Hvad skete der med Rhoda fra Sydsudan?

I 2017 læste 180.000 danske skolebørn om Rhoda Atem fra Sydsudan i skolebogen LæseRaketten. De legede hendes lege og forsøgte at lave hendes yndlingsmad. Siden har nogen spurgt, hvad der egentlig skete med Rhoda. Det kan du høre her.

Rhodas hjemland, Sydsudan, har været martret af konflikt næsten hele hendes liv, og hun var kun seks år, da hendes egen landsby, Wernyol, blev angrebet. Hun husker, at hendes mor greb hende i sine arme og løb. Familien efterlod alt, hvad de ejede. Gennem tre måneder sneg de sig frem, ofte om natten, til de nåede i sikkerhed i Sydsudans hovedstad, Juba.

Det var i 2013, og da vi mødte Rhoda godt tre år senere, var hun ni år gammel og begyndt i den skole, Oxfam Danmark netop havde åbnet for de mange flygtningebørn i området. Lologo hedder stedet, hvor Rhodas onkel havde et hus, som han nu delte med Rhoda og hendes familie – mor, far og storesøster. Det er her i onklens hus, vi først leder efter Rhoda, da vi prøver at finde hende igen. Men Rhoda bor ikke i sin onkels hus mere. Nu lejer forældrene et par rum i et lille hus i nærheden, får vi at vide, og her finder vi Rhoda med sine forældre og sin nye lillesøster.

Drømmer stadig store drømme

”Der er ikke meget, der er anderledes,” siger Rhoda, der i dag er 13 år og sagtens kan huske Oxfam Danmark og alt det, hun dengang fortalte om sit liv og sin hverdag. Hunden er død, desværre. Den var hun ellers glad for, og den var god til at holde skorpioner væk. Rhodas søster og datteren, Aleek, bor så tæt på, at Rhoda stadig ser dem, hver dag Heldigvis. Og Rhoda selv drømmer stadig om at få en god uddannelse.

I 2013 var hendes ambition at få arbejde på et kontor. I dag drømmer hun om at blive læge. Måske fordi hun selv skal til lægen, så snart hendes mor får råd.

”Det er noget med mine øjne,” siger Rhoda. ”Det er ikke altid, at jeg kan se klart. Det gør det af og til svært i skolen,” siger Rhoda.

Rhoda har gået i den samme skole de seneste fire år og er glad for det. Især matematik. Hun er kun nået til fjerde klasse, men er netop begyndt på et af Oxfam Danmarks særligt intensive forløb for de børn, der af forskellige grunde er kommet bagud.

For flygtningebørn som Rhoda er det tit, fordi de i lange perioder har været på flugt eller boet steder, hvor der ingen skole var. Det kan også være svært at suge læring til sig, når der er alt for mange børn i klasserne. Og når børnene som Rhoda stadig har mén af de voldsomme ting, de har oplevet under krigen og i ugerne på flugt.
”Jeg taler ikke om det, der skete dengang. Jeg prøver ikke at tænke på det. Men der var lang tid, hvor jeg drømte om flugten og lyden af skud. Og så vågnede jeg og rystede som dengang,” fortæller hun.

Lige nu er hun dog mindre bekymret for krig og mere for coronavirus, som ødelægger hendes hverdag.

Hun ser frem til den dag, corona-krisen er overstået, og hun kan komme tilbage i skole. Rhoda kan godt lide at forestille sig, at hun selv engang bliver god til at læse og skrive og får et godt job. Hun kan også godt drømme om, at Sydsudan en dag oplever fuldstændig fred og måske kommer til at se ud som byerne i de film, hun og veninden, Anyieth, ser hos Rhodas nabo – helt rene og med brede veje og høje flotte huse.

En tryg hverdag

Da vi mødte Rhoda første gang i 2016, var borgerkrigens parter i gang med at forhandle fred. Men lokalt i Lologo og andre steder i Sydsudan var der masser af konflikt, fordi der ingen steder er mad, jord eller ressourcer nok til både lokalbefolkningen og de mange flygtninge, og fordi krigen har skabt dybe kløfter mellem folk.

I dag er freden stadig skrøbelig, men Rhoda mærker ikke længere utryghed eller uvenskab i sin hverdag. Hendes familie har fundet sig godt til rette med naboerne, og skolen har gjort en stor indsats for at blande flygtningebørn med børn fra de familier, der boede her i forvejen. For Rhoda er det dog heller ikke længere krigen eller det hjem, hun har mistet, der kan gøre hende trist. Det gør det svigtende syn og den lukkede skole.

”Men hvis bare jeg har min mor og mine søskende omkring mig eller kan hænge ud med mine venner, så går det godt. Og rigtig lykkelig bliver jeg, hvis skolen snart åbner igen, så jeg kan komme tilbage. Især til matematiktimerne. Dem savner jeg,” siger Rhoda.