Milliardærernes formuer er i 2025 steget til det højeste niveau nogensinde
Det har været et rekordår for verdens dollar-milliardærer, hvis formuer er steget med 2.500 milliarder dollar i 2025. Det viser en ny rapport fra organisationen Oxfam, der samtidig advarer om, at udviklingen fører til politisk farlig ulighed.

Den samlede formue hos verdens dollar-milliardærer er i løbet af 2025 vokset med mere end 16 procent og udgør nu 18.300 milliarder dollar. Det er det højeste niveau nogensinde.
Det viser en ny rapport fra Oxfam, offentliggjort i forbindelse med årets World Economic Forum i Davos.
Ifølge rapporten er milliardærernes formuer i 2025 steget tre gange hurtigere end gennemsnittet for de seneste fem år. Det sker samtidig med, at ét ud af fire mennesker i verden ikke regelmæssigt har nok at spise.
”Vi lever i milliardærernes tidsalder. Vi bliver snart nødt til at vælge mellem oligarki eller demokrati,” siger Lars Koch, der er generalsekretær i Oxfam Danmark.
“Milliardærernes formuer vokser i rekordfart, og de bruger deres økonomiske magt til at købe sig til politisk indflydelse, modstand mod regulering af selskaber og støtte til anti-demokratiske bevægelser. Det underminerer vores demokratier, og samtidig lever millioner af mennesker i fattigdom,” siger Lars Koch.
Stigningen i milliardærernes formuer falder sammen med, at den amerikanske Trump-administration fører en politik til fordel for de rigeste. Men udviklingen sker ikke kun i USA. Rapporten viser, hvordan stigende oligarki påvirker samfund verden over.
Rapporten Resisting the Rule of the Rich: Defending Freedom Against Billionaire Power viser blandt andet, at:
- Dollar-milliardærernes formuer samlet steg med 2.500 milliarder dollar i 2025.
- Det betyder, at de 12 rigeste milliardærer samlet har mere formue end den fattigste halvdel af verdens befolkning til sammen.
- Antallet af dollar-milliardærer oversteg i 2025 for første gang nogensinde 3.000 personer.
- Siden 2020 er dollar-milliardærernes formuer samlet steget med 81 procent.
”Den voksende økonomiske ulighed betyder, at tilliden til vores demokratier falder. Det ser vi allerede ske rundt omkring i verden og i Danmark, hvor autoritære bevægelser næres af, at almindelige mennesker har mistet tiltroen til, at ’systemet’ også er til for dem og ikke kun for eliten. Det er vi nødt til at tage meget alvorligt,” siger Lars Koch.
Stor bekymring for ulighed i Danmark
Også her i Danmark er der stor ulighed, når det kommer til formue. Herhjemme ejer en gennemsnitsperson fra den rigeste ene procent af befolkningen over 500 gange mere formue end en person fra den fattigste halvdel af befolkningen. Det betyder, at den rigeste ene procent ejer 20,5 procent af den samlede formue, mens den fattigste halvdel samlet ejer 4,1 procent.
Samtidig svarer 48 procent af den danske befolkning, at de er helt eller delvist enige i, at de er bekymrede over den økonomiske ulighed i Danmark. Det viser en ny repræsentativ rundspørge, der er lavet for Oxfam af analysebureauet IT’S A FACT og indsamlet via YouGovs panel.
”Jeg forstår godt, at der er så mange, der er bekymrede. Ulighed opstår ikke af sig selv, men på grund af politiske beslutninger. Derfor er det opløftende, at statsministeren i sin nytårstale sagde, at regeringen ikke har gjort nok i forhold til den stigende ulighed. Vi håber, at regeringen det kommende år vil lave tiltag, der hjælper de mest udsatte og reducerer uligheden herhjemme,” siger Lars Koch.
Oxfam mener blandt andet, at der bør indføres en formueskat på 1 procent af nettoformuer over 20 millioner kroner. Der vil i så fald være tale om en skat målrettet den rigeste ene procent af befolkningen. Ifølge beregninger fra Skatteministeriet vil det indbringe 13 milliarder kroner årligt.
Samtidig foreslår Oxfam Danmark, at der bliver indført en ulighedslov, der ligesom klimaloven skal have konkrete målsætninger for at nedbringe uligheden i Danmark.
//
Kontakt
Amanda Holmen, presseansvarlig, Oxfam Danmark. Tlf: 28 19 81 22
Lars Koch, generalsekretær, Oxfam Danmark. Tlf: 60 60 58 31
Rune Møller Stahl, ulighedsanalytiker, Oxfam Danmark. Tlf: 51 34 45 49
//
Læs rapporten her
Læs mere om metoden bag rapporten her
Læs notat om global og dansk ulighed her

