Alt for mange fattige børn af oprindelige folk får aldrig en god uddannelse - især pigerne dropper ud før tid. Sammen med Hempel Fonden er vi i gang med at ændre på det for 10.000 børn af oprindelige folk i Bolivia og Guatemala.
Alt for mange fattige børn får aldrig en god uddannelse. Sammen med Hempel Fonden er vi ved at ændre på det for 10.000 børn i Bolivia og Guatemala. Vi vil efteruddanne lærerne, så de bliver bedre til at lære eleverne de vigtigste kundskaber som at læse, skrive og regne. Samtidig vil vi styrke elevernes selvværd og give dem mod og tro på, at de selv kan forme en bedre fremtid for sig selv og deres lokalsamfund - blandt andet ved at sørge for, at de lærer om deres egen kultur og historie i skolen. Og så vil vi arbejde med ligestilling mellem kønnene, bekæmpe vold og hjælpe pigerne til at blive i skolen i stedet for at droppe ud og blive mødre alt for tidligt.
I løbet af projektperioden tester vi nye og innovative måder at arbejde med uddannelse på – for eksempel vil vi udvikle interaktive spil og apps, der skal understøtte børnenes læring. Og vi dokumenterer indgående, hvad der virker – og hvad der ikke gør – så vi bagefter i samarbejde med myndighederne kan bruge resultaterne af projektet andre steder i Bolivia, Guatemala og andre steder i verden. På den måde vil mange flere børn i sidste ende få glæde af de resultater, vi skaber nu og her.
I Bolivia bliver omkring 6.000 børn fra 1.-6. klasse en del af projektet – i Guatemala gælder det cirka 4.000 børn op til 7. klasse. I alt 42 skoler er med.
Projektet løber fra 2019-2022.