Solidaritet med Latinamerikas kvinder

Det begyndte med sundhed og uddannelse. I 1980erne begyndte danske aktivister fra Den danske nationalkomité for World University Service (WUS) at støtte kampen for frihed og demokrati i Latinamerika.

WUS blev senere til IBIS som i dag er Oxfam Danmark.

Læs: Oxfam IBIS er blevet til Oxfam Danmark og lancerer ny strategi

Et af de allerførste indsatsområder var at give fattige nicaraguanere adgang til læger og sundhed. Samtidig støttede WUS stipendieprogrammer, der skulle hjælpe de mange flygtninge fra både Syd- og Mellemamerika til at få en uddannelse. Stipendierne gik også til børn af dræbte eller forsvundne aktivister og til andre grupper i de berørte lande, som pa den måde fik chancen for at få en videregående uddannelse.

Latinamerikas undertrykkende regimer slog nemlig hårdt ned på aktive studerende, og stipendierne skulle være med til at skabe en ny uddannet elite, der kunne gå ind i den politiske kamp mod diktaturerne.

Det internationale WUS-samarbejde var opbygget omkring en række nationale komitéer.

Først flere år senere fik Elisabeth Kiørboe at vide, at de ansatte, der havde administreret arbejdet i Chile faktisk havde arbejdet gratis. Det var German Molina, der blev minister under den første demokratiske regering i 1990, der en dag fortalte, at de ansatte hver måned havde doneret hele deres løn på 250 dollars til det private universitet "Academia de Humanismo Christiano” - en måde at sikre, at der fortsat var humanistiske uddannelser i Chile, hvor den daværende diktator Pinochet havde nedlagt de statslige.

Solidaritet og oplysning

WUS-arbejdet i Chile blev udvidet til også at støtte byplanlægning i slum-områderne og organisering af kvinder i stærke netværk.

I Nicaragua satte WUS massivt ind med et omfattende "kooperant"-program, og der var løbende op til 25 danske ansatte i offentlige og private nicaraguanske institutioner. Samtidig var sundhedsarbejdet i San José de Achuapa og El Sauce blevet til et stort projekt, der indeholdt både landbrugsudvikling og sundhed, og som omfattede hele regionen.

WUS støttede regionale forsknings- og menneskerettighedsprogrammer og begyndte også snart at arbejde i andre mellemamerikanske lande - El Salvador, Honduras og Guatemala.

Under borgerkrigen i El Salvador gav WUS hjalp til en række landbrugskooperativer i de konfliktramte områder. Og i Danmark gjorde WUS et stort stykke arbejde for at skabe engagement omkring menneskerettigheder, støtte til befrielsesbevægelserne og solidaritet med de fattigste.

1 1980'erne arbejdede WUS også i Sydamerika. I Bolivia støttede WUS enkerne efter minearbejdere og hjalp med at skabe landbrugsudvikling i det fattige højland. I 1990erne skiftede fokus til lavlandet, hvor kokabøndernes daværende leder, Evo Morales, var blandt IBIS’s partnere.

I 1995 inviterede WUS Evo Morales med til det sociale topmøde i København, hvor han overnattede på en madras hjemme hos IBIS’s daværende kommunikationschef. Men det er en anden historie. Senere blev Evo Morales præsident i Bolivia.

Der er stadig behov for en indsats i Latinamerika

Diktaturerne er fortid, men undertrykkelse af fagforeningsfolk og sociale ledere er stadig virkelighed i regionen. Og kun de færreste lande har fået bekæmpet ulighederne, som hører til de mest ekstreme i verden. De folkelige organisationer i Latinamerika har stadig brug for international opmærksomhed og støtte til at styrke demokratisk deltagelse og kampe mod ulighed, fattigdom, korruption og vold.

Denne artikel er baseret på en artikel af Gitte Jakobsen i Fokus nr 145 – vores daværende medlemsblad.