Siden oktober 2023 har mine kollegaer på tæt hold været vidner til Israels folkedrab mod palæstinensere i Gaza. Det er et ubeskriveligt mareridt, som vores ledere må være med til at ende

Af Jonas Devantier, senior programrådgiver i Oxfam Danmark med fokus på Palæstina

Det er nu to år siden, at Hamas gennemførte et frygteligt angreb ind i Israel med flere end 1200 dræbte og 250 gidsler.

Siden har det udviklet sig til et mirakel, at mine kollegaer i Gaza som Wesam, Ghada og Mahmoud stadig er i live. Over 500 nødhjælpsarbejdere er nemlig blevet dræbt af Israel siden oktober 2023.

I to år har jeg siddet trygt bag min skærm under vores Teams-møder, mens de har levet i en virkelighed, der overgår enhver forestilling i forbindelsens anden ende.

Kontrasten mellem vores liv her og deres er svær at beskrive med ord.  

Inden krigen mindede vores liv om hinanden

Allerede da jeg inden krigen startede mit første Oxfam-projekt i Gaza sammen med kollegaer og partnere, var Gaza i økonomisk krise. Der var høj fattigdom efter årevis med israelsk blokade og jævnlige israelske angreb. Men samtidig mindede mine kollegaers liv meget om mit eget, når vi talte om vores hverdag. Deres børn skulle i skole eller til fodbold. De havde planer for ferier og for fremtiden.

Sammen med Ma’an Development Center i Gaza ville vi skabe job og økonomiske muligheder for unge palæstinensiske kvinder ved at støtte dem til at blive entreprenører. 25 unge kvinder skulle have både teknisk træning og viden om at starte egen virksomhed, men sådan gik det ikke. I dag er både skolerne og træningscentrene lagt i ruiner.

Hverdagen blev til et mareridt

I takt med at Israels fremfærd i Gaza blev mere brutal, stod det klart, at Israelske ministre havde en plan om, at det Gaza som vi kendte, skulle udryddes og fuldstændig ødelægges. Det skal ikke længere være et sted, hvor palæstinensere kan leve. Det gælder heller ikke Ghada, Wesam, Mahmoud og mine andre kollegaer.

Når internettet tillod, at de tonede frem på min skærm, fortalte de om en hverdag, som selv ikke vores mareridt kan måle sig med. Omkring 230.000 palæstinensere er døde eller såret de seneste to år, og det betyder, at de har mødt død og ødelæggelse overalt. Hver dag har været en kamp for basale fornødenheder for alle i Gaza – også for mine kollegaer og deres familier. Og det er særligt historierne om deres børn, der har gjort indtryk på mig.

Fida’s datter der til sin 12-års fødselsdag kun havde ét ønske –  at hendes fødselsdag ikke skulle blive hendes dødsdag. Og Wesams lille søn der drømmer om at spille fodbold og spise pizza derhjemme. Men klubben, vennerne og restauranten findes ikke længere.

Sult bliver til hungersnød

Der blev officielt erklæret hungersnød i dele af Gaza i år, men fortællingerne om sult startede længe inden. Mine kollegaer, der arbejder for at levere nødhjælp, fortalte blandt andet, at de selv var begyndt at rationere mad. Og på Teams kunne jeg se, hvordan de langsomt blev mere medtagne og tyndere.

Samtidig fortalte de, hvordan priserne på mad eksploderede. Mel var blevet en luksus, og brød noget, man kun kunne drømme om. Pludselig var melrester på jorden foran de lukkede bagerier blandet med sand og jord blevet spiseligt. Og mine kollegaer fortalte også, hvordan mennesker omkring dem spiste dyrefoder for at overleve og drak forurenet vand, som de blev syge af.

Håbet for fremtiden er der stadig

Selvom de er udmattede og desperate, når vi mødes på Teams nu, så taler mine kollegaer også nogle gange om håb og en lysere fremtid. Om hvad vi skal lave, når vi kan mødes, hvad de skal spise, når der er mad igen.

Sammen drømmer vi om en våbenhvile, og om at vi kan mødes ansigt til ansigt. Men også om den dag, hvor de får retfærdighed. Det kræver blandt andet, at lederne i vores del af verden får bremset vores medskyldighed. At de får stoppet vores våbeneksport til Israel, og sørger for at de ansvarlige for krigsforbrydelser bliver stillet for en domstol – det gælder både israelske politikere og Hamas.

Når mine kollegaer stadig tør drømme, må vi også turde tage ansvar.