Forside / Pressemeddelelser / Danmark skal sige fra nu. Vi vil ikke være medskyldige i Israels krigsforbrydelser!
Pressemeddelelse

Danmark skal sige fra nu. Vi vil ikke være medskyldige i Israels krigsforbrydelser!

22.05.2025

Israels seneste omfattende landoffensiv i Gaza og fremfærd på den besatte Vestbredden har eskaleret truslen mod det palæstinensiske folk, og antallet af dræbte og sårede øges dag for dag. Danmark skal fordømme Israels krigsforbrydelser, stoppe våbeneksporten og arbejde for, at EU suspenderer associeringsaftalen med Israel. Sammen med en lang række kendte som MØ, Mogens Lykketoft og Shaka Loveless samt helt almindelige danskere siger vi til den danske regering: Vi vil ikke være medskyldige.

Vi opfordrer regeringen til at tage ansvar og handle øjeblikkeligt og konsekvent i lyset af Israels krigsforbrydelser, ulovlige besættelse og menneskerettighedskrænkelser i Palæstina. Den nuværende situation i Gaza er alarmerende med millioner fordrevet, titusindvis dræbt og endnu flere såret. FN og Den Internationale Domstol har advaret om risikoen for folkedrab, og Israels regering opfordrer tydeligt til fordrivelse af palæstinenserne fra deres land. Danmarks handlinger eller mangel på samme støtter indirekte Israels grusomheder.

“Historien vil dømme os, hvis vi ikke reagerer på Israels brutale fremfærd i Palæstina. Ligesom verden i dag fordømmer passiviteten under folkemordene i Rwanda og Bosnien, vil vores tavshed om palæstinenserne blive husket. Danmark skal stå op for de internationale regler, der er etableret på baggrund af barbariet under Anden Verdenskrig. Vi vil ikke være medskyldige,” siger Lars Koch, generalsekretær i Oxfam Danmark.

Danmark har ifølge folkeretten pligt til både at overholde og sikre overholdelse af krigens regler – og kan blive medskyldig, hvis Danmark undlader at reagere på alvorlige overtrædelser som dem, der finder sted i Palæstina lige nu.

Hvis ikke den danske regering siger fra overfor Israel og holder dem ansvarlige, så bliver vi medskyldige. Det nedbryder vores kollektive menneskelighed og den regelbaserede verdensorden, vi siden Anden Verdenskrig har kæmpet for.
Lars Koch
Generalsekretær, Oxfam Danmark

Oxfam Danmark kræver, at den danske regering stopper al direkte og indirekte våbeneksport til Israel, og arbejder for en suspendering af associeringsaftalen mellem EU og Israel af respekt for menneskerettighederne, samt forbyder import af produkter og brug af tjenester fra Israels ulovlige bosættelser. Som medlem af FN’s Sikkerhedsråd og med en ambition om at fremme den regelbaserede verdensorden, har Danmark et særligt ansvar for at stå på lovens og retfærdighedens side.

Vi siger; vi ikke vil være medskyldige! Og opfordrer samtidig regeringen til at lægge maksimalt pres på Israel for at stoppe grusomhederne.
Lars Koch
Generalsekretær, Oxfam Danmark

Noter

Læs mere om Oxfam Danmarks kampagne “Jeg vil ikke være medskyldig” og se videoen med mange stemmer, der siger, at vi ikke vil være medskyldige lige her:

Selvom Danmark ikke er direkte part i konflikten, så fastlægger Folkedrabskonventionen, at de underskrivende parter har pligt til at forebygge og straffe folkedrab – uanset hvor det finder sted. FN’s statsansvarsregler (2001) fastslår, at tredjelande ikke må hjælpe eller støtte stater i at begå handlinger, som de ved er i strid med folkeretten, og at de ikke må anerkende situationer skabt af alvorlige brud på grundlæggende normer. forpligter alle stater til ikke kun selv at overholde krigens regler, men også til at sikre, at andre gør det – i alle omstændigheder.