Humanitære organisationer klager til Israels højesteret 

17 internationale NGO’er har indbragt en sag for Israels højesteret i desperation mod en nært forstående udelukkelse fra Gaza og Vestbredden 

Civile på vej tilbage til Gaza By efter der er blevet erklæret våbenhvile.
Civile på vej tilbage til Gaza By efter der blev erklæret våbenhvile.

Tiden er ved at rinde ud for en stor del af den humanitære indsats, som internationale organisationer udfører i Palæstina.

De israelske myndigheder har nemlig pålagt 37 internationale nødhjælpsorganisationer at indstille deres aktiviteter i de besatte palæstinensiske områder inden udgangen af februar på grund af nye israelske registreringsregler. I desperation har 17 ledende humanitære organisationer taget det hidtil usete skridt at klage til Israels højesteret. Organisationerne vil have Israel til at suspendere udelukkelsen, før det ender med at få uoprettelige konsekvenser for de civile, som er afhængige af deres humanitære hjælp.

Organisationerne er blandt andre Dansk Flygtningehjælp, Folkekirkens Nødhjælp og Oxfam. I Oxfam Danmark er generalsekretær Lars Koch bekymret for konsekvenserne, hvis organisationerne bliver udelukket.  

“De civile i Gaza er fortsat meget afhængige af ekstern humanitær hjælp på grund af Israels blokade af nødhjælp og restriktioner. Hvis Israel udelukker flere organisationer, vil det få katastrofale følger. Også på Vestbredden og i Østjerusalem stiger behovet for  nødhjælp i takt med at israelske angreb, fordrivelser og bosættervold bliver intensiveret,” siger Lars Koch.

Den 30. december 2025 fik de berørte organisationer formel besked om, at deres israelske registreringer ville udløbe den følgende dag, og at de havde 60 dage til at afvikle deres aktiviteter i Gaza og på Vestbredden – herunder Østjerusalem. I underretningsbrevet stod der blandt andet, at beslutningen kun kunne omgøres, hvis organisationerne ville gennemføre hele Israels registreringsproces, hvilket de ikke kan efterleve lovligt eller etisk. Det gælder blandt andet et krav om at dele oplysninger om organisationernes ansatte med israelske myndigheder.  

Organisationerne anmoder derfor retten om midlertidigt at få suspenderet udelukkelsen fra de palæstinensiske områder, indtil der er foretaget en domstolsprøvelse. Ifølge organisationerne er de administrative krav et forsøg på at begrænse humanitære operationer på en måde, der ikke er forenelig med en besættelsesmagts forpligtelser i henhold til international humanitær ret. Samtidig håber organisationerne på opbakning fra det internationale samfund:

”Regeringer må presse på for at forhindre gennemførelsen af Israels udelukkelse af nødhjælpsorganisationer fra Palæstina. Hvis det træder i kraft nu, hvor civile er afhængige af humanitær hjælp for at overleve, vil dette få øjeblikkelige og uoprettelige menneskelige konsekvenser,” siger Lars Koch, generalsekretær i Oxfam Danmark.