe et energisystem baseret på lighed og kollektiv velfærd.

Det kræver bare, at vi tør konfrontere de strukturelle uligheder, der præger den nuværende udvikling, og at vi gentænker systemet: fra hvem der ejer ressourcerne, til hvordan energien fordeles og finansieres.

Vi skal sikre, at energi bliver et fælles gode – ikke en vare forbeholdt de få. 

Konkret mener vi i Oxfam Danmark, at regeringen bør gå forrest og prioritere offentlig klimafinansiering til verdens fattigste lande, da det kan sikre en grøn omstilling på retfærdige vilkår.

Oxfam Danmark har tidligere beregnet, at en formueskat i Danmark på én procent af formuer over 35 millioner kroner vil give 12 milliarder kroner – nogle af de penge, vil blandt andet kunne bruges til dét formål.  

Vi står ved en skillevej. Enten fortsætter vi med at reproducere ulighed i en ny grøn forklædning – eller også griber vi muligheden for at skabe en omstilling, hvor grøn energi tjener liv frem for profit.

Det er ikke blot det rigtige at gøre, men en nødvendig strategi for at sikre en bæredygtig fremtid for alle.