Sådan forhindrer vi en COP-fiasko: Rige lande i nord skal hæve ambitionerne for flere klimapenge

Denne artikel er oprindeligt bragt på pol.dk, og kan læses her

COP29 skydes nu i gang i Aserbajdsjan, og et af hovedpunkterne er vedtagelsen af et nyt klimafinansieringsmål – det såkaldte NCQG. Det bliver afgørende, at verdens rigeste lande går med til et ambitiøst og retfærdigt mål for hjælp til klimaudsatte lande. Kun på den måde, kan vi mindske den voksende klimauretfærdighed.  

Formålet med et nyt finansieringsmål er at sikre lande i det globale syd økonomiske midler til at håndtere konsekvenserne af den globale opvarmning. Samtidig skal det bidrage til den grønne omstilling, som er nødvendig for at holde temperaturstigningen under 1,5⁰C. De rige lande i nord har et historisk ansvar for at sikre pengene til dette, da de har den højeste koncentration af velstand, og fordi der er en klar sammenhæng mellem, at det også er dem, der har udledt mest CO2, men at de fattigste lande bærer konsekvenserne.

Denne ulighed fremhæves også i en ny rapport fra Oxfam, ”Carbon Inequality Kills”, der understreger, at de rigeste bærer et særligt ansvar for deres udledninger. 50% af de globale udledninger i 2019 kom fra jordens 10% rigeste, mens jordens fattigste 50% kun stod for 8%.

Hvis verden fortsætter sine nuværende emissioner, vil kulstofbudgettet (den mængde CO2, der stadig kan tilføres atmosfæren, uden at få globale temperaturer til at stige over 1,5°C) være opbrugt på omkring fire år. Men hvis alle mennesker udledte lige så meget som de 1% rigeste, ville klodens CO2-budget være brugt inden for fem måneder.

I Parisaftalen fra 2015 forpligtede verdens rigeste lande sig til at finde 100 milliarder dollars årligt til klimafinansiering inden 2020. Dette mål nåede vi ikke, og siden da er konsekvenserne af klimaforandringerne kun taget til. Ifølge Stern-Songwe-rapporten er der behov for 2.400 milliarder dollars årligt frem til 2030 – heraf bør 1.000 milliarder komme fra offentlig finansiering. Når verdens politikere snart samles til COP29 for at forhandle nye klimapenge, er det derfor vigtigere end nogensinde før, at ambitionsniveauet hæves markant.

Den internationale klimafinansiering er fundamentet under de nationale klimaplaner i verdens fattigste lande. Hvis ikke aftalen om et nyt finansieringsmål tydelig viser, hvor pengene skal komme fra, og hvor meget der er tale om, bliver det svært at realisere den grønne omstilling i disse lande.

Desværre ser det ud til, at spørgsmålet om, hvem der skal betale, kan spænde ben for et ambitiøst finansieringsmål. Ingen af verdens rigeste nationer har endnu givet konkrete bud på, hvor meget de vil bidrage med. Det tyder på, at de lader geopolitik komme i vejen for løsninger – fx med krav om at udviklingsøkonomier også skal bidrage. Et krav som ikke fremgår af Parisaftalen og som ikke stemmer overens med de historiske udledninger.

NCQG-forhandlingerne ved COP29 er afgørende for de kommende års håndtering af klimakrisen. Det er muligt at finde finansiering, hvis man politisk er villig til at lade verdens rigeste betale for deres udledningerne. Oxfams beregninger viser, at en formuebeskatning af verdens millionærer og milliardærer kunne rejse 1.700 milliarder dollars. Penge, der kunne bruges på klimafinansiering og til FN’s fond for Tab og Skader, som Danmark sidste år donerede til, men har valgt ikke at bidrage til i år.

Det står udenfor enhver tvivl, at de rige lande bør tage ansvar for de klimakonsekvenser, verden oplever i disse år. Både fordi vi for snart 10 år siden forpligtede os til det i Parisaftalen, men også fordi ansvarsfralæggelsen får katastrofale konsekvenser. Udledningerne fra den rigeste 1% har resulteret i et globalt økonomisk tab på 20.000 milliarder kroner siden 1990 og forårsaget et tab af afgrøder, der kunne have givet nok kalorier til at brødføde 14,5 millioner mennesker om året mellem 1990 og 2023. Dette tal vil stige til 46 millioner mennesker årligt i perioden 2023 til 2050.

Argumenterne for en ambitiøs, offentlig klimafinansiering er mange – økonomiske, aftalemæssige og menneskelige. Men det mest indlysende argument er et, der alene bygger på sund fornuft: Vi skal rydde op efter os selv. Et godt sted at begynde er ved at sikre tilstrækkelig klimafinansiering ved årets COP. Det er nu engang det mest retfærdige.