Ny rapport viser, at de fattige lande nu bruger flere penge på at betale af på klimalån, end de modtager. Det er en helt uholdbar udvikling, lyder det fra CARE Danmark og Oxfam Danmarks klimarådgivere John Nordbro og Mads Busck.

Af Mads Busck, klimapolitisk rådgiver i Oxfam Danmark og John Nordbo, senior klimarådgiver i CARE Danmark. Bragt i Globalnyt d. 27. oktober 2025.

Verden står midt i en eskalerende klimakrise, og konsekvenserne rammer dem med det laveste klimaaftryk hårdest – nemlig dem i fattige og sårbare lande.

Mens vi har kurs mod en global opvarmning på 3°C, tjener rige lande penge på den nødvendige klimafinansiering, der skal fremme den grønne omstilling i udviklingslandene. 

I dag består næsten 70 procent af den offentlige klimafinansiering nemlig af lån. Det er lån, som ofte gives på markedsvilkår. Det viser en ny rapport fra Oxfam og CARE. Det betyder, at fattige lande som allerede kæmper med gæld og konsekvenser af klimaforandringerne, og som selv har bidraget minimalt til klimakrisen, nu skal betale regningen med renter.

De bliver tvunget til at låne penge til at håndtere en krise, de ikke selv har skabt. Rapporten viser blandt andet, at for hver fem dollars det globale syd modtager, skal de betale syv dollars tilbage. Det er et system, hvor det globale nord først driver klimakrisen, og bagefter tjener på at levere løsninger til dem, der lider mest under forandringerne.

Finansier som støtte frem for lån

Men sådan behøver det ikke at være. Danmark giver hovedsageligt klimafinansiering som støtte i stedet for lån. Det er et godt princip, som vi bør arbejde for at udbrede til resten af EU og andre rige lande. Det kræver, at vi får en klar og retfærdig definition af klimafinansiering, hvor det bliver slået fast, at der skal være et støtteelement i lån, før det kan regnes som klimafinansiering.

Klimahandlingsplaner kræver finansiering. Både fra Paris-aftalen og med den nye udtalelse fra Den Internationale Domstol (ICJ), står det klart, at de rige lande har en klar juridisk forpligtelse til at levere den nødvendige finansiering – og at det skal ske nu. Men de rige landes løfter bliver ikke indfriet. Samtidig er det problematisk, at klimabistanden tages fra den eksisterende udviklingsbistand, fordi det underminerer kampen mod fattigdom og ulighed. 

Klimafinansiering skal være et reelt middel til at bekæmpe klimakrisen, men lige nu er det det modsatte.

Der er rigtig meget på spil. Hvis vi i den rige del af verden ikke begynder at levere nu, risikerer vi, at det internationale klimasamarbejde bryder sammen. Paris-aftalen vil mislykkes, og vi får skabt kaos i klodens klimasystem.

Alle lande bliver ramt af stigende temperaturer og mere ekstremt vejr. Millioner af mennesker vil stå helt uden hjælp. Det er ikke bare et politisk svigt – det også et moralsk svigt. Tilliden mellem det globale nord og syd er allerede tyndslidt, og det er på tide, at vi anerkender den asymmetri, der er opstået.

EU skal tage ansvar

Vi opfordrer til, at COP30 i Brasilien til november bliver et vendepunkt. Her bør EU gå forrest og vise, at de rige lande er villige til at løfte deres ansvar og levere den offentlige klimafinansiering, der er så hårdt brug for.

Samtidig bør EU vise vejen for en realistisk tilgang til privat klimafinansiering. Al erfaring viser, at private investorer kun vil levere en lille del af den finansiering, der er nødvendig. Med Danmark som EU-formand under COP’en er det oplagt, at den danske regering går forrest og bringer resultaterne i hus.

Klimafinansiering skal være et reelt middel til at bekæmpe klimakrisen, men lige nu er det det modsatte. Det globale syd efterlades med regningen for den klimakrise, som vi har skabt. Det er ikke retfærdigt.