Oxfam Danmark: Alarmklokkerne ringer forud for COP30

Ifølge FN’s syntesterapport er vi meget langt fra at komme i mål med Parisaftalen.

FN har i dag offentliggjort sin NDC Synthesis Report 2025, der analyserer de 2035-klimamål, som nogle af verdens lande har indleveret. Konklusionen er nedslående.  

Landenes klimamål vil kun reducere de globale CO2-udledninger med 17 % frem mod 2035 – og det er meget langt fra det nødvendige, hvis vi skal holde den globale opvarmning under 1,5 grad, som er en af målsætningerne i Parisaftalen.

”Det er kritisk, at de nationale klimahandlingsplaner slet ikke får os i mål. Vi har brug for en reduktion på 60 %, og verdens ledere har ikke givet os nogle svar på, hvordan vi løser de eskalerende klimaudfordringer,” siger Mads Busck, der er klimapolitisk rådgiver i Oxfam Danmark.

Oxfam mener desuden, at det er stærkt bekymrende, at FN kun har modtaget nationale klimahandlingsplaner, der omfatter 30 % af de globale udledninger. Her har EU også et ansvar – EU har nemlig ikke indleveret et samlet klimamål.  

”Der er behov for, at Danmark som EU-formand sætter alt ind for at få EU’s klimahandlingsplan på plads inden den internationale klimakonference COP30 begynder om 10 dage. Så de har lidt travlt,” siger Mads Busck.