Dette indhold blev produceret med økonomisk støtte fra Den Europæiske Union. Dets indhold er udelukkende Oxfam Danmarks ansvar og afspejler ikke nødvendigvis EU's synspunkter.
Borgerkrig og blodig konflikt i Sydsudan har betydet, at næsten to millioner børn lige nu står uden adgang til uddannelse. Det gør en ny stor indsats, 'Education for life', finansieret af EU og DANIDA og ledet af Oxfam IBIS gøre noget ved.
Det er kun tre dage siden, Geoffrey var helt alene. Gertrude Atim fandt ham i en flygtningeby i Uganda og lovede ham to ting: at holde ham som en skål i sine hænder, til han holder op med at føle sig forældreløs. Og at sørge for, at han kommer i skole.
Der er stadig en afgrund af tristhed i drengens øjne. Hans smil er sjældne og flygtige, og lang tids frygt har sat sig som rådvildhed i hans kropssprog. Geoffrey er 14 år, flygtning fra Sydsudan og indtil for tre dage siden forældreløs og helt alene i verden.
Men en dag, der startede lige så fortabt som alle de andre, blev han fundet af Gertrude.
“ Jeg tog ham til mig, selvfølgelig gjorde jeg det. Jeg lod ham græde ud, og jeg trøstede ham, og nu hører han til her hos mig. ”
Hun sidder med sin baby på skødet under et skyggefuldt træ i nærheden af flygtningemodtagelsen i Palabek i det nordlige Uganda. Geoffrey sidder ved siden af, ganske stille, og nyder trygheden i hendes nærhed. Geoffrey og Gertrude er fra samme landsby i Sydsudan. De kender hinanden fra dengang Geoffrey mistede sine forældre, og Gertrude var en af dem, der bekymrede sig særligt for den forældreløse dreng.
Landsbyen hedder Laboni, og her havde de deres liv og hverdag, indtil tragedien ramte sidste år, en tilfældig dag i maj. Bevæbnede mænd dukkede op som af ingenting. De gik til angreb, og skød og dræbte folk i deres hjem. Mange døde den dag, og resten tog flugten gennem markerne, ud i bushen, væk.
Blandt dem der løb, var Gertrude og Geoffrey. Midt i panikken styrtede Geoffrey. Han slog ryggen alvorligt og lå længe på jorden ude af stand til at røre sig. Soldaterne opdagede ham ikke, men da han igen kunne bevæge sig, var de andre for længst forsvundet. Geoffrey var alene.
Mange af de flygtninge, der søger tilflugt i Uganda, ender i den store flygtningeby i Palabek i det nordlige Uganda. Hertil kom Geoffrey få dage efter angrebet på landsbyen. Han var blevet fundet af flygtninge fra en af nabobyerne i Sydsudan. Deres historie lignede Geoffreys. Bevæbnede mænd, som måske var rebeller, måske fra regeringshæren, angreb byen, dræbte folk og brændte husene af. I to døgn løb flygtningene for at komme i sikkerhed, og de tog Geoffrey med sig.
Alle flygtninge fra Sydsudan er som udgangspunkt velkomne i Uganda. Alle får så vidt muligt tildelt et stykke jord, materialer til at bygge en midlertidig bolig, fødevarehjælp og ret til at rejse, arbejde og komme i skole. Og de kan blive, så længe de vil. De får med andre ord muligheden for at skabe et hjem og en hverdag.
For Geoffrey var det anderledes. Ved ankomsten til flygtningebyen fik han den gule papirstrimmel om håndleddet, som indikerer, at her er et barn, som er alene. Han blev i modtagelseslejren og kunne bare se til, mens familie efter familie flyttede til deres jordlod og begyndte deres nye liv. Ingen tog ham med.
Til sidst lod et ældre par ham flytte ind mod, at han gik til hånde med det praktiske. Han fik mad og et sted at sove. Men ingen venner, ingen skole, ingen fremtid.
Imens skjulte Gertrude og de andre overlevende fra Laboni sig i bushen i Sydsudan. Gertrude var tynget af bekymringer - for sine store drenge, der led under manglen på mad, vand og husly. For sine 13-årige tvillingepiger, som ikke var hjemme, da landsbyen blev angrebet, og som hun ikke havde hørt fra siden. Og af og til tænkte hun også på Geoffrey, som de havde mistet under flugten.
Flere gange prøvede flygtningene at slå sig ned et sted ikke alt for langt fra deres gamle hjem. Hver gang blev de opdaget af bevæbnede grupper og igen jaget på flugt. En af de gange, de blev angrebet, var få timer efter, at Gertrude havde født sin lille pige. En efternøler, der har fået navnet Akello Lona, og som blev undfanget, kort før Gertrudes mand blev skudt og dræbt.
Akello Lona kom til verden klokken fire om morgenen. Klokken seks oplevede hun første gang rædslen ved at blive beskudt. Kort efter opgav Gertrude håbet om at blive i Sydsudan. Især børnene led under strabadserne, og hun indså, at selv hvis de fandt et nogenlunde roligt sted, så ville de sandsynligvis stadig mangle sikkerhed og en skole til børnene. Det ville med andre ord koste børnene deres fremtid.
”Jeg har gået i skole og ved, hvilken forskel det gør. De muligheder ville jeg ikke tage fra mine børn,” siger Gertrude, som derfor tog den beslutning, der endte med at føre hende til Palabek og til Geoffrey.
Den dag Gertrude og de andre flygtninge fra Laboni nåede grænsen til Uganda, havde Geoffrey været i Palabek i næsten et år. Han havde prøvet ventetiden ved grænsen, busturen til lejren i Uganda, sundhedstjek, registrering og mere ventetid. Gertrude dvæler lidt ved tanken om bussen, som var noget af det, der har skræmt hende allermest.
”En lille bil havde jeg set før, men aldrig et køretøj som dette her. Vi var bange, og alle børnene græd og blev køresyge,” mindes hun alvorligt. Og så smiler hun lidt. ”Men den kørte os herhen, og nu er vi i sikkerhed. Her kan vi sove uden frygt. Her er der ikke nogen til at forstyrre os.”
Allerede den første dag i Palabek mødte Gertrude folk, som hun kendte lidt. En af dem mente at have set ham den forældreløse dreng fra Laboni. Gertrude spurgte efter ham, de steder hun kunne. Efter tre dage fandt hun ham. Hun holdt ham ind til sig, og han begyndte at græde. Han græd længe, og hun lod ham gøre det. Hun trøstede ham og sagde ja, da han fuld af håb og frygt bad, om han måtte blive hos hende.
I det øjeblik besluttede Gertrude to ting: at hun vil holde drengen som en skål i sine hænder, indtil han får det bedre og ikke længere føler sig forældreløs. Og at hun vil sørge for, at han kommer i skole.
Derfor sidder Gertrude i dag, bare seks dage efter ankomsten til flygtningebyen, i skolegården ved World View Primary School med Akello Lona ved brystet og Geoffrey ved sin side. Hun er glad for, at Geoffrey nu kommer i skole.
“ Skolen giver børn en grund til at respektere sig selv, og de får håb. Geoffrey skal i skole, så han ikke kun tænker på alt det, der er sket. ”
Geoffrey selv har ikke sagt meget. Mon han også er glad for at være startet i skole?
”Jeg er glad,” siger han stille. Han kigger op. Et glimt af forventning i hans blik.
”Mest er jeg glad for, at jeg nu har en, der vil være min mor.”