Med det nuværende tempo, vil der gå 133 år før vi har ligestilling i Danmark
08.03.2022
Med det nuværende tempo vil der gå 133 år, før vi har opnået ligestilling i Danmark, viser en beregning foretaget af Oxfam Danmark.
Samtidig rykker Danmark sig langsommere end en lang række andre lande og er faldet fra en 8. plads i 2006 til en 29. plads i 2021 i det globale Gender Gap-indeks.
Lars Koch, generalsekretær i Oxfam Danmark, udtaler:
“ Både de danske kvinder og vores samfund som helhed kan simpelthen ikke vente 133 år på, at der reelt er ligestilling i Danmark. Vi har en indgroet forestilling om, at Danmark er et land, hvor ligestillingen er opnået, men det er den ikke, og det går alt for langsomt. Ligestilling er et politisk valg, og vores politikere er tydeligvis nødt til at gøre mere, så vi ikke skal vente til år 2155, før ligestillingsgabet er elimineret. ”
”Dag ud og dag ind går kvinder på arbejde, uden at få det samme i løn som en mand i tilsvarende arbejde, og kvinder har stadig ikke samme muligheder for at gøre karriere, fordi de altovervejende er dem, der tager ansvaret og varetager flest job i hjemmet. Det er uholdbart, og vi kan ikke være det bekendt. Vi skal skabe politisk vilje til at slippe den berøringsangst, der er omkring ligestillingsproblematikken; og man er nødt til at tage initiativer til at fremme, at kvinder er lige repræsenteret i samfundet, på arbejdsmarkedet og i politiske beslutninger. Og kampen for ligeløn skal speedes op.”
”Oxfam Danmark arbejder med ligestilling i en lang række lande i det globale syd, og tallene i vores analyse viser, at der fortsat er store udfordringer, f.eks. vil der gå 270 år, før der er opnået ligestilling i Ghana. Men der er også positive udviklingstendenser med fokus på kvinders uafhængighed og at fastholde piger i uddannelsessystemet. Det viser, at ligestillingsudfordringerne er globale, og at det er muligt at speede udviklingen op – både i Danmark og i verden omkring os. En ting er sikkert, hvis vi virkelig vil en bæredygtig udvikling, så skal vi have lukket gabet i ligestillingen. Herhjemme og globalt".
Oxfam Danmark har udarbejdet en mini-analyse hvor du kan se, hvor lang tid der vil gå før der er ligestilling i Danmark.