”Mænd kan godt lave mad, hente vand og brænde"

I en kultur, hvor arbejdet i hjemmet er kvindernes rolle, har 39-årige Rose vendt sin landsby på hovedet og sat mændene i gang med det huslige arbejde.

Man behøver ikke se sig mange gange omkring, før det bliver meget tydeligt. Her er det kvinder og børn, som laver det huslige arbejde.

To unge piger går forbi, med hvad der svarer til mellemstort træ ovenpå hovedet. Bag dem er der to kvinder med store gule plasticdunke fyldt med vand. Vi er i Imvepi-flygtningeområdet i det nordlige Uganda, hvor temperaturen siger 37 grader, solen er nådesløs, og fysisk arbejde er drænende hårdt.

Men i et lille område af lejren er tingene anderledes. Her bor Rose, og ved første øjekast minder hendes lille landsby til forveksling om alt det andet, vi har set – og så alligevel.

For i den åbne gård foran Roses hjem sidder hendes veninde Jane og sorterer korn. Men hun sidder ikke alene længe, for snart støder hendes mand til og sammen hjælpes de ad med det hårde arbejde.

Rose smiler – for hun ved, at det, vi ser, ikke er en selvfølge.

Hun er leder for et lokalt råd, hvor kvinder mødes og udveksler udfordringer og ikke mindst løsninger på deres hverdagsproblemer. Og netop fordi de står sammen og sammen kræver, at mændene tager deres tørn, lykkes de så godt.

Har ikke altid været nemt

Rose fortæller, at det huslige arbejde før i tiden skabte mange konflikter i familierne. Når mændene ikke hjalp til, skabte det frustration, og den frustration blev ofte til vold og konflikt. Det har Roses arbejde lavet om på. Kvinderne i byen har nu en stemme i samfundet, der er kommet flere kvinder med i landsbyrådet, og der er blevet mere fredeligt i landsbyen.

Rose er flygtning fra borgerkrigen i Sydsudan. Flugten sendte hende til Uganda med sine børn, men uden sin mand, som blev tilbage og arbejdede i hjemlandet. Han har besøgt familien nogle gange, men han vender altid tilbage til Sydsudan.

Læs mere om vores arbejde i Sydsudan.

Rose må klare sig alene. Og der er meget at klare. Rose har nemlig seks børn. Fire er hendes egne, og to børn tager hun sig af, fordi hendes mands søster ikke kunne klare det. Hun driver en lille forretning langs vejen, hvor hun sælger slik, sodavand og sæbe, og så sidder hun øverst i det råd, som styrer landsbyen.

”Folk i byen ved, hvem jeg er, de kan se, det, jeg gør, virker,” fortæller Rose, som mener, at det er fordi hun selv er flygtning og bor i området, at hun kan gøre en så stor forskel.

Hun bor lige midt i byen, og når landsbyens kvinder har brug for råd eller støtte, så er Rose der altid. Hun mener, det er afgørende, at kvinder og mænd nu deler opgaverne i hjemmet; At man ser mænd hjælpe til med det huslige arbejde, og mænd, som slæber brænde og henter vand.

Rose håber på, at den forandring, hun har været med til at starte i sin egen landsby, kan brede sig ud i flygtningeområdet, når flere og flere kvinder opdager, at de godt kan bede mænd om at tage deres del af arbejdet, at mænd godt kan slæbe brænde, hente vand og lave mad.