"Min eksmand troede ikke, jeg havde det i mig"
14.12.2022
Af Malene Aadal Bro
Samiras eksmand troede ikke et sekund, at Samira nogensinde ville blive til noget – højest rengøringskone, plejede han at sige. I dag må han indrømme, at han tog fejl.
”For tre år siden blev jeg forladt. Jeg selv, vores lille søn og barnet i min mave var pludselig alene.” Ordene er Samiras – en ung marokkansk kvinde, som i flere år levede et liv i skyggen. Ulykkelig over at være blevet forladt, slået ud af sin nye situation som fraskilt og alenemor og efterhånden sikker på, at hendes eksmand havde ret i, at hun ikke havde det store at byde på.
Hun havde intet andet valg end at flytte ind hos sine forældre og blive forsørget af dem. Mens hun forsøgte at overkomme chokket og sorgen, tilpassede hun sig også mange marokkaneres forestilling om, hvad en fraskilt kvinde kan og bør. Skamme sig. Gemme sig væk. Samira gjorde begge dele, mens hun følte sig endegyldigt fanget i et liv, hun ikke havde ønsket sig.
”Jeg havde en følelse af at stå ved et busstoppested og se den sidste bus køre væk uden mig. Andre menneskers liv fortsatte, mens mit var gået helt i stå.” På det tidspunkt var Samira stadig bare 28 år.
Der er et sted, hvor den slags er lige meget
Men midt i håbløsheden begyndte noget alligevel at spire hos Samira. En foretagsomhed og et håb, som for alvor fik næring, da hun en dag stod for maden til et støre arrangement i familien. En gæst roste hendes mad og spurgte hende, hvorfor hun dog ikke forsøgte at gøre sine evner i et køkken til en levevej. Tog en uddannelse og fik et job, så hun kunne begynde at forsørge sig selv. ”Jeg er fraskilt,” måtte Samira bekende. ”Og jeg har små børn at tage mig af,” tilføjede hun og forventede det sædvanlige beklagende blik. Men den fremmede kvinde overraskede Samira ved at feje hendes argumenter bort. ”Der er et sted, hvor den slags er lige meget. En organisation, der tilbyder kvinder som dig en god køkkenuddannelse og hjælp til at finde et job,” fortalte hun.
Samira fandt frem til AMAL, som er en af Oxfam Danmarks partnere i madskoleprojektet i Marrakesh og specialiseret i at hjælpe udsatte kvinder ud af fattigdom og give dem nye muligheder i livet. Samira fandt også modet til at banke på porten og ansøge om en plads på kurset. Til hendes store glæde blev hun optaget og fandt for første gang sig selv omgivet af mennesker, som forstod og accepterede og ofte endda delte hendes historie og baggrund.
Langsomt fik Samira det bedre med sig selv og selvtillid til virkelig at give den gas og lære alt, hvad hun overhovedet kunne på det seks måneder lange kursus. Hendes forældre kunne først ikke se pointen med, at hun skulle begynde at gå på kursus og være så meget væk hjemmefra. Men Samira blev dygtig, fik god feedback og vandt flere af de konkurrencer, som AMAL arrangerer blandt eleverne.
”Til sidst ændrede de mening og gav mig min frihed og deres fulde opbakning,” siger Samira stolt.
Hendes eksmand har også ændret sit syn på Samira. Før havde han ikke troet på, at hun nogensinde ville blive til noget.
“ Han har sagt, at han højest havde forventet, at jeg måske kunne blive rengøringskone en dag. Men nu har jeg hørt, at han siger, at jeg har overrasket ham – ved at jeg har fået en uddannelse. Ved at jeg er dygtig og tjener mine egne penge. Det troede han slet ikke, jeg havde i mig. ”
Et udmærket liv uden en mand
I virkeligheden vidste hun heller ikke selv, at hun havde det i sig. Men kurset hos AMAL førte hende til et job i køkkenet hos en mindre restaurant i Marrakesh. Og da corona tvang restauranten til at lukke ned og sende alle medarbejdere hjem, fandt Samira et alternativ.
Meget ulig sit tidligere jeg, nægtede hun at give op, men fandt først et midlertidigt job på en fiskerestaurant. Da den også måtte lukke, samlede hun kvinder i samme situation som hun selv og gik i gang med at bage kager, som de solgte. Pengene var kun nok til at hjælpe kvinderne nogenlunde gennem krisen. Men selvtillidsboostet var enormt.
”Jeg er stolt af mig selv. Jeg har opdaget, at jeg er i stand til at forsørge mig selv og ikke behøver være afhængig af nogen. Jeg har opdaget, at man kan have et udmærket liv uden en mand,” siger Samira. Når man i dag spørger hende, om hun nu er kommet med på bussen, griner hun og tilføjer lidt overvældet: ”Nogle gange føles det faktisk, som om det er mig, der kører bussen.”
