Oxfam fordømmer krænkelsen af international lov i Venezuela og frygter alvorlige humanitære konsekvenser

Udviklingen i Venezuela kan få store konsekvenser for civilbefolkningen, advarer Oxfam, der har en række partnere og ansatte i landet.   

Oxfam anser den amerikanske militære intervention i Venezuela som en krænkelse af international lov.

”Demokratiet og menneskerettighederne har i forvejen været under pres i landet, hvor otte millioner mennesker er flygtet, men vi frygter, at situationen nu vil blive endnu værre for civilbefolkningen i Venezuela med eskalerende vold og mere ulighed og fattigdom,” siger Lars Koch, der er generalsekretær i Oxfam Danmark.

Regimet i Venezuela har i mange år undermineret demokratiet og gennemført alvorlige menneskerettighedskrænkelser, men en militær intervention er ikke svaret, mener Oxfam.  

”En ulovlig væbnet intervention fra en fremmed magt, hvis erklærede mål omfatter kontrol over landets olie-ressourcer, er aldrig en løsning. Udenlandske militære og økonomiske dagsordener styrker de strukturer, der koncentrerer magt og økonomi i hænderne på få, mens flertallet står over for fattigdom, ulighed og mangel på muligheder,” siger Lars Koch.

”En legitim løsning må skabes af venezuelanerne selv med støtte fra det internationale samfund,” siger han.

Oxfam har gennem mange år arbejdet for demokrati og menneskerettigheder i Venezuela i tæt samarbejde med civilsamfundsorganisationer og ansatte i landet.

Oxfam har ligeledes et omfattende programarbejde i nabolandet Colombia som blandt andet omfatter leveforhold og rettigheder for de op imod 3 millioner venezuelanske flygtninge i Colombia.

”Vi er grundlæggende også bekymret for, at en lignende militær intervention kan finde sted i Colombia eller andre Latinamerikanske lande. Det ville få meget alvorlige konsekvenser,” siger Lars Koch.

//

For yderligere kommentarer kontakt Lars Koch, generalsekretær i Oxfam Danmark. Tlf: 60 60 58 31

Morten Bisgaard, teamleder og ekspert i Latinamerika i Oxfam Danmark. Tlf: 27 22 91 92