Forside / Historier / Vicky er verdens stærkeste mor
Historie

Vicky er verdens stærkeste mor

12.04.2023

Af Hans Bach

vicky-maaske-verdens-staerkeste-mor1.jpg
Vicky Asha og hendes to børn Evling og Asina Rose.

I en situation med voldsom tørke, halverede madrationer og et hjemland i krig finder Vicky Asha en styrke til at være enlig mor for to, der næsten virker umulig.

Hun står pludseligt stille, læner sig langsomt op ad træet, og tager en dyb vejrtrækning. Det er sidst på eftermiddagen. Solen kaster lange skygger over Imvepi-flygtningeområdet i det aller nordligste Uganda, og 39-årige Vicky har næsten ikke flere kræfter tilbage at give af.

Alligevel lyser de brune øjne endnu engang op, og hun folder en rund, lyserød bold ud af en gammel trøje, smiler så bredt, at energien igen tvinges ud i hendes spinkle krop, og så kaster hun ellers den hjemmelavede bold med fuld fart mod sin datter Eveling. Eveling griber den forsigtigt, hun er lige faldet, og hendes hage gør stadig ondt. Men Vicky klør på, griner. Hun leger ikke bare for børnene, hun leger MED børnene.

”Det får mig til at smile og grine.”

Klokken er 17.00, og dagen er allerede 11 timer gammel for Vicky og hendes børn; Evling på seks år og lille Asina Rose, som sidder på ryggen af sin mor og følger med i legen.

Dagen starter kl. 6.00 med lidt vand, og så går turen ellers i marken, hvor Vicky dyrker tomater og andre grøntsager. Det er en del af et projekt, hvor Oxfam Danmark hjælper flygtninge i området med landbrugsteknikker, der forbedrer høsten og giver en større indkomst.

Stærk - udenpå

Som de fleste andre i området er Vicky flygtning fra Sydsudan.

Borgerkrig har hærget landet, siden det opstod i 2011, og op mod 400.000 mennesker har mistet livet i den årelange konflikt. I Sydsudan levede Vicky et liv som skrædder. Hun havde en indkomst, en mand og råd til at forsørge familien. Men pludselig en dag vågnede Vicky op til en virkelighed med krig, drab og frygt for sit og familiens liv.

Læs om Oxfam Danmarks arbejde i Sydsudan.

Udenfor familiens hytte blev folk slået ihjel for øjnene af dem. Vickys mand var på arbejde i Sydsudans hovedstad Juba, da soldaterne pludselig stod udenfor hytten. Vicky måtte flygte alene, og hun har ikke hørt fra sin mand siden. Hun ved ikke, om han er i live. Men hun fortsætter livet for børnenes skyld, selvom det ikke er nemt at være uden en mand et sted, hvor traditionelle kønsnormer hersker.

Når hun balancerer den gule dunk med vand på hovedet eller slæber træ hjem til brænde, ligner hun et overmenneske. Kvinderne i hytterne ved siden af har alle mænd, men Vicky må slide sig igennem arbejdet alene. Alligevel smiler hun.

vicky-maaske-verdens-staerkeste-mor2.jpg
Jeg prøver at være stærk, men jeg tænker meget over vores situation. Det er svært.
Vicky Asha
Enlig mor til Evling og Asina Rose

Maden er blevet halveret

Efter turen i marken skal der laves mad til børnene. Røgen irriterer Vickys øjne, mens grøden stille simrer over det knastørre træ under gryden. Der er ikke meget mad længere, og tøjet, som hænger flagrende over Vickys tynde arme, vidner om en barsk virkelighed, hvor stigende fødevarepriser har beskåret den mængde af mad, der uddeles til flygtninge i området, med 60 procent.

”Penge er det vigtigste i mit liv,” siger Vicky, mens hun sparker lidt støv op fra den knastørre jord.

Det lyder som noget, en børsmægler kunne have sagt, men for Vicky ligger der en voldsom virkelighed bag. For hun ved, at der uden penge ikke er nogen fremtid for hendes børn.

vicky-maaske-verdens-staerkeste-mor3.jpg

Men selvom maden er sparsom, pengene forsvindende små og energien lav, så dukker Vickys smil alligevel op med jævne mellemrum. For hun har en plan.

Hun vil sælge nok af de grøntsager, hun har dyrket med hjælp fra Oxfam Danmark til at kunne købe en symaskine. Så kan hun igen lave og sælge tøj og tjene penge til at sende sine børn i skole.

Håbet er, at de så kan få en fremtid, hvor de ikke skal tænke på, hvor det næste måltid kommer fra.