12-årige Celia går fire timer om dagen for at hente vand
23.11.2022
Af Oxfam Danmark
Klimaforandringerne med lange tørkeperioder har ramt La Guajira i Colombia, hvor rent drikkevand er blevet en luksus. Børn som Celia Urianas hver dag skal vandre i timevis for at få vand til sig selv og familien. Oxfam Danmark støtter derfor 4.000 skolebørn og deres lærere, forældre og lokale myndigheder til at lære om miljø- og naturressourceforvaltning i tråd med Wayuu-befolkningens traditionelle verdenssyn (også kaldet kosmosvision). Målet er, at lokalsamfundene udfærdiger og igangsætter handleplaner, der skal være med til at beskytte deres lokalområder imod klimaforandringer, samtidig med at der er et øget pres på områdets naturressourcer.
Sammen med sin mor, far og tre brødre bor hun i Colombias ørkenregion La Guajira og er en del af Wayuu-folket. Hun er 12 år og ansvarlig for at hente og transportere vand hver morgen til sin familie, til dyrene, og så hun selv kan få slukket tørsten. Det tager to timer at gå til det nærmeste vandreservoir og hjem igen – en tur hun går hver morgen og eftermiddag. Fire timer i alt. Covid-19 har dog gjort det mindre krævende for hende at få tiden til det. Pandemien har nemlig lukket skolen.
”Nu er jeg mindre træt, fordi jeg ikke skal i skole. Men lærerne siger, at vi skal starte igen næste år. Det vil sige, at jeg skal stå op meget tidligere, gå efter vand og gøre mig klar og gå i skole. Og om eftermiddagen skal jeg igen gå efter vand,” fortæller Celia og beskriver situationen som fysisk udmattende.
Hun håber dog på, at det en dag vil være anderledes.
Celia må ikke svigte
Hver morgen står hun op og vasker sit ansigt med en smule af det vand, der er tilbage fra dagen før.
Så går hun ud i køkkenet, hvor hendes mor giver hende en kop kaffe og - hvis hun er heldig - også et stykke brød. Så tager hun sin taske og lerkrukkerne, sadler æslet og drager ud på den farlige og lange rejse fra sit hus til det nærmeste vandreservoir.
“ Når jeg begynder at gå, så kan man ikke engang se solen bag buskene langt borte. Men, når jeg er ved at være fremme, så må jeg bøje hovedet, for så bider solen i min hud og irriterer mine øjne, for den brænder meget stærkt. ”
Mens danske børn og deres familier blot skal åbne for vandhanen for at tage et glas vand, påvirker det hele familie, hvis Celia ’svigter’ sit ansvar bare én dag. Hver især har de et ansvar for at familiens hverdag hænger sammen.
Hendes far dyrker jorden og passer dyrene. Hendes mor væver, laver mad og passer hendes lillebror på under et år. Hendes bror på 13 år hyrder gederne, og hendes anden bror på otte år tager ofte med hende. Celias indsats gør, at de får vand, så de kan lave mad, vaske tøj, give kyllingerne og kalkunerne vand og sikrer, at de selv kan få vand til at drikke og bade i.
Rent drikkevand skal sikres
Selv om La Guajira udgør en semi-ørken, så tilbyder regionen flere strategier, der skal sikre adgang til rent drikkevand som f.eks. brønde med solcelleanlæg eller vindmøller og afsaltningsanlæg i kystområderne.
Selv om der ikke er noget, som umiddelbart tyder på, at der vil ske store forandringer i Celias liv, så ved hun godt, hvad der kunne give hende et en ny og bedre hverdag.
"Engang tog jeg med min mor til en begravelse, og der så jeg, at pigerne ikke gik igennem det samme som mig. I deres samfund er der en mølle, en pool og en meget stor vandtank på størrelse med bygningerne i Riohacha (storby i regionen, red). Så længe der er vind, er der vand, og fra vandtanken er der rør, der når helt frem til køkkenerne. Der åbner pigerne kun vandhanen og hjælper deres mor med at lave mad," siger hun med store åbne øjne, som for at sige, at hun ville ønske, det kunne ske i hendes hjem.
Derfor er det også nødvendigt at styrke de lokale lederskaber, der kan stille de lokale myndigheder til ansvar for at sikre, at lokalbefolkningen får adgang til rent drikkevand. På den måder skal pigerne i lokalområdet ikke fortsætte med at leve som Celia, hvor rent drikkevand er en luksus.
“ Vand er en mangelvare i La Guajira, og det betyder, at der er elever, der ikke kommer i skole, fordi de som Celia skal sørge for at forsyne deres familier. Men, det betyder også, at skolerne ikke kan genåbne. For hvis de ikke kan leve op til myndighederne sanitære krav om, at eleverne skal kunne vaske hænder og spritte af, så kan de ikke åbne. ”
”Ikke alle skoler er åbnede efter pandemien, og nogle underviser efter et begrænset skema. Eleverne har ikke elektricitet, internet eller adgang til en computer. Det betyder reelt at en elev, der sidste år startede i 1 klasse, nu er i slutningen af 2 klasse uden reelt at have modtaget klasseundervisning. Det er en kæmpe udfordring for lærerne, familierne og for samfundet, og generationer af unge kommer til at halte bagud i uddannelsessystemet og vil være i større risiko for at droppe ud af skolen tidligere end ellers.”
Fakta
- De globale klimaforandringer er ikke den eneste årsag til, at vandet forsvinder: Et internationalt mineselskab har omlagt flere af områdets floder, og de resterende er nu så forurenede, at de reelt er udrikkelige.
- Størstedelen af Wayuu-befolkningen lever af subsistensbrug, og de sidste års tiltagende tørke i området har gjort mange familier afhænge af fødevarehjælp.
- Kun 4 % af Wayuu-befolkningen i Colombia skønnes at have adgang til rent drikkevand.
- Væbnet konflikt, kriminelle smuglerbander og store flygtningestrømme fra nabolandet Venezuela er desuden med til at destabilisere området.
- Det skønnes, at op mod 60% af familierne lever i fattigdom, og antallet at børn under fem år, der er svært underernærede, er seks gange højere end i resten af Colombia.
- Colombia har været hårdt ramt af COVID-19. Omkring fem millioner mennesker har været smittet, og over 127,000 mennesker har mistet livet til virussen.
- Skolerne i La Gujira har været lukkede i lange perioder og mange elever på landet har mistet næsten to års skolegang.
