Job og Karriere
Oxfam Danmark er en bevægelse af mennesker, der yder støtte til civilsamfundet og i samarbejde med vores partnere bekæmper ulighed og fattigdom i det globale syd.

Oxfam Danmark er den danske del af en af en af verdens mest indflydelsesrige civilsamfundsorganisationer Oxfam. Vi laver udvikling for mere end 300 millioner kroner om året og er 60 medarbejdere på vores arbejdsplads lige ved Rådhuspladsen i København.
Vi er en del af en international sammenslutning af 20 organisationer der arbejder sammen med partnere og lokalsamfund i mere end 90 lande. Alt vores arbejde ledes af tre kerneværdier: Empowerment, Accountability, Inclusiveness.
Hos Oxfam Danmark slår vi løbende nye stillinger op – herunder studenter- og praktikstillinger.
Ledige stillinger
Her kan du få overblik over Oxfam Danmarks ledige stillinger. Det er også her du finder praktik- og studenterstillinger, når vi søger efter nogle.
Kom i praktik hos Oxfam Danmark
Oxfam Danmark har et praktikprogram, der giver studerende mulighed for at tilbringe mellem 3 og 6 måneder på Oxfam Danmarks kontor. Formålet med praktikprogrammet er at skabe en udveksling af viden og erfaringer mellem danske studerende og ansatte hos Oxfam Danmark.
Studerende ligger ofte inde med teoretisk viden, som kan være til stor nytte for organisationen. Samtidig får du som studerende en enestående mulighed for at afprøve din viden i praksis og få en bedre forståelse af udviklingsspørgsmål og -arbejde.
Praktikstillingerne annonceres to gange årligt i marts/april og september.
Placering
Praktikken vil foregå på hovedkontoret ved Rådhuspladsen i København. Vores adresse er Vesterbrogade 2B, 1620 København V.
Praktikopgaver hos Oxfam Danmark
En praktikopgave kan bestå i en afgrænset opgave, som er blevet defineret særligt til praktikanten. Det kan for eksempel være at gennemføre en analyse, indsamle dokumentation om et særligt emne, udvikle og producere undervisningsmateriale eller lave en evaluering. Derudover kan der være en række ad hoc-opgaver, som også giver værdifuld praksis.
Praktikstillingerne kunne være relevante for studerende fra mange forskellige studieretninger. Praktikanterne læser for eksempel: kommunikation, udviklingsstudier, antropologi, statskundskab, landbrug, offentlig administration, kønsspørgsmål, pædagogik, uddannelsesvidenskab, økonomi eller handel.
Hos Oxfam Danmark bliver du tilknyttet en afdeling og en kontaktperson, som vil tilbyde rådgivning og assistance gennem hele praktikperioden. Dog er det ikke muligt for Oxfam Danmark at tilbyde vores praktikanter nogen form for økonomisk støtte – bortset fra gratis, vegetarisk frokost.
Krav til praktikanten
Praktikanter skal være studerende og have bestået deres bacheloreksamen eller lignende. I visse tilfælde accepteres studerende, der endnu ikke har afsluttet deres bacheloreksamen, hvis ansøgeren i stedet ligger inde med erfaringer/kompetencer, der på anden vis kan kompensere for dette.
Praktikanter skal være bosiddende i Danmark eller være studerende ved et dansk universitet.
Ansøgninger
- Ansøgning til en af de opslåede praktikpladser skal indeholde selve ansøgningen, som beskriver dine kvalifikationer i forhold til praktikopgaven og dine ideer til, hvordan praktikopgaven kan løses. Desuden skal ansøgningen indeholde dit CV og evt. anden relevant dokumentation.
- Ansøgninger til praktikstillinger sendes via Oxfam Danmarks rekrutteringssystem, som vi linker til i praktikopslagene.
Udvælgelse af praktikanten
Er du interesseret i at blive praktikant hos os, skal du uploade din ansøgning via Oxfam Danmarks rekrutteringssystem. Det vil være de enkelte praktikafdelinger, der gennemgår ansøgningerne og indkalder til en samtale på vores hovedkontor. Praktikanten udvælges på baggrund af samtalen.
Forberedelse af praktikopholdet
Når praktikanten er blevet udvalgt, udarbejdes og underskrives en praktikaftale af Oxfam Danmark og praktikanten.
Nogle praktikanter ønsker måske at bruge deres erfaringer fra praktikken som grundlag for deres speciale. Det er en god idé at lave nogle klare grænser mellem arbejdet som praktikant og arbejdet på specialet. Hvis den studerende planlægger at arbejde meget på specialet, kan dette arbejde måske udføres, efter at praktikperioden er afsluttet.
Praktikperioden
Hver praktikant har en kontaktperson i den afdeling, hvor praktikken skal foregå. Denne person er ansvarlig for den faglige og praktiske kommunikation med praktikanten under praktikopholdet.
Det er vigtigt, at det bliver gjort klart, hvilke forventninger både praktikanten og projektet har til praktikopholdet, hvilke arbejdsrelationer der bliver, og i hvor høj grad det forventes, at praktikanten arbejder selvstændigt.
Generelt skal praktikanten være i stand til at arbejde uafhængigt og videnskabeligt, mens kontoret/projektet vil støtte op om praktiske spørgsmål. Det anbefales, at der gennemføres et eller flere møder, hvor praktikopholdet diskuteres mellem praktikanten, kontaktpersonen og evt. andre i løbet af praktikopholdet. Generelt er der gode muligheder for at have en interessant teoretisk/professionel udveksling mellem praktikanten og de ansatte på projektet/ kontoret.
Praktikanten producerer som regel en skriftlig rapport til kontoret/projektet. Desuden anbefales det, at praktikanten laver en mundtlig præsentation af sit arbejde på et møde, inden praktikopholdet afsluttes.