Tunis unge kæmper videre for en fair fremtid

Den politiske vrede er mærkbar på den moderne Café Liberté i det centrale Tunis.

Duften af nymalet kaffe og de velklædte kaffelattedrikkende universitetsstuderende kan ellers ved første blik let forveksles med en hvilken som helst cafe i en hvilken som helst anden storby. Men i cafeen hænger billeder, der vidner om den utilfredshed og de kampe, som udspillede sig netop her på gaden for blot få måneder siden. Fotografen bag billederne, Ahmed Zarrouki, 25, er stamkunde på Cafe Liberté. Han skæver til et af billederne. ”Det her billede er fra den sidste store demonstration i februar. En ung demonstrant døde blot få meter fra mig,” fortæller han, tydeligt rystet.

Ahmed Zarrouki er autodidakt fotograf. Han dokumenterer samfundets udfordringer og politiske kampe fra sidelinjen. Et ikkevoldeligt oprør mod den ulighed, som han og andre unge oplever i Tunesien.

Tunesiens demokrati har været under kraftige prøvelser de seneste måneder. Den 25. juli sidste år afsatte landets præsident, Kais Saied, regeringen og suspenderede parlamentet efter flere måneders uroligheder og protester. Saieds begrundelse var, at regeringen havde svigtet i sin håndtering af corona, korruption og de massive sociale og økonomiske udfordringer, som præger landet. Saied har siden udpeget en ny premierminister, men stadig ingen regering. Det bliver af kritikere beskrevet som et kup. Men hvordan nåede Tunesien – et land som ellers har været udråbt som Mellemøstens demokratiske håb – hertil?

Ahmed svarer: ”Fattigdommen i Tunesien er kun blevet værre efter revolutionen, desværre. Uligheden er ekstrem, og det rammer især fattige unge og kvinder hårdt. Under den tidligere diktator, Ben Ali, stjal en lille udvalgt skare landets ressourcer. I dag er der flere hundrede blodsugere,” siger han.

Med Saieds midlertidige fastfrysning af parlamentet, opløsningen af landets øverste retlige råd, og forslag om at forbyde en lang række NGO’er og civilsamfundsorganisationer i Tunesien er de unges stemme og kamp for indflydelse endnu engang afgørende. Og Ahmed har ikke tænkt sig at give op.

”Jeg ville ønske, at mine forældre og bedsteforældres generationer havde gjort det bedre og anderledes, men nu er det vores tur og vores chance til at forandre Tunesien til det bedre. Jeg tror, at der altid vil være et håb. Jeg er 25 år og bliver nødt til at tro på det og kæmpe for en bedre fremtid i Tunesien,” siger Ahmed stålfast og optimistisk.

Gennem DAPP-programmet og Oxfam Danmarks ”Youth Participation & Employment” styrkes Tunesiens unges deltagelse i det tunesiske civilsamfund. På den måde arbejder vi for at skabe mindre ulighed og bedre fremtidsmuligheder for unge i Mellemøsten og Nordafrika.